Kom og hør om startuplivet og advokatens rolle heri, når Juridisk Diskussionsklub i samarbejde med Nielsen Nørager inviterer til studiebesøg med fokus på kapitalanskaffelse i vækstvirksomheder.

Pre-Seed, Seed, A-runde, B-runde, C-runde og IPO. Bogstaverne står i kø, når man taler venturekapital. Men hvad ligger der egentlig i finansieringen af forskellige stadier af en virksomhed; hvilke værktøjer har man til rådighed, når man skal rejse penge, og hvordan fungerer venturekapitalmodellen?

Nielsen Nørager bistår en lang række vækstvirksomheder med investeringsrunder og børsnoteringer, og til arrangementet vil advokat og partner Carl Christian Illum og advokat og partner Peter Lyck fortælle om deres arbejde med virksomheder fra idéstadiet til børsnotering, og hvordan finansiering kan spille en central rolle i at forme en virksomheds skæbne.

På studiebesøget vil vi med afsæt i den sædvanlige livscyklus for en vækstvirksomhed dykke ned i persongalleriet (business angels, venturekapitalfonde, private equity-fonde m.m.), modeller for kapitalrejsning (egenkapital, lån og hybride finansieringsformer, herunder konvertible gældsbreve og SAFEs), og de hensyn og overvejelser, der ligger bag en børsnotering.

Spændende emner, du kan glæde dig til at høre om:

Iværksætteriet: Fra idé til opstart. Hvordan kan advokater hjælpe startups med at etablere et solidt juridisk grundlag?

Seed-finansiering: Hvordan startups sikrer den første investering og den juridiske kompleksitet, der følger med det?

Venturekapitalrunder: Betydningen af vellykkede VC-runder og juridiske aspekter i forhandlingerne.

Skalering: Hvordan juridisk rådgivning kan sikre vækst og beskyttelse af immaterielle rettigheder?

Exit-strategier: Fra opkøb til børsnotering – de juridiske skridt og de juridiske overvejelser på vejen til et exit.”

Efter oplægget, vil der være sørget for lækker mad og drikkelse.

Vi glæder os til at se dig!

TID:

Tirsdag den 7. maj kl. 17:30

STED:

Nielsen Nørager, Frederiksberggade 16, 1459 København K