I 2026 ligger Dannevirke i Ukraine

 Imens vi i Danmark er optaget af spørgsmål om hvad pensionsalderen skal være, hvor mange børn der skal være i hver klasse og hvordan man skal håndtere USA’s tilnærmelser om at erhverve Grønland, har Stud.jur. været i Kyiv. Èn ting blev tydeligt: det er ukrainerne der holder skansen mod truslen fra Øst.

I disse måneder – ja, snart et helt år – har Trumps gentagne tilnærmelser om at erhverve Grønland med jævne mellemrum domineret den danske offentlighed. Det er forståeligt. Grønland er en del af rigsfællesskabet, og amerikanske trusler om magtanvendelse på dansk territorium er et historisk nybrud, der kalder på politisk opmærksomhed og debat. Punktum.

Men hvis blikket udelukkende rettes mod Nordatlanten, risikerer vi at glemme, hvor Europas egentlige frontlinje ligger. Den ligger ikke i Grønland. Den ligger i Ukraine.

En del af Stud.jur.-redaktionen er netop vendt hjem fra Kyiv med organisationen Biler til Ukraine, og ét budskab gik igen i samtaler med unge ukrainere: Europas opmærksomhed glider videre. Ikke som en anklage, men blot en nøgtern konstatering. Krigen fortsætter uformindsket i deres hverdag, mens den langsomt er gledet over i baggrunden hos os.

På en bar i Kyiv falder den ene af os snak med en ung ukrainsk kvinde, der arbejder for en britisk fond og derfor – som en bitter ironi – hører til blandt de få, der stadig har nogenlunde adgang til varme og strøm. Krigen er ikke noget, der fylder i hendes liv. Den er hendes liv, siger hun. Hun spørger, hvorfor der ikke længere findes nogen smukke ukrainske mænd i Ukraine. Smilet, der først melder sig af forlegenhed, forsvinder hurtigt. Hun trækker på skuldrene og svarer tørt, næsten mekanisk: “Fordi de alle sammen er døde.”

Kontrasten rammer én fysisk, når man vender hjem til Danmark. Til træning i Indre By bliver man af instruktøren opfordret til at vælge filtreret vand på kande frem for vand fra hanen. Hvorfor? Det kunne ingen helt forklare. Det lød bare rigtigt. Ét døgns kørsel herfra lever mennesker i byer, hvor strømmen forsvinder, temperaturen falder til tocifrede minusgrader, og adgang til varme og rindende vand ikke længere er en selvfølge. I Kyiv tog det længere tid at nå ned i metroen fra hotelværelset på syvende etage, end det tager for et ballistisk missil at ramme hovedstaden.

Det er den unge generation i Ukraine der har fået ansvaret for at holde et land oprejst, mens resten af verden sidder på afstand og diskuterer tempo, omkostninger og strategisk tålmodighed. Som om tiden ikke allerede er betalt – af dem.

Putins krig handler ikke kun om territorium. Den handler om blod og jord i den ældste og mørkeste forstand: hvem der hører til hvor, hvem der har ret til at eksistere som folk. Det er et opgør med selve idéen om et europæisk Ukraine. Målet er ikke blot at erobre land, men at udtrætte en befolkning, til den giver afkald på sine “europæiske tilbøjeligheder”. Men meget tyder på, at strategien slår fejl. Hvor Rusland kalkulerer med sammenbrud, opstår der i stedet en rå klarhed. Angrebene på infrastrukturen har ikke fremtvunget kapitulation, men fjernet enhver rest af tvivl om, hvad krigen handler om. Ikke geopolitik. Ikke indflydelsessfærer. Men retten til at eksistere som samfund.

Der er ingen tvivl om, at Ukraine har modtaget – og fortsat modtager – afgørende støtte fra EU. Senest med EU-lån på 90 milliarder euro som blev afsat under dansk formandskab og som sikrer at Ukraine kan holde hovedet oven vande i et par år endnu. Alligevel var resignationen tydelig i de unge ukrainernes ansigter. Langsomt er det gået op for dem, at de i sidste ende kæmper alene, mens omverdenens opmærksomhed gradvist har flyttet sig.

At debatten samler sig om Grønland er i sig selv sigende – stormagters flirten med annekteringer bør aldrig forbigås i tavshed – dét er krigen i Ukraine også et bevis på, og udfaldet af krigen vil da netop få betydning for mindre stater – og andre landområder som Grønland – i spørgsmålet om grænser, suverænitet og eksistensgrundlag. Grønlandsdebatten tillader Europa at engagere sig strategisk, diplomatisk og med fokus på alliancer, uden at engagere sig eksistentielt. Det er en konflikt der fra europæisk hold kan diskuteres uden at mærkes – Ukraine er det modsatte. Og Ukrainerne er smerteligt bevidste om, at der breder sig en snigende krigstræthed i Europa. Også i Danmark. Når Arne Juhl – manden, der lagde navn til Arne-pensionen – truer med at skifte parti, hvis Socialdemokratiet ikke snart holder op med at bruge penge “på en krig, som vi ikke kan vinde”, burde alarmklokkerne ringe. For spørgsmålet er ikke, om femøren er faldet. Spørgsmålet er, hvordan den overhovedet kunne blive væk.

Hvad er retten til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet værd, hvis Europas Dannevirke falder? Hvad betyder normeringer i børnehaverne, hvis grænsen for, hvad der kan tages med magt, igen rykkes vestpå? Hvis Ukraine falder, falder det ikke kun i øst. Det falder også herhjemme.

Men i Danmark – og i store dele af Europa – er frihed en anden størrelse. Noget institutionelt, et tilstedeværende værn der eksisterer i kraft af vaner snarere end valg. Ikke fordi vi mangler sympati for krigens rædsler, men fordi fred og institutioner har gjort visse erfaringer usynlige for os. Herhjemme er frihedsrettigheder rammer, inden for hvilke vi uforstyrret kan udøve en allerede sikret frihed, der sjældent udfordres. I Ukraine er rammerne nu til forhandling, og Putin tegner bevidst uden for stregerne. Friheden må fysisk forsvares. Frihed som giver adgang til livet selv, ikke blot juridiske garantier mod undtagelsesvis ufrihed.

Krigen i Ukraine er ved at blive en normaltilstand. I Danmark mærkes krigstrætheden allerede, når mælken stiger et par kroner i Netto. Er det virkelig den modstandskraft, vi troede, vi havde?

Omtrent 2.000 kilometer herfra udkæmpes en krig, der angår Europas evne til at forstå, hvad frihed faktisk forudsætter. Mange krige raser i verden i skrivende stund. Og dele af Kongeriget udfordres. Men én krig udkæmpes stadig i Europas eget nærområde, og den afgør, om frihed fremover er noget, vi forsvarer – eller noget, vi bare forbruger, indtil den forsvinder.

Som Morten Nielsen skrev under besættelsen: Den, som kæmper, taber aldrig helt.

Spørgsmålet i 2026 er, om Europa stadig er villig til at kæmpe – eller om vi har besluttet os for at leve med at tabe.