Jurastudiet 101

Af Mahdis H. Pour og Lea Lauritzen

 

”Jura, stor bil, dyrt ur. I en ny Porsche, når jeg ruller på KUA” indledte tutorkorpset sidste års introsang med. Når man træder ind af KUA’s identitetsløse indgang for første gang, så har man en masse fordomme om, hvad dét at være jurastuderende indebærer. Måske du i sommerferien har binget ’Suits’ og nu tænker, at du skal være den næste Harvey Specter. Måske du tænkte, at 12-tallerne var hjemme, fordi paps er partner i Plesner. Det er desværre langt fra virkeligheden, udover selvfølgelig det med de dyre ure, der oftere stammer nede fra bazaren end Klarlund. Løgne er der ikke få af – de mange tolvtaller passer sjældent med karakterstatistikken. Vi forstår godt, at det hele kan virke overvældende, men frygt ej – her er JD’s take på ”How To Survive Jurastudiet på KU”.

  • 1 – Lyt til Legalt

Jurastudiet kan være svært at navigere rundt i, især i de første år. Karnov har i samarbejde med Juridisk Diskussionsklub udarbejdet podcasten ’Legalt’. De to værter, Oskar og Gustav, giver dig et realistisk indblik i, hvordan det er at være jurastuderende. Det er okay ikke at være en uge forud – det er de sgu’ ingen, der rigtig er.

  • 2 – Karakterræset

”Det er ikke dine karakterer, der tæller i sidste ende, men din karakter” blev der overhørt til Karrieredagen fra et JD-bestyrelsesmedlem. Jura handler om at vinde mennesker over – det kan en linje af 12-taller fra bacheloren ikke stå alene med.

  • 3 – Meld dig ind i en forening

Jurastudiet vrimler med studenterforeninger. Vi er begge to en del af Juridisk Diskussionsklub, og det har allerede bragt mange gode stunder. Så hvad end du er til fodbold og FC Culpa eller SNL og Jurarevyen, så kan du altså (heldigvis) bruge jurastudiet til mere end bare at terpe obligationsret… Pst – du kan også hustle dig til gode noter fra de ældre årgange.

  • 4 – Hold dig til jurabar

Selvom humanioras blinkende diskolys til fredagsbar kan virke tiltrækkende, så hold dig for guds skyld til jurabar. Øllene er skiftet fra dåseøl til fadøl. Og ikke mindst, der lugter ikke af armsved.

  • 5 – Ikke fald for tutorcharmen

De er søde, de er sjove, de er charmerende. Der er lidt autoritet over dem. Der er mange ting, der taler for at falde for en tutor. Et godt råd – don’t.

  • 6 – Bliv gode venner med pickeren på Søpavillonen

Føler du ikke har venner på studiet? Det får du med ovenstående råd.

  • 7 – ”Empty buffet”

Alle tilbudsjægerne kommer muligvis til at kaste falafler efter os efter denne artikel. Vi har foretaget en hensynsafvejning, og vores hæderlighed til jer trofaste stud.jur.-læsere vejer højere. Fra 13:40 er der halv pris i kantinerne. Selv tak.

  • 8 – Skriv juridisk

Det kan være svært at knække koden i dét at skrive juridisk, på de første år af jurastudiet. At skrive ordentligt juridisk kan groft sagt hive dig én – hvis ikke to karakterer op. Udvid din horisont og bliv bedre til at formidle juraen. Det er der gode muligheder for på jurastudiet. Du kan blandt andet blive skribent på stud.jur.-bladet, hvor du får lov til at formidle dig juridisk på din helt egen måde. Hvis du gerne få et indblik på et højere akademisk niveau, så vil vi på det kraftigste anbefale Retskraft. Det er et studenterdrevet tidsskrift, der bl.a. kan tilgås i atriet. Højesteret abonnerer på det, og det bør du også

 

 

Del denne artikel