Folkeretten udfordres af politikerne

Skrevet af Niels Frederik Balling Larsen

Folkerettens konventioner har traditionelt set været fredede i dansk politik. Nye udfordringer, herunder især det massive flygtningepres fra Middelhavet, har dog bevirket, at folkeretten i disse år er mere udfordret end nogensinde før. Spørgsmålet er, hvad det betyder for vores samfund. Skal vi mon være bange, eller kan vi være trygge ved udviklingen?

 

I foråret strejkede en gruppe lufthavnsarbejdere, fordi det Irske flyselskab RyanAir nægtede at indgå en dansk overenskomst med sine ansatte i Københavns Lufthavn. De efterfølgende krisemøder bragte en repræsentant for RyanAir til København, og da en journalist på engelsk spurgte, hvad han mente om den danske model (eng: the Danish model), svarede han kækt: ”Who is this Danish model? Helena Christensen?”

 

Der var selvfølgelig ikke tale om en fotomodel, men derimod den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdstagerne får indflydelse på de vilkår, hvorunder de arbejder, mod at de overlader det til arbejdsgiveren at lede og fordele arbejdet.

 

På samme måde var der ikke tale om Miranda Kerr eller nogen anden australsk supermodel, da Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, i forsommeren talte til danskerne om fordelene ved den australske model. Derimod var der tale om en model for håndtering af bådflygtninge, hvor de australske myndigheder møder skibene til havs, vender dem om og sender flygtningene tilbage i flygtningelejre, der hvor de kom fra. Martin Henriksen foreslog dengang, at man anvendte samme model til at løse situationen omkring de mange flygtninge, der tager turen over Middelhavet i håb om et bedre liv.

 

Denne model er ifølge FN og en række menneskerettighedsorganisationer i strid med Flygtningekonvention, som Australien selv underskrev i 1951. Dette rokker dog ikke ved Martin Henriksen, der ikke mener, at konventioner bør stå i vejen for legitime politiske mål. Hvis konventionerne står i vejen, må de ifølge Martin Henriksen ophæves eller ændres.

 

For blot få år siden skulle han ikke gøre sig mange forhåbninger om at få de andre partier i Danmark med på den ide. De ville simpelthen nægte at ændre et komma i konventionerne. Men er det stadigvæk sådan?

 

 

Tiderne skifter

 

Det er alment kendt, at Dansk Folkeparti går ind for at ophæve eller ændre en række konventioner. Mere bemærkelsesværdigt er det, at de andre borgerlige partier, herunder især Venstre, nu også overvejer, om internationale konventioner skal være fuldstændigt fredede i den politiske debat.

 

I juli sidste år blev et internt dokument lækket fra Venstre. Dokumentet indeholdt Venstres kommende udspil om udlændingepolitik, og der var blandt andet lagt op til et opgør med konventionerne. I udspillet, der havde titlen ”Et åbent Danmark – for dem, der kan og vil!” stod blandt andet, at man ikke anså konventioner for en uforanderlig størrelse, der var bestemt til at forblive uændret for altid, og man opfordrede direkte til en revision af konventionerne.

 

– ”[Vi skal] dels udfordre og diskutere rækkevidden af konventionerne og dels i helt særlige tilfælde vælge, at vi ikke længere skal være bundet af internationale forpligtelser, hvis det fører til uacceptable resultater. Det forudsætter en opsigelse af den pågældende konvention”

 

Dette kan karakteriseres som noget nær et nybrud i dansk politik. Således har modstrid med en international konvention nemlig i årevis betydet, at et forslag ikke kunne blive til noget. De seneste år er der imidlertid sket et skred i diskursen omkring folkeretten og dens konventioner. Dette betyder, at man nu kan snakke mere åbent om konventionernes indhold, uden at man af den grund bliver hældt af brættet. Man kan sige det sådan, at det utænkelige ikke længere er helt så utænkeligt.

 

 

Det er bedre for Danmark

 

En af dem, der følger debatten om konventionerne herhjemme er Jonas Christoffersen. Han er direktør for Institut for Menneskerettigheder, der har som mål at fremme og beskytte menneskerettigheder i Danmark og udlandet.

