Onsdagspost – 280421

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Knap halvvejs igennem ugen er vi allerede blevet budt på en række nyheder på den juridiske front, og selvom forårsvejret for alvor er ved at melde sin ankomst, og en weekend lidt længere end de sædvanlige er i sigte, er der ingen undskyldning for ikke at være opdateret, når ugens Onsdagspost er i luften.

I mandags afgav Instrukskommissionen (eller, som hovedpersonen stædigt fastholder at benævne den, “Barnebrudskommissionen”) den sidste del af sin beretning om tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af unge asylpar. Flere centrale embedsfolk tildeles kritik for deres ageren i sagen, men hverken daværende departementschef for Støjbergs ministerie, Uffe Toudal Pedersen eller tidligere særlig rådgiver, Mark Thorsen, blev ansvarsvurderet af kommissionen, hvilket har fået en række eksperter i forvaltningsret til at udtale til Politiken, at afgørende brikker vil mangle i det store puslespil, der som bekendt er grundlaget for den kun anden rigsretssag i 100 år.

Et andet ministerie, der muligvis bevæger sig på kanten af lovgivningen i netop disse dage, er Udenrigsministeriet, der stædigt har nægtet at hjemhente personer med dansk pas, der befinder sig i de syriske fangelejre, al-Hol og al-Roj. Det mener i hvert fald “Christiania-advokaten”, Knud Foldshack, der netop er blevet meddelt fri proces i sit søgsmål mod den danske stat, som ifølge ham er retligt forpligtet til at hente en af kvinderne samt hendes to børn til Danmark. Foldshack har tidligere repræsenteret borgere i sager om blandt andet fristaden Christiania og Ungdomshuset på Jagtvej 69, og udviser en tilgang til advokathvervet, som nok må indrømmes at være mere idealistisk end de flestes. Det bliver spændende at følge den aktuelle sag.

Endelig kan vi ikke undgå at berøre Nemlig.com, der på det seneste har været genstand for beskyldninger om mindre ideelle arbejdsforhold for deres lagermedarbejdere og udbringningsbude. Sagen har fået Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til at reagere, og han har nu bedt sin trofaste jagthund, Arbejdstilsynet, om i den kommende tid at holde særligt øje med arbejdsforholdene for bud- og kurertjenester, som Nemlig.com.

Rigtig god læselyst!

_________________________________________________________________________________________________

_________________________________________________________________________________________________

 

_________________________________________________________________________________________________

 

_________________________________________________________________________________________________

 

Del denne artikel