Anders Henriksen

Bag et overfyldt skrivebord på et hyggeligt kontor i det fredelige København sidder Anders Henriksen og forsker i en alt andet end fredelig verden. En verden hvor der kæmpes en blodig global krig mod terror, hvor førerløse droner udsletter fredsløse terrorister på fremmede territorier, og hvor jura ikke handler om misligholdelsesbeføjelser og pant, men om folkeret og grænserne mellem krig og fred. Det er store og vanskelige temaer, som den karismatiske, speed-snakkende og relativt unge forsker beskæftiger sig med i sit job som lektor, fagleder og centerleder på Det Juridiske Fakultet i Købehavn.

Fra Sandholmlejren til Studiestræde

Anders Henriksen har dog ikke tilbragt hele sit professionelle liv indenfor murerne i Det Juridisk Fakultetet på Studiestræde. ”Jeg startede som embedsmand i Indenrigsministeriet, da jeg blev færdig som kandidat i 2001. Ganske hurtigt derefter kom både 9/11 og et dansk regeringsskifte, og så blev jeg sat til at lave nogle forskningsmæssige opgaver oppe i Sandholmlejren, hvor jeg skulle se på menneskerettighedskonventioners anvendelse, og på hvilken betydning Menneskerettighedsdomstolens praksis havde for den danske udlændingelov. Der fik jeg smag for forskning. På den baggrund tænkte jeg, at det kunne være interessant at skrive Ph.d. Samtidig med min interesse for at skrive en Ph.d., var fakultetet på udkig efter folk, der ville forske i terrorbekæmpelse og folkeret”, fortæller Anders Henriksen. Han fik stillingen som Ph.d. stipendiat og afleverede i 2007 sin afhandling om USA’s krig mod terror. Inden han havde opnået sin Ph.d. titel, forlod han fakultetet for at forske på det nyoprettede Dansk Institut for Militære Studier, der lå på Svanemølle Kaserne. Der forskede han sammen bl.a. politiloger og militærofficerer i de sikkerhedsmæssige udfordringer forbundet med den aktivistiske danske udenrigspolitik. Anders Henriksen husker positivt tilbage på tiden ved instituttet: ”Vi foretog os en spændende kombination af forskning, kommunikation og strategiplanlægning. Det var tale om anvendt forskning, og både militærapparatet og politikere blev inddraget”. Instituttet blev efter nogle år rykket til Institut for Statskundskab, og Anders Henriksen blev hentet tilbage til Det Juridiske Fakultet for at være med til at forsøge at udfylde det hul, der var opstået efter, at Ole Spiermann var stoppet som professor og fagleder i Folkeret. Her har Anders Henriksen været siden, nu som lektor og fagleder i folkeret samt medstifter og leder af forskningscenteret Centre for International Law and Justice (CILJ),som åbnede i april 2012.

CILJ – krig og sikkerhed, international strafferet og ”transformations”

CILJ er blevet etableret for at bedrive folkeretlig forskning, navnlig på sikkerheds- og strafferetsområdet. ”Vores center står på tre ben. For det første forsker vi i international strafferet, det vil sige ICC (den Internationale Straffedomstol, red.), europæisk strafferet, international straffeproces osv. Det er folk som Jørn Vestergaard, Martin Mennecke og Iryna Marchuk, der står for den forskning. Det andet ben består af den mere klassiske folkeret som brug af magt og humanitær folkeret. Og det er inden for det ben, at vi beskæftiger os med moderne teknologi og sikkerhed, som jeg sidder primært sidder med. Der forskes bl.a. i de folkeretlige implikationer i brugen af droner, cyber og robotter. Endelig har vi det tredje element, som hovedsageligt Amnon Lev arbejder med. Temaet er ”transformations”, det vil sige hvilke forskydninger, der sker på folkeretlige systemer i stadig forandring. Her betragtes folkeretten dels gennem retsfilosofiske briller, men der forskes også i hvordan folkeret mere generelt bruges politisk og strategisk som argumenter for at lave en given politik.”

Det er en central målsætning for CILJ, at der bygges bro mellem centerets forskere og de praktikere og politikere, som anvender og skaber folkeretten ude i den virkelige verden. For forskning skal ikke bare være for forskningens egen skyld. ”Jeg mener også, at vi på universitetet har en pligt til at formidle vores forskningsresultater i medierne og forsøge at nuancere den offentlige debat.”, siger Anders Henriksen, der selv ofte skriver kronikker og udtaler sig til pressen.

Dronerne er her!

Et af de nyeste produkter af CILJ’s forskningsindsats er rapporten Dronerne er her!, som Anders Henriksen har skrevet i samarbejde med historikeren Jens Ringsmose. Rapporten, der netop er udgivet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), belyser den aktuelle brug af droner og de strategiske, etiske og folkeretlige implikationer, som opstår i den forbindelse.

Siden USA er begyndt at bruge de bevæbnede dronefly til at rette dødelige målrettede angreb mod (formodede) terrorister i Afghanistan, Yemen og Pakistan, har debatten raset om, hvorvidt disse angreb kan forsvares etisk, folkeretligt og menneskeretligt. Vandene er oprørte og delte. Nogle mener, at der er tale om uetiske og ulovlige ”snigmord”, mens andre bifalder brugen af de effektive droner i kampen mod terror. Visse debattører udtaler ligefrem, at det amerikanske militær har en etisk pligt til at bruge disse fjernstyrede våben, fordi det minimerer risikoen for de amerikanske soldaters liv, samtidig med at de målrettede nålestiksangreb begrænser de civile tab.