 

Jonas Christophersen ser positivt på, at man nu er klar til at diskutere indholdet i nogle af de konventioner, som Danmark er med i. Han kalder det et demokratisk sundhedstegn, at Venstre vil tage et opgør med dele af konventionerne:

 

– ”Hvis man er uenig i et eller andet, skal man selvfølgelig arbejde for at ændre det. Menneskerettighederne må ikke blive sådan en besværgelse, man ukritisk siger, uden at forholde sig til, om det reelt er det, man ønsker politisk, (…) Vi skal turde se kritisk på menneskerettighederne for at nuancere debatten om konventioner i dansk politik. Kritik af dele af konventionerne er en indikator på, at man politisk forholder sig til konventionerne på en anden måde end tidligere”.

 

Jonas Christoffersen ser således hellere, at konventionerne bliver udfordret, end at der slet ikke bliver taget stilling til dem. Også selvom det måske betyder, at nogle af menneskerettighederne bliver ophævet.

 

– ”Det kan godt være, vi ikke lander der, hvor jeg synes, vi skal lande. Men jeg tror grundlæggende på, at vores folkestyre lander et fornuftigt sted, så derfor er jeg ikke bange for debatten, selvom den er kritisk overfor menneskerettigheder. Det vigtige er, at den lander et sted, hvor menneskerettighederne er mere forankret i Danmark. Og det er i virkeligheden bedre for Danmark.”

 

 

Er opgøret begyndt?

 

Noget kunne tyde på, at Venstre har tænkt sig at gøre alvor af truslen om at udfordre konventionerne, og det har fået FN’s Flygtningehøjkommissariat, kaldet UNHCR, op af stolen for at udtale kritik af tendensen i Danmark.

 

Balladen skyldes, at Folketinget for nylig, på foranledning af den nuværende Venstre-regering, har vedtaget et lovforslag, der indfører den såkaldte integrationsydelse. Integrationsydelsen er en ydelse, der er målrettet nytilkomne personer, der har haft lovligt ophold i Danmark i mindre end 7 ud af de seneste 8 år, og som ikke efter Opholdsdirektivet kan opnå status som vandrende arbejdstager eller selvstændigt erhvervsdrivende. Ydelsen udbetales som et beløb svarende til SU-satsen, hvilket igen svarer til omtrent halvdelen af, hvad det førhen var muligt at få udbetalt for de samme personer via kontanthjælp.

 

I forbindelse med lovforslagets behandling har UNHCR afgivet et høringssvar til Folketinget. Heri tilkendegiver UNHCR, at de anser integrationsydelsen som værende i strid med Flygtningekonventionen fra 1951, fordi den medfører en forskelsbehandling i retten til social sikkerhed mellem danske og udenlandske borgere.

 

Nærmere bestemt er ydelsen i strid med flygtningekonventionens artikel 23, der foreskriver, at flygtninge skal have adgang til den samme offentlige hjælp og understøttelse som de øvrige borgere i et land.

 

UNHCR var også ude med riven, da den daværende SR-regering sidste efterår gennemførte en lovændring, hvorefter syriske flygtninge ikke kunne blive familiesammenført i det første år efter, at de var kommet til landet. Dengang mente UNCHR ikke, at reglen direkte var i strid med flygtningekonventionen, men højkommissariatet udtalte, at det var ”ulykkeligt” og ”på kanten af international ret”.

 

 

En ny model

 

De seneste års tendenser viser med al tydelighed, at der er sket en udvikling i debatten om konventionerne. Fra begge sider af folketingssalen synes det, at der eksisterer mod og vilje til at gøre op med de faste dogmer, der har omgærdet en række menneskerettighedskonventioner i mere end et halvt århundrede.

 

Selvom man kan tænke, at det er farligt at begynde at ændre i menneskerettighederne, behøver man dog ikke være bekymret. Når selv direktøren for det danske institut for menneskerettigheder ser