Overrækkelse af Lykke Hansen & Gjedde-Nielsen prisen 2025
Foråret havde for alvor gjort sit indtog, da to unge mennesker en lun aprildag indtog pladserne på første række i det lyse lokale hos advokatfirmaet Viltoft. Solens skarpe stråler strømmede ind gennem de store vinduer og oplyste deres stolte smil. Og stolte kunne de roligt være. De var nemlig modtagerne af dette års Lykke Hansen & Gjedde-Nielsen Pris, som hvert år uddeles til et juridisk kandidatspeciale inden for entreprise-, udbuds- eller voldgiftsret.
Siden 2020 har jurastuderende haft mulighed for at indsende deres speciale og håbe på at blive udvalgt. I år gik prisen til venneparret Peter Meto Thomassen og Peder Bjørnskov Mynster for deres speciale inden for entrepriseret. Specialet behandler de juridiske problemstillinger, der kan opstå ved anvendelsen af BIM (Building Information Modelling), en digital proces i byggebranchen.

Peder Bjørnskov Mynster (venstre) og Peter Meto Thomassen (højre). Af fotograf Lasse Lundberg.
Efter et kort oplæg om specialet fik de fremmødte mulighed for at lære Thomassen og Mynster bedre at kende. De to er begge fra Silkeborg og har kendt hinanden længe før studiestart på jura ved Aarhus Universitet. Ifølge dem gjorde det lange venskab det oplagt at skrive speciale sammen.
På spørgsmål om deres valg af specialeemne fortæller de, at det var en underviser, der i sin tid havde fået deres øjne op for entrepriseretten. Det var også denne underviser, der oprindeligt havde pitchet idéen om at skrive speciale om BIM. Emnet viste sig hurtigt at rumme en række komplekse juridiske problemstillinger, hvilket gjorde arbejdet både udfordrende og fagligt engagerende.
Når det kommer til skriveprocessen, fremhæver de én ting som afgørende: at komme tidligt i gang. De understreger, at det er vigtigt at få skrevet så meget som muligt fra start, også selvom en del senere må slettes. Det centrale er at få tankerne ned på papir og skabe fremdrift i processen.
For hvem ved, måske er det netop sådan en skriveproces der resulterer i et speciale, der ender med at løbe med en pris.

Peder Bjørnskov Mynster (venstre) og Peter Meto Thomassen (højre). Af fotograf Lasse Lundberg.
I 2026 uddeler Viltoft endnu en gang Lykke Hansen & Gjedde-Nielsen Prisen. Har du skrevet et speciale inden for entreprise-, udbuds- eller voldgiftsret, som du er særligt stolt af, kan du sende det ind og måske stikke afsted med næste års pengepræmie og en fin buket blomster.
Del denne artikel