På baggrund af sin forskning mener Anders Henriksen ikke, at droner i sig selv er ulovlige, da de raketter, som dronerne affyrer, er lovlige, konventionelle våben. Sat lidt på spidsen er droner bare krydsermissiler, der kan anvendes igen og med større præcision. ”Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvor og hvornår man må bruge dronerne, og mod hvem man må rette angrebene. Disse spørgsmål er for så vidt klassiske folkeretlige spørgsmål, men de er ganske svære at besvare i praksis. Jeg mener dog f.eks., at det vil være lovligt slå en person som Taleban-lederen Mullah Mohammed Omar ihjel ved et droneangreb, selv i en situation hvor han forlader slagmarken i Afghanistan og tager til Pakistan eller Yemen. For hvis han stadig udstikker militære ordrer og har en rolle at spille i konflikten, udgør han efter min mening et lovligt militært mål i henhold til den humanitære folkeret. Samtidig har Yemen og Pakistan givet samtykke til amerikansk magtanvendelse på deres territorier, så et droneangrebet ville i den situation ikke være i strid med FN-pagtens magtanvendelsesforbud”, udtaler Anders Henriksen.

Søren Pind og flere andre været ude og sige, at Obamas brug af de målrettede dødelige droneangreb er ”snigmord”, fordi formodede terrorister ”henrettes” uden først at være blevet stillet for en dommer. Har de ikke fat i noget?

”Meget af den kritik, der rettes mod droneangreb, er netop rettet mod det forhold, at man bevidst eller ubevidst synes, at nålestiksangrebene minder mere om kriminalitetsbekæmpelse end krig i traditionel forstand. Og det kan jeg godt følge lidt. Når f.eks. Søren Pind går ud og siger, at han synes, det ligner snigmord, er det fordi, han synes, der mangler en eller anden form for proces eller rettergang. Synspunktet er, at vi nu pålægger skyld, fordi vi går efter nogle individuelle, specifikke personer, som har gjort et eller andet specifikt galt, og derfor skal de have et missil i hovedet. Det minder mere om noget politimyndigheder traditionelt gør, fordi de pågriber personer, der påstås at have gjort noget ulovligt, mens militæret i traditionel krig som udgangspunkt nedkæmper en grå masse af unge soldater, som ikke nødvendigvis har gjort noget galt individuelt, men kæmper for en større sag. Fordi droneangrebene dermed kommer til at minde mere om politiaktioner, tror jeg, at man vil se et større pres på at få indført nogle mere proces, der skal sikre, at der er tilstrækkelig grundlag til fastslå, om en pågældende terrorist er et lovligt militært mål eller ej, siger Anders Henriksen, som samtidig understreger, at han dog ”stadig holder fast i udgangspunktet om, at det rent folkeretligt ikke er ulovligt anvende droneangreb, hvis man befinder sig i en væbnet konflikt, som f.eks. USA og Danmark gør i Afghanistan, og krigens regler i øvrigt overholdes.”

Folkeret anno 2013 og fremtiden som folkeretsjurist?

Anders Henriksen mener, at det har relevans at forske i folkeret, og at folkeretten overordnet set har fået større betydning: ”Folkeretten anvendes i stigende grad som et retorisk redskab og legitimering af en ført politik. Stadig oftere diskuteres spørgsmål om f.eks. krig og fred ud fra retlige argumenter som ”proportionalitet”, ”civile tab”, og ”retten til selvforsvar”. Så jeg tror generelt, man må sige, at folkeretten har fået større betydning for den måde, vi interagerer i det internationale rum. Folkeretten har særlig stor betydning for et lille land som Danmark, fordi et lille land har behov for, at der skabes forudsigelighed i og regulering af det internationale rum, for ellers bliver vi løbet over ende af de store stater.” Men også i USA spores en fornyet betoning af folkeretten: ”Obama lægger større vægt på, at de ting, han gør, er lovlige, eller i det mindste ser lovlige ud. Det skyldes, at han i modsætning til sin forgænger har forstået det legitimerende i juraen”, fortæller Anders Henriksen.

Er der en fremtid for jurastuderende, som vil arbejde som folkeretsjurister, og hvor finder man den i givet fald?

”Det kommer an på, hvilken slags folkeret, man vil beskæftige sig med. Der laves faktisk en del folkeret i ministerierne. Der er f.eks. masser EU-ret, og EU-ret er jo ret beset stadig folkeret. Den klassiske folkeret finder man dog hovedsageligt i Udenrigsministeriet, og jeg tror ikke Udenrigsministeriet vil skære ned på antallet af jurister, så der er en oplagt karrierevej for en fremtidig folkeretsjurist. Man kan også arbejde med folkeret på universiteterne. Eksempelvis forsøger vi i CILJ at tiltrække flere folk, der ønsker at beskæftige sig med folkeret. Vi har lige fået nogle nye Ph.d. stipendiater, der skriver i folkeret og i krigsret, og det håber vi da fortsætter.”

Har du afslutningsvis et generelt råd til os jurastuderende?

”Jeg tror, man skal starte med at gøre sig den overvejelse, hvad det egentlig er, man ønsker. Er der noget, man brænder for, og hvad er det, man brænder for? Og så skal man forsøge at gå efter det, fordi det er et rigtigt langt arbejdsliv med det forkerte job. Min erfaring er, at en arbejdsuge kan gå meget hurtigere, hvis man laver noget, man synes er sjovt, i stedet for bare at lave noget man tjener en masse penge på.”