Karrierekarrusellen: NJORD Law Firm

Med Stud.jur. Amalie Daugaard Pedersen, Stud.jur. Sophie Amalie Drejer Jensen og Advokat Jakub Zakrzewski

 

HVOR OG HVORNÅR SØGER I NYE MEDARBEJDERE?

Vi opfordrer interesserede i at holde øje med vores hjemmeside, sociale medier og Graduateland, hvor ledige stillinger vil blive slået op. Vi søger løbende og ikke på bestemte tidspunkter af året. Du er altid velkommen til at sende en uopfordret ansøgning.

Ansøgninger sendes til job@njordlaw.com

HVILKET SEMESTER SKAL MAN VÆRE PÅ?

Dette afhænger i høj grad af den specifikke stilling. Vi har ansat stud.jur.er på første semester, men til nogle stillinger er der brug for, at man har haft specifikke fag, hvorfor man først kan blive taget i betragtning senere i sit studieforløb.

HVAD LÆGGER I VÆGT PÅ I CV’ET?

Vi lægger vægt på det hele menneske. Det er vigtigt at man brænder for juraen, men det er også vigtigt, at man kan andre ting. Vi er klar over, at man som studerende ofte ikke har megen erfaring, men det er vigtigt at få det med, man har – også selvom det virker irrelevant for jobbet. Vi kigger selvfølgelig også på karaktererne – særligt de formueretlige.

 

Sophie Amalie Drejer Jensen. Begyndte som stud.jur. i maj 2019.

 

HVORDAN ER DET AT VÆRE STUDERENDE I NJORD?

Jeg synes, det er virkelig fedt at være studerende i NJORD. Det er faktisk det studenterarbejde, jeg har været allermest glad for. Det jeg allerbedst kan lide ved NJORD, er den flade struktur og den afslappede atmosfære. At jeg altid har adgang til at banke på ind til Robert (Sophies partner) og stille spørgsmål.

Jeg synes, NJORD skiller sig ud. På en frisk og sej måde. Jeg er ret stolt af at arbejde et sted, der tager ansvar og som følger med tiden. Her er virkelig ikke støvet eller konservativt.

HAVDE DU NOGEN SKEPSIS OMKRING NJORD INDEN DU SØGTE STILLINGEN?

Jeg var faktisk lidt nervøs for, om jeg var ’international’ nok. Der bliver jo lagt vægt på at medarbejderne tilsammen taler mere end 25 sprog og rådgiver mange internationale klienter – det lød lidt intimiderende. Men nu hvor jeg er her, er det slet ikke så skræmmende. Mine sprogkundskaber, som bare er dansk og engelsk, rækker fint til mit arbejde, og så synes jeg faktisk at det har givet mig et selvtillidsboost, at jeg har fundet ud af, at jeg mestrer jura på engelsk.

Jeg elsker, at alle ikke går i jakkesæt og høje hæle. Men at man rent faktisk kan fornemme sine kollegaers personligheder og forskelligheder.

 

Jakub Zakrzewski. Fra stud.jur. til advokat i NJORD.

 

HVORFOR VALGTE DU NJORD?

Min tanke var, at NJORD var et godt sted at starte – det er internationalt, middle-size og alligevel full-service – og så tænkte jeg, at jeg altid kunne ’hoppe’ videre til et af de andre advokatfirmaer. Men jeg blev hængende, og det er der mange grunde til.

Min partner har kastet mig ud på dybt vand mange gange. Men kun fordi han vidste, at jeg kunne svømme. Det har lært mig meget.

HVORDAN HAR DIN UDVIKLING VÆRET I NJORD?

Når jeg tænker tilbage, på hvem jeg var, hvad jeg turde at gøre og hvad jeg vidste, da jeg begyndte i NORD, kan jeg ikke sige andet, end at jeg har fået en stærkere rygrad og er blevet mere parat til at håndtere opgaverne – hvad enten de er af stærk juridisk eller kommerciel karakter.

Med tiden er jeg blevet mere og mere inddraget i strategiske beslutninger, og hvordan vi i teamet skal udvikle forretningen. Jeg har endda fået lov til at etablere mit eget forretningsområde.

HVAD KENDETEGNER NJORD?

Selvom jeg egentlig er til de hårde og måske mere ”corporate” værdier – ja, jeg arbejder jo også med bank og finans – så trives jeg i det åbne og menneskelige miljø, der er kendetegnet ved NJORD. I NJORD er vi ikke bare kollegaer. Vi er venner på kryds og tværs af afdelinger. Det er ret unikt.

 

 

Amalie Daugaard Pedersen. Begyndte som stud.jur. i marts 2020.

 

Jeg er virkelig overrasket over hvor lidt hierarki fylder her og hvor gode venner folk er.

HVORFOR SØGTE DU JOBBET I  NJORD?

Primært fordi jeg havde hørt rigtig godt om NJORD. Samtidig vil jeg gerne arbejde et specialiseret sted, hvor rådgivningen er på højeste niveau – derfor spillede størrelsen på kontoret også ind.

Men jeg er bare heller ikke til det der helt konservative, stive miljø, derfor var NJORD et rigtig godt bud: mellemstort full-service firma, med kontor i flere lande og med en uformel atmosfære.

NJORD har et rigtig godt ry blandt de studerende på jura. Særligt det her med, at det ikke er så støvet og konservativt.

HVORDAN HAR DIN FØRSTE TID I NJORD VÆRET – OGSÅ TAGET CORONA I BETRAGTNING?

Det har selvfølgelig været lidt specielt at starte på et halvtomt kontor med hjemmearbejde osv. Men jeg er kommet rigtig godt ind på mine to nærmeste chefer Natalie og Frank, som har skrevet og ringet til mig hver dag under min oplæring.

Også mine øvrige kollegaer i teamet, HR og de andre studerende har været virkelig søde til at være opmærksomme på mig, tage mig med og følge op. Det sætter jeg virkelig pris på.

Alle kan jo faktisk tale sammen og døren partnerne står reelt åben. Det havde jeg ikke helt regnet med, selvom jeg godt vidste, at NJORD er anderledes og mere åbent end mange andre steder.

Del denne artikel