Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Regnskabskonference

17 oktober, kl. 08:00 - 18 oktober, kl. 17:00

Juridisk Diskussionsklub inviterer i samarbejde med PwC og Plesner til dette års Regnskabskonference.

Regnskabskonferencen er et efterhånden veletableret og velbesøgt todages arrangement, der henvender sig til Københavns Universitets jurastuderende med interesse for spændefeltet mellem den almindelige regnskabslære og juraen. På konferencen vil din forståelse for den basale regnskabslære udvides, ligesom du vil få et indgående kendskab til, hvordan advokater og jurister i almindelighed benytter regnskabslæren i praksis.

Der vil på konferencen tages udgangspunkt i de regnskabsmæssige elementer inden for de mest almindelige business services, herunder M&A-, skatte- og konkursrådgivning samt rådgivning om bank og finans.

Faglighed udgør kernen i Regnskabskonferencen. Deltagerne på konferencen vil derfor modtage undervisning af topkvalificerede undervisere inden for feltet, ligesom deltagerne løbende under konferencen vil blive inddraget aktivt i undervisningen via emnebaserede cases og minitests.

Endvidere byder Regnskabskonferencen på en enestående mulighed for de studerende for at udvide deres professionelle netværk. Ligeledes vil deltagerne få et unikt indblik i, hvad hverdagen byder på for advokater, jurister etc., som arbejder hos Plesner og PwC.

Henset til ønsket om at sikre deltagerne et fagligt udbytte ud over det sædvanlige, vil deltagerpladserne på konferencen være begrænset til 30. Deltagerne udvælges på baggrund af besvarelsen af et simpelt spørgeskema, der indeholder fire lettilgængelige spørgsmål, se nærmere herom nedenfor.

Regnskabskonferencen afholdes den 17. og 18. oktober 2019 i tidsrummet mellem 09.00 og 17.00 hos Plesner på Amerika Plads 37, 2100 København Ø.

Arrangementet afrundes med drinks og middag fredag aften. Her vil der være plads til såvel formelle som uformelle samtaler mellem arrangementets deltagere og medarbejderne fra Plesner og PwC.

Adgangskrav:

i) Du skal være medlem af Juridisk Diskussionsklub
ii) Du skal udfylde et spørgeskema, hvori du skal angive dit navn, e-mailadresse, hvilket semester du er på samt skrive en kort kommentar om, hvorfor du ønsker at deltage i Regnskabskonferencen.

Arrangementet henvender sig i særlig grad til studerende med fagene selskaber og kapitalmarked, kapitalmarkedsret, selskabsret og skatteret. Det er imidlertid alene en fordel, men ikke en nødvendighed, at du følger et af ovenstående fag.

Link til adgangsgivende spørgeskema: https://da.surveymonkey.com/r/Regnskabskonference

Tilmelding åbner tirsdag den 3. september kl. 12.00 og løber ind til fredag den 27. september kl. 12.00.

For spørgsmål o.l. vedrørende Regnskabskonferencen, bedes henvendelser herom rettes til mailadresse jonas@jdku.dk.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Med venlig hilsen,

Plesner, PwC & Juridisk Diskussionsklub.

Detaljer

Start:
17 oktober, kl. 08:00
Slut:
18 oktober, kl. 17:00
Begivenhed Kategorier:
,