Vedtægter

Vedtægter

Som vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 7. november 1996 og ændret ved ekstraordinær generalforsamling d. 9. november 2002, d. 30 december 2008, d. 21. december 2009, d. 10. januar 2011, d. 12. august 2012, d. 10. august 2016 og 17. januar 2017.

Kapitel 1: Indledende bestemmelser

§1
Foreningens navn er Juridisk Diskussionsklub.

§2
Juridisk Diskussionsklub er en landsdækkende forening for jurastuderende, som gennem sine møder, sammenkomster, paneldiskussioner, studiebesøg, studierejser og studenterpolitiske engagement og øvrige aktiviteter har til formål at skabe forum for social og faglig aktivitet for sine medlemmer.

§3
Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser.

Kapitel 2: Generalforsamlingen

§4
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

§5
Stk. 1. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar måned.

Stk. 2. Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker ved
a) opslag på Det Juridiske Fakultets uddannelsessted,
b) meddelelse på foreningens hjemmeside,
c) fremsendelse af e-mail til foreningens medlemmer,
d) offentliggørelse i seneste ordinære udgave af bladet forud for den ordinære generalforsamling.
Stk. 3. Indkaldelse efter stk. 2 skal ske senest to uger og tidligst seks uger inden den ordinære generalforsamlings afholdelse.
Stk. 4. I tilfælde af ændring af tidspunkt for afholdelse af den ordinære generalforsamling som følge af ekstraordinære omstændigheder bortfalder kravet i § 5, stk. 2, litra d.

§6
Eksemplarer af det reviderede årsregnskab, foreningens vedtægter, sidste ordinære generalforsamlingsprotokollat samt eventuelle mellemkommende ekstraordinære generalforsamlings-protokollater kan rekvireres fra Juridisk Diskussionsklub tidligst 10 dage før ordinær generalforsamling.
Stk. 2. Rekvirering sker ved henvendelse på Juridisk Diskussionsklubs kontor eller ved henvendelse på e-mail til den på enhver tid værende bestyrelsesformand.

§7
Stk. 1. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker efter formandens, bestyrelsens eller revisorernes beslutning, eller ved indgivelse til bestyrelsen af en af 80 medlemmer underskrevet begæring.
Stk. 2. Indkaldelse, med angivelse af dagsorden, sker straks herefter på bestyrelsens foranledning.
Stk. 3. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker i overensstemmelse med § 5, stk. 2, litra a-c og § 5, stk. 3.

§8
Generalforsamlinger afholdes med mindst to ugers mellemrum.

§9
Stk. 1. Stemmeberettiget er enhver, der senest syv dage før generalforsamlingen har erhvervet medlemskab af foreningen.
Stk. 2. Bestyrelsen sikrer, at der umiddelbart op til tidspunktet i stk. 1 på anmodning er mulighed for indmelding og betaling af kontingent.
Stk. 3. Stemmeret kan alene udøves ved personligt fremmøde. Afgivelse af stemme kan tidligst ske efter generalforsamlingens påbegyndelse.

§10
Stk. 1. Opstilling af kandidater til valg af formand og bestyrelse sker skriftligt til bestyrelsen senest kl. 12.00 syv dage før generalforsamlingen. Det angives om der kandideres til posten som formand for eller som menigt medlem af bestyrelsen.
Stk. 2. Kun jurastuderende der er medlemmer af Juridisk Diskussionsklub, og som har betalt kontingent senest syv dage inden generalforsamling jf. § 7, stk. 1 og 2, er valgbare til posterne som formand og bestyrelsesmedlem.
Stk. 3. Bestyrelsen skal senest seks dage før generalforsamlingen på Det Juridiske Fakultets til enhver tid værende tilholdssted fremlægge alfabetisk liste over de opstillede kandidater med angivelse af årsprøve. Det angives til hvilke af de i stk. 1 nævnte poster, der kandideres.

§ 11
På en generalforsamling kan beslutning kun træffes om de på dagsordenen optagne punkter.
Stk. 2. Forslag fra medlemmer skal for at komme på dagsordenen være indgivet til bestyrelsen senest kl. 12.00 syv dage før generalforsamlingen. Forslagene fremlægges herefter straks ved opslag på Det Juridiske Fakultets til enhver tid værende tilholdssted.

§ 12
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent.
3. Formandens aflæggelse af årsberetning til godkendelse.
4. Kassererens fremlæggelse af foreningens regnskab.
5. Revisorernes bemærkninger til regnskabet.
6. Godkendelse af regnskabet, jf. § 13, stk. 7.
7. Fastsættelse af kontingent for det kommende akademiske år. Kontingent dækker medlemskab for perioden for den pågældendes indmelding ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet. Fastsættelse af mindre kontingent kan ikke ske. Det er en forudsætning for medlemskab, at medlemmet til stadighed holder foreningen orienteret om medlemmets adresse mv.
8. Valg af formand.
9. Generalforsamlingen fastsætter den samlede bestyrelses antal til 11, 13 eller 15. I tilfælde hvor flere forskellige forslag herom stilles, gælder afstemningsreglerne i § 13, stk. 3.
10. Valg af bestyrelsesmedlemmer, jf. § 13, stk. 4.
11. Valg af statsautoriseret revisor, jf. § 13, stk. 6.
12. Eventuelle forslag fra medlemmerne.
13. Eventuelt.

§ 13
Stk. 1. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jfr. dog § 12, pkt. 10, § 13, stk. 3, § 23, stk. 3 og § 24, stk. 3.
Stk. 2. Valg af bestyrelse og revisorer sker skriftligt. Afstemning vedrørende alle andre spørgsmål sker ved håndsoprækning, medmindre een stemmeberettiget kræver skriftlig afstemning. Valg af formand sker alene skriftligt, hvis der opstilles mere end én kandidat.
Stk. 3. Valg af formand sker ved særskilt afstemning. Opstilles mere end to kandidater, og opnår ingen af de opstillede kandidater et flertal af de afgivne stemmer, foretages ny afstemning blandt de to kandidater, der opnåede de højeste stemmetal.
Stk. 4. Formanden og bestyrelsens øvrige medlemmer vælges normalt for 2 år. Genvalg kan finde sted. De seks bestyrelsesmedlemmer med højest stemmetal vælges for 2 år og de resterende for 1 år.
Stk. 5. Ved valg af bestyrelsesmedlemmer har enhver stemmeberettiget lige så mange stemmer som antallet af medlemmer, der vælges. Der kan kun afgives een stemme på hver kandidat.
Stk. 6. Tiltrædende og afgående formand og de øvrige bestyrelsesmedlemmer har ikke stemmeret ved valg af revisor.
Stk. 7. Afgående formand og bestyrelse kan ikke deltage i eventuel afstemning om formandens beretning og regnskaberne.

§ 14
Et bestyrelsesmedlem, som er valgt ved ekstraordinær generalforsamling, jf. § 7, er alene valgt frem til afholdelse af næste ordinære generalforsamling.

§ 15
Dirigenten leder forhandlingerne på generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, afstemningernes afvikling m.v.

§ 16
En kandidat til posterne som formand, bestyrelsesmedlem og revisor, der undtagelsesvis ikke er tilstede på generalforsamlingen, er valgbar, såfremt skriftlig fuldmagt foreligger.

Kapitel 3: Bestyrelsen

§ 17
Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt formand og bestyrelse.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig på sit første møde og giver derefter i foreningens eget blad ”Stud.Jur.”.
Stk. 3. Bestyrelsen fører protokol over sit arbejde.
Stk. 4. Bestyrelsen drager omsorg for, at det på generalforsamlingen optagne protokollat fremlægges på foreningens hjemmeside inden en måned efter generalforsamlingens afholdelse.

§ 18
Foreningen tegnes i økonomisk henseende af kassereren eller formanden.

§ 19
Bestyrelsen kan til enhver tid nedsætte udvalg med medlemmer, der ikke sidder i bestyrelsen.
Stk. 2. I et udvalg under Juridisk Diskussionsklub skal der sidde mindst eet bestyrelsesmedlem.

§ 20
Udtræder i en periode formanden, konstituerer bestyrelsen sig med en ny formand.
Stk. 2. Udtræder i en periode et menigt bestyrelsesmedlem, konstituerer bestyrelsen sig med et nyt medlem. Det nye bestyrelsesmedlem vælges ved afholdelse af ny afstemning ved ekstraordinær generalforsamling i overensstemmelse med § 7.
Stk. 3. Reduceres den samlede bestyrelse til færre end 6 medlemmer, påhviler det formanden at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på nyvalg. Dagsorden følger af § 12.

Kapitel 4: Revision

§ 21
Revision af foreningens regnskaber foretages af den på generalforsamlingen valgte revisor. Denne har til enhver tid uanmeldt adgang til foreningens samlede regnskabsmateriale.
Stk. 2. Revisionen skal foretages i overensstemmelse med de for foreningen gældende retningslinjer for revision.
Stk. 3. Ændringer til retningslinjer for revision vedtages i overensstemmelse med reglerne for generalforsamlinger, jf. § 11.

Kapitel 5: Æresmedlemmer

§ 22
En person, der igennem længere tid på ganske usædvanlig måde har gjort sig fortjent til en sådan påskønnelse, kan udnævnes til Æresmedlem af Juridisk Diskussionsklub.
Stk. 2. Udnævnelse af Æresmedlem kan alene ske ved en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Offentliggørelse af forslag til udnævnelse af æresmedlem skal ske ved opslag på Det Juridiske Fakultets til enhver tid værende tilholdssted senest seks dage inden generalforsamlingen.
Stk. 3. Beslutning om udnævnelse af Æresmedlem træffes ved 2/3 stemmeflertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer. Udnævnelsen forudsætter bestyrelsens enstemmige indstilling og skal optages som særskilt dagsordenpunkt. Forslaget kan ikke gøres til genstand for debat på generalforsamlingen.

Kapitel 6: Jurafonden af 2009 til minde om Vilhelm Buhl

§ 23
Halvdelen af Juridisk Diskussionsklubs årlige regnskabsmæssige overskud overføres til Jurafonden af 2009 til minde om Vilhelm Buhl (Jurafonden) i umiddelbar forbindelse med afholdelsen af den ordinære generalforsamling. Det overførte beløb skal benyttes til uddeling i overensstemmelse med Jurafondens formål.
Stk. 2. Det overførte beløb kan udgøre et mindre beløb end det i stk. 1 anførte, såfremt det konkret begrundes og såfremt det godkendes af generalforsamlingen.
Stk. 3. Det overførte beløb skal af Jurafonden benyttes til uddeling i overensstemmelse med fondens formål. I forbindelse med den årlige overdragelse, skal der udarbejdes et gavebrev, hvoraf dette klart og tydeligt fremgår.

Kapitel 7: Vedtægtsændringer

§ 24
Ændringer af disse vedtægter kan kun ske på en generalforsamling.
Stk. 2. Det påhviler bestyrelsen at drage omsorg for, at forslag til ændringer af vedtægter fremlægges på foreningens hjemmeside senest syv dage før generalforsamlingen.
Stk. 3. Beslutning om vedtægtsændring træffes ved 2/3 flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.

Kapitel 8: Foreningens opløsning

§ 25
Opløsning af foreningen kan kun ske på en til dette formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Stk. 2. For at opløsning kan ske, skal mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer være tilstede og beslutningen derhos vedtages med mindst 3⁄4 flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer. I modsat fald bortfalder forslaget.
Stk. 3. Ved foreningens opløsning går foreningens formue til Jurafonden af 2009 til minde om Vilhelm Buhl.
Stk. 4. Såfremt det besluttes på den ekstraordinære generalforsamling i medfør af stk. 1, kan foreningens formue gå til etablering af Juridisk Diskussionsklubs Fond. Juridisk Diskussionsklubs Æresmedlemmer nedsætter i så fald en bestyrelse på minimum 3 personer til forvaltning af fondens midler. Midlerne skal anvendes til støtte af arrangementer på Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet i overensstemmelse med bestemmelsen i disse vedtægters § 2.
Stk. 5. Foreningen kan kun opløses i forårssemestret.

Kapitel 9: Ikrafttrædelse

§ 26
Disse vedtægter træder i kraft straks ved vedtagelsen, og samtidigt ophæves tidligere vedtægter for Juridisk Diskussionsklub.
Stk. 2. Forslag til retningslinier for revision sættes første gang til afstemning umiddelbart efter vedtagelsen af denne bestemmelse. Vedtagelse træffes ved simpelt flertal. Retningslinierne træder i kraft efter vedtagelse.