Guide til Jurabar
Efter nedlukning og genåbning af flere omgange ser det nu endelig ud til, at der er lys for enden af tunnelen. De sidste engangsmundbind er efterhånden kasseret, og det står kun tilbage som et svagt minde, hvor frygtelig følelsen af en podepind 10 til 14 centimeter oppe i næsen er. Går vi fra makro til mikro, er livet på KUA også for alvor vendt tilbage. I semesterets første uge kunne jeg konstatere, at jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at dele undervisningslokale med intet mindre end 33 andre medstuderende (endda til et morgenseminar). Da jeg i pausen til selv samme seminar satte kursen mod en tiltrængt kop filterkaffe i Hava Java, måtte jeg opgive ved synet af en kø, der strakte sig ud af caféen, ned af Studiestræde og sluttede et sted på den anden side af indgangen til kantinen. Selvom dette i min koffeintrængende verden var et abstinensvækkende syn, bevidner det trods alt om, at vi er tilbage til det gode gamle studieliv – hurra for det og velkommen til de 1.- og 2.års studerende, der indtil nu har haft til gode at opleve det!
Det er – set med mine briller – umuligt at sige studieliv uden at sige Jurabar. Selvom dette ord klinger af oldnordisk, skal vi igen stifte bekendtskab med den gode gamle Jurabar. For en stor del af jer studerende er dette semester jeres første med Jurabar, og jeg kan garantere, at I er ”in for a treat”. For så vidt angår jer fra og med 3. år, stod der forud for semesteret formentlig alene en svag erindring tilbage af, hvad Jurabar går ud på, og I fortjener så sandelig at få isolationsrusten banket af og blive præpareret til hjulspin på floor.
Om man er first-timer eller garvet floor-straffer, er der ingen tvivl om, at vi alle trænger til en tour-de-jurabar 101, der kommer her.
Generelt om Jurabar
Jurabar er en fredagsbar blandt en række andre på Søndre Campus (herunder Ambarssaden, BARstionen, Café Helga og TeoBar) og så alligevel ikke. Jurabar adskiller sig både på størrelse og energi, hvor der på begge fronter er skruet gevaldigt op for blusset.
Løjerner går løs fra kl. 16 og kører til kl. 01 ca. hver anden uge og er arrangeret af Juridisk Diskussionsklub. Konceptet er til at forstå; våde varer langes over disken til så lave priser, at der ikke i de sidste tre år har været en overskudsgenererende bar, der spilles beer pong, og hofterne svinges til silkebløde popbaskere.
I gamle dage var Jurabar desuden førende, når det kom til temafester, men der har i perioden op til nedlukning været skruet gevaldigt ned på den front. Vi håber dog på et stort comeback de kommende semestre.
Ankomst
Man vinder ikke 100-meter spurten uden at komme perfekt ud at startblokkene, og ankomsten er selvfølgelig en central bestanddel i Jurabargængerens aften.
En stor entré falder dog i grandiositet ved konstatering af, at der er længere kø end til fornyelse af passet på borgerservice. Før 2017 havde Jurabar kun plads til et par hundrede gæster i de gamle lokaler i Indre By, men trods en 300-400% stigning i kapacitet, efter vi flyttede til 2300, er der stadig stor trængsel til de første barer på semesteret.
Der er ingen gæstelister, forlommer eller bagindgange til Jurabar. Det foregår efter princippet ”first come, first served”, og når der er fuld belægning, går det over til ”one out, one in”.
Det må derfor på det kraftigste opfordres, at du undlader at komme kl 21. Den fejl begik jeg på mit første studieår, og det var ikke overraskende utrolig ufedt at bruge to timer alene på at komme ind (og afbrænde sin hjemmefra opbyggede promille).
Tilbage i sin tid kunne man benytte sig af et cowboytrick, hvor man kom efter undervisning og fik et stempel, herpå drog hjemad for at gøre sig klar til aftens strabadser, derefter mødtes med vennerne til opvarmning og samlet drog ud til KUA, hvor man kunne springe de stakkels studerende over, der havde ventet en time på entré. Den går imidlertid ikke længere.
Rådet må derfor være at komme i god tid.
Baren
Jurabar tilbyder de tørstige gæster klassikeren Grøn Tuborg til 10 kr./stk., men synes man ikke, at der er nok E-numre i sådan en, sælges der også Breezers til 20 kr./stk. og fanfavoritten Flügel til 10 kr./stk. Til dig der er på vandvognen, serveres der naturligvis også sodavand.
Baren er ofte godt pakket med tørstige gæster, og køen kan være lang, hvilket som regel skyldes, at barpersonalet har mere travlt med at bunde ”fucker-juice” end at servicere de studerende (her er jeg selv skyldig), så et godt fif er at købe stort ind til sig selv og vennerne, når man har muligheden.
Hvis man har lyst til at møde andre studerende på tværs af årgangene og være med til at stå i baren, er man meget velkommen til at kontakte jurabaransvarlige Lucas Nagler Kücüktuncel (lucas@jdku.dk) eller Christiane Vigh (christiane@jdku.dk).
Floor
En central bestanddel af konceptet er den groveste afstraffelse af floor. Under barens første timer er det foranlediget af en Spotify-playliste, der mest af alt fungerer som baggrundsstøj. Når klokken slår 21:00 overtages musikken imidlertid af professionelle kræfter, og derfra går det kun én vej. Der er tætpakket på gulvet, og ”bar kasse-fest” opstår med statsgaranti på ét tidspunkt i løbet af aften. Der holdes ikke mange pauser, og de jurastuderende er en klar bejler til guldmedaljen i hoftesving.
Pong
Endnu et kerneelement i en klassisk Jurabar er beer pong. Dette er i modsætning til floorafstraffelsen en aktivitet, der løber over hele aften, og der kan være rift om bordene. Kopper og bolde købes sammen med øl i baren, og det kan på det kraftigste opfordres, at man husker en sidevogn i form af Flügel, hvis nu modstanderens boldøje (eller mangel på samme) skubber væskebalancen i den gale retning. Reglerne omkring ”bounce”, ”redemption”, ”albue” etc. er ofte grobund for usportslig mundhuggeri, så er godt råd er at klappe disse af inden kampstart. Go’ kamp!
God stil
Der skal advares om, at indholdet under nærværende rubrik kan virke en smule langhåret, men det er værd at nævne, at vi skal huske at holde den gode stil i top i takt med, at promillen går i samme retning. JD låner festlokalet på fakultets nåde, og det skal derfor bemærkes, at vi som studerende har en forpligtigelse til at passe på de fysiske rammer, der stilles os til rådighed. Hærværk er desværre set, og den ultimative konsekvens er, at fakultets tålmodighed løber op, og vi må indstille bardriften, hvilket er det sidste vi ønsker.
Endnu vigtigere end ”ting” er mennesker, og det er ikke kun i relation til det fysiske miljø, at vi skal vise god stil, men sandelig også det psykiske miljø. Alle skal kunne have det sjovt til Jurabar, og oplever man utryghedsskabende adfærd, opfordres det på det kraftigste, at man hiver fat i en vagt eller JD-bestyrelsesmedlem på aften eller efterfølgende rækker ud til de jurabaransvarlige Lucas Nagler Kücüktuncel (lucas@jdku.dk) eller Christiane Vigh (christiane@jdku.dk).
Endeligt er der kun tilbage at sige velkommen til(bage) og god fest!
Del denne artikel