OBS tilmeldning sker via linket nedenfor, der fører jer videre til Totally écarts hjemmeside. Tilmeldning er således ikke på JD’s hjemmeside

Sommeren er ved at gå på hæld og det betyder én ting – nu er det snart tid til at finde skistøvlerne og lommelærken frem, for JD’s skitur er tilbage!!

Igen i år pakker vi skiene og begiver os afsted mod Alpernes største og mest festlige destination, Val Thorens! Byen byder på smukke bjergsider, kilometerlange pister og ikke mindst et bugnede byliv.

Traditionen tro vil festlighederne foregå i uge 5. KU har igen i år været så søde at sørge for undervisningsfri, så hverken Familie/Arveret eller Kim Frosts frygtede obligationsretseksamen kommer i vejen for turen!

Uanset om du er genganger eller nybegynder på pisten, så venter der en uge med fest, farver, en masse nye bekendtskaber og oplevelser med dine studiekammerater! Hvad enten du er til kilometer i benene, beer-pong på Snesko eller La Folie Douchebag-stemning i byen, så garanterer vi, at JD’s skitur bliver en uge, som du får svært ved at huske, men aldrig glemmer.

Så tag fat i dine venner, for det her vil I ikke gå glip af!

  • Prisen for årets skitur er 5.495 kr.
  • Liftkort til et fantastisk skiområde i 6 dage (150 pistekilometer)
  • Transport i bus tur/retur fra Søndre Campus
  • Fælles indkvartering på Temple du Soleil
  • Events i løbet af ugen arrangeret af Juridisk Diskussionsklub og Totally écart.

I år har vi blandt andet sørget for fint besøg af en, endnu ikke offentliggjort, kendt dansk artist, som kommer og hjælper os med at starte festen.

TRANSPORT:
Der er afgang fra Søndre Campus d. 27. januar enten kl 10.00 eller kl. 18:00. Afgang fra Val Thorens er kl. 10.00 d. 4. februar.
Der vil være mulighed for tilkøb af fly tur/retur. Der er begrænset antal, så det er først til mølle! Prisen er 3500 kroner inkl. transfer fra Geneve lufthavn til Val Thorens. Ved interesse skal der skrives email til fly@totallysnow.dk.
Derudover er der også mulighed for selv at bestille og arrangere flyrejsen til Val Thorens. Her skal I blot fravælge bus inde på tilmeldingslinket.
Prisen for bus-turen vil selvfølgelig blive fratrukket.

LEJLIGHED:
Hele jura indlogeres på Temple du Soleil og alle vil således bo på samme hotel. Der er kun de værelser, der er tilgængelige på tilmeldingslinket, så det er desværre ikke muligt at booke større værelser.

På grund af jurastudiets altid store festånd – der berygtes i hele Val Thorens – har det ikke været muligt for os at skaffe chalet’er. Ønsker I at bo i chalet, vil vi anbefale, at I booker chalet uden om Totally écart. I vil selvfølgelig få fratrukket prisen for lejlighed (1300 kr.), hvis dette er tilfældet.

I vil selvfølge stadig kunne tage del i alt det der er planlagt på turen!

EVENTS:
Alle tilmeldte vil modtage et juraarmbånd. Dette giver adgang til diverse events i løbet af ugen, som vi løbende vil annoncere. Det er derfor ikke længere nødvendigt at tilkøbe et eventarmbånd. Juraarmbåndet indgår i prisen!

ANDET:
Det er også muligt med tilkøb af et udvidet liftkort, som giver adgang til et større skiområde. Det udvidede liftkort koster 450kr, og det giver adgang til 650 pistekilometer.
Flere informationer følger af nedenstående hjemmeside – herunder information om skileje m.m.

TILMELDNING:
Tilmelding sker via tilmeldingsfanen på:
https://gruppe.ecart.dk/grou…/registration/welcome.aspx…

FRISTER:
Tilmeldingsfristen er d. 10. oktober 2022, hvilket ligeledes er fristen for betaling af depositum på 1.500kr. Det fulde beløb forfalder til betaling d. 1. december 2022.

Personer som hverken er indskrevet på det juridiske fakultet eller er medlemmer af JD, er også velkomne til at deltage i turen.

Siden her vil løbende blive opdateret med arrangementer, som vil blive afviklet på turen. Desuden vil alle andre relevante informationer også blive formidlet herigennem.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til enten Louise@jdku.dk eller Julie@jdku.dk

Vi glæder os!

Mvh.
Juridisk Diskussionsklub