Karrierekarrusellen: Kammeradvokaten

Med stud.jur. Tenna Harpsøe

 

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for en jurastuderende hos jer?

Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith er overordnet opdelt i fire faggrupper, der dækker stort set samtlige retsområder. En arbejdsdag som stud.jur. hos os kan derfor variere meget i omfang og opgaver afhængig af hvilken af firmaets fire faggrupper, du er tilknyttet. I hver af de fire faggrupper er et studenterteam bestående af en række studenter, hvoraf nogle af disse sidder på vores kontor i Aarhus.

Opgavetyperne spænder vidt fra udkast til processkrifter og kildesøgninger til udarbejdelse af juridiske notater og artikler. Jeg sidder selv som stud.jur. i faggruppen for retssager, hvor jeg især beskæftiger mig med løsning af opgaver inden for skatteretten, erstatningsretten og procesretten. Vi fører hvert år ca. 1.700 retssager, hvoraf en del af sagerne føres for landsretterne og Højesteret. Det gør, at arbejdet som stud.jur. i retssagsgruppen giver rig mulighed for at overvære hovedforhandlinger, som du selv har bistået med under sagsforberedelsen. Fælles for mange af vores opgaver er, at de er kendetegnet ved at bestå i juridisk bistand til en statslig myndighed. Det stiller både helt særlige krav og forventninger til udarbejdelsen af opgaverne samtidig med, at håndteringen af statens sager til tider tiltrækker sig en del interesse i både den offentlige og politiske debat. Sagernes samfundsmæssige præg kaster efter min mening rigtig mange spændende opgaver af sig og er en af grundene til, at jeg finder mit arbejde rigtig interessant.

I det daglige arbejde som student hos os modtager vi studenter opgaver fra både fuldmægtige, advokater og partnere. Fordeling af opgaver sker af det enkelte studenterteam i fællesskab. Vi rådgiver stort set inden for alle erhvervs- og offentligretlige juridiske sagsområder. Som student bliver man derfor præsenteret for et hav af forskellige retsområder og får mulighed for at prøve kræfter med disse i praksis. Gennemgående er forventningen om, at alle opgaver løses med høj kvalitet og ordentlighed for øje.

Hvordan indgår man som studerende i jeres organisationsstruktur?

Inden for hver af de fire faggrupper er en række forskellige og mere specialiserede teams. Vi studenter er tilknyttet en af de fire faggrupper, hvor vi hjælper alle faggruppens teams. Som student får du efter et års ansættelse tilbudt at rokere til en anden faggruppe. Det giver den fordel, at du gennem tiden som stud.jur. kan nå få berøring med en bred vifte af retsområder, inden du har færdiggjort dit studie.

Arbejdet som stud.jur. hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith er meget fleksibelt både i forhold til arbejdstid og opgavefordeling. Som student har du ligeledes mulighed for at søge om orlov fra din studenterstilling i forbindelse med et udvekslings- eller praktikophold. Min oplevelse af at være student hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith er, at vi studenter i høj grad er inddraget som en naturlig del af medarbejderteamet blandt advokatfuldmægtige og advokater. Det indebærer, at både advokatfuldmægtige og advokater ofte delagtiggør os i de overvejelser, som de gør sig i forbindelse med sagsarbejdet, samt at vi som studenter har rig mulighed for at komme med egne inputs.

Hvordan kan jeg som studerende udvikle mig hos jer?

Hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith har hvert studenterteam tilknyttet en præstationsvejleder, der er ansat som advokat i faggruppen. Vejlederen fungerer både som vores nærmeste leder og kontaktperson. Vejlederen er derudover ansvarlig for, at vi trives på arbejdspladsen, samt at mængden af opgaver er tilpasset studenterteamets kapacitet.

Alle studenter har opstarts-, halvårs- og helårssamtaler med deres vejleder. Under samtalerne drøftes vores muligheder for såvel personlig som faglig udvikling på arbejdspladsen, ligesom vi kan sætte os bestemte fremtidige udviklingsmål i samarbejde med vores vejleder. Formålet med samtalerne er på bedst mulig vis at bidrage til, at vi kan oparbejde de kompetencer, der kræves til en stilling som advokatfuldmægtig. Det er min egen personlige erfaring, at disse samtaler har haft en positiv indvirkning på mit arbejde og generelt har bidraget til, at jeg trives rigtig godt på mit arbejde.

Som stud.jur. hos os kan du inden dit speciale ansøge om et stipendium samt en stilling som advokatfuldmægtig. Ordningen indebærer, at du ikke arbejder under specialeskrivningen samt er sikret en stilling som fuldmægtig, når specialet er afleveret.

Hvordan er det sociale liv?

Der er hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith et stort fokus på det sociale sammenhold kollegaerne imellem. Personligt er det en af de ting, som jeg holder allermest af på mit arbejde, idet der er et rigtig godt fællesskab på kontoret.

I løbet af året afholdes blandt andet fredagsbar, sommerfest, faggruppedag, studenter-fuldmægtig fest samt julefrokost. Det høje antal af medarbejdere gør, at der altid er en stor opbakning til festerne. Derudover kan man som ansat deltage i vores sportsforening eller kunst- og kulturforening. Foreningerne er medarbejderdrevene og arrangerer forskellige aktiviteter, der kan skabe et endnu bedre sammenhold på arbejdspladsen.

Der er ligeledes tradition for, at vi studenter flere gange årligt arrangerer forskellige sociale arrangementer uden for kontoret både for alle studenter samt i de enkelte studenterteams. Arrangementerne kan variere fra biografture, petanque til fællesspisning.

Hvordan bliver jeg ansat hos jer?

En ansøgning til en stilling som stud.jur. hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith kan enten sendes uopfordret eller i forbindelse med et stillingsopslag. Jeg søgte selv stillingen som stud.jur. uopfordret, efter jeg havde været på et udvekslingsophold, hvilket kan anbefales, hvis man er bevidst om, hvor man godt kunne tænke sig at arbejde.

Der er typisk to rekrutteringsforløb årligt i henholdsvis maj/juni og november. For at blive ansat som stud.jur. skal man som minimum have bestået 2. årsprøve. Hvis man allerede tidligt på studiet har lyst til at arbejde med juraen i praksis, er der mulighed for at ansøge om at blive studentermedhjælper i vores videnafdeling. Herefter er der naturligvis senere mulighed for at ansøge om at rokere til en stilling som stud.jur i en faggruppe.

Vi rekrutterer forskellige profiler alt efter, hvor langt man er på studiet. Der er en flerhed af faktorer som spiller ind, når ansøgere udvælges. Der lægges bl.a. vægt på, at det skinner igennem i din ansøgning, at du har en stor interesse for og lyst til at prøve kræfter med juraen i praksis. Det er ikke et krav, at du har erfaring fra et tidligere studierelevant arbejde. Omvendt vil det selvfølgelig heller ikke trække ned, hvis dette netop er tilfældet.

 

Studenterne har et godt sammenhold og ses ofte uden for arbejdstid

Der var dækket flot op til sidste års julefrokost for hele firmaet

Del denne artikel