Den bedste karrierestige – manden eller kvindens?

Skrevet af Charlotte Otken

Vejen til tops er ikke noget at spøge med. Særligt ikke, hvis du er kvinde. Eller hvad? For hvor stor er forskellen på at være mand og kvinde, når man gør karriere i Danmark, og hvor mange fordomme har vi egentlig om kvindernes vej til toppen vs. mændenes?

Stud.Jur. har talt med to kloge hoveder, advokat og partner i Plesner, Pernille Bigaard, og retspræsident ved Frederiksberg Ret, Torben Goldin. Her er deres bud på, hvorvidt der egentlig bliver gjort forskel på kvinder og mænd i juraverdenen, og hvordan de selv, som hårdtarbejdende jurister, har fået hverdagen til at hænge sammen med en karriere, hvor der er fuld fart på.

Og så har de fortalt om deres mest interessante og tossede sager. For i en verden, der primært består af tunge bøger og uendelige mængder af paragraffer, har man også brug for en god portion humoristisk sans – uanset, om man er kvinde eller mand.  

Hvad gjorde du, da du var færdiguddannet?

Pernille: Da jeg som 23-årig var færdig på universitetet, søgte jeg Justitsministeriet og blev ansat som dommerfuldmægtig, men jeg fortrød og søgte i stedet en advokatfuldmægtigstilling, som jeg heldigvis fik meget hurtigt.

Torben: Jeg søgte selv straks job, dels hos et par advokater og dels i Udenrigsministeriet. Ironisk nok var det en studiekammerat, der var færdig et år før mig, og som arbejdede i Justitsministeriet, der lokkede mig til – også – at søge ind i ministeriets regi som dommerfuldmægtig. Jeg fik straks stillingen, før jeg fik svar på mine øvrige ansøgninger.

Hvordan er du nået til tops?

Pernille: Jeg ved ikke, om jeg er nået til tops, men jeg er i hvert fald taknemmelig for, at jeg har nået de fleste af de mål, jeg har sat mig. Jeg sætter mig ofte meget konkrete mål og arbejder efter dem. Og så har jeg været heldig at være til stede på de rette tidspunkter.

Torben: Jeg havde lyst til at svare ”via bestikkelse”, men jeg tror, at det mere er en kombination af mange andre ting. Dels er jeg – mener jeg da i alt fald selv – en nogenlunde habil jurist, men derudover har jeg haft en meget bred uddannelse efter universitetet. Jeg har arbejdet som dommerfuldmægtig og dommer, og derudover har jeg arbejdet både ved EF-Domstolen og som udstationeret rådgiver ved Mozambiques Højesteret. Og så har jeg fået ledererfaring, inden jeg blev præsident ved Retten på Frederiksberg i 2007, via job som administrerende dommer ved Retten i Gentofte og Retten i Lyngby. Alt sammen kombineret med logisk og humoristisk sans og en høj stress-tærskel.

Hvordan har du fået hverdagen til at hænge sammen?

Pernille: Min mand er også advokat, så vi har altid arbejdet meget. På den anden side har vi også besluttet os for at have hjælp til at klare de fleste praktiske ting derhjemme, så vi ikke skulle bruge tid på det, når vi endelig var hjemme. Vi havde sammen med vores to – nu voksne – børn hele deres barndom stor gavn, og fik meget hjælp, af deres bedsteforældre. Så havde vi mulighederne for at koncentrere os om arbejdet på kontorerne og børnene hjemme.

Torben: Som dommer i Københavns Byret gik jeg under navnet Speedy. Jeg har – mener jeg – altid været hurtig til mit arbejde, herunder rimelig hurtigt at kunne overskue en problemstilling. Og så har jeg forstået at kunne slappe af, når der var tid til det og aldrig at tage mit job ”med hjem”. Tennis, golf og musik har fyldt min fritid.

Er du nogensinde i løbet af din karriere blevet bedømt i forhold til, at du var mand/kvinde?

Pernille: Ja, nogle gange. I min første ansættelse som advokatfuldmægtig ville min principal gerne have mig med til præsentation hos sin største klient. Først bagefter fik jeg at vide, at pågældende klient havde været meget betænkelig ved, at min principal igen havde ansat en kvinde. Efterfølgende har jeg ikke mærket nogen særlig forskel. Jeg tror, det gør sig gældende for både mænd og kvinder, at vil man bemærkes inden for sit job, skal man turde stå frem, have holdninger og være forberedt. I nogle situationer har det nok været en fordel at være kvinde. Her tænker jeg på udpegning til råd, nævn mv., hvor der gerne skal udpeges to mænd og to kvinder. Er der flere mænd end kvinder, er den procentvise chance for at komme med jo større.

Torben: Det mener jeg faktisk ikke. Jeg har i hvert fald ikke selv oplevet det sådan. Det har heller ikke haft nogen betydning for mine afgørelser.

Hvad kan den danske ”juraverden” gøre for at fastholde kvinder i faget?

Pernille: På de fleste advokatkontorer tror jeg, at der er gode muligheder for kvinder. Barselsforhold mv. er fornuftige, men en problemstilling er selvfølgelig kvindernes mulighed for de “lejlighedsvise” lange arbejdsdage. Indenfor mit arbejdsområde er det ofte sådan, at de mest spændende sager kommer på skæve tidspunkter og er så store arbejdsmæssigt, at det vanskeligt kan lade sig gøre inden for en deltidsstilling. Omvendt tror jeg, at branchen kunne påvirkes politisk, således at muligheden for at “betale” sig fra de hjemlige pligter blev noget lettere for de unge familier og dermed kvinderne.

Torben: Det er vist ikke svært. I dag er kvinderne langsomt ved at sætte sig på langt størstedelen af de juridiske poster inden for retsvæsenet. Antallet af kvindelige dommere vokser hvert år. Den modsatte tendens gør sig muligvis gældende i advokatverdenen, men det skyldes – efter min mening – de voldsomme krav og forventninger, man har til juristens arbejdstid. Krav, som meget let er uforenelige med et normalt familieliv. Jeg mener, at advokatbranchen bør gøre op med disse krav og indføre en mere ”menneskelig” HR-politik. Såfremt man altså vil fastholde kvinder på væsentlige advokatposter. Ellers får vi om få år en voldsom polarisering. Mandlige advokater og kvindelige dommere. Et efter min mening usundt skisma.

Hvad har været din sjoveste sag?

Pernille: Jeg har været så heldig at være med på mange spændende sager, herunder Christian Rovsing konkursboet, Nordisk Fjer-sagen, IT-sagerne under en tidligere krise, ejendomskrisen, som vi lige har været igennem og så selvfølgelig OW Bunker sagen, som vi bruger meget tid på nu.

Torben: Desværre er de fleste retssager faktisk ret sørgelige. Men jeg erindrer en sag, der drejede sig om erstatning for en rejse til Alaska, som var arrangeret for lystfiskere. Erstatningskravet vedrørte erstatning for laks, der gik i forrådnelse, fordi rejsedeltagerne ikke blev afhentet på det tidspunkt, der var stillet dem i udsigt. De sad bogstaveligt talt med deres døde laks i armene og vuggede dem, imens de kiggede efter vandflyveren fra syd. De forklaringer, som blev afgivet, f.eks. om fiskenes størrelse og planlagte middage, der nu gik i vasken, var ubetalelige. Lystfiskere må besidde en særlig form for humor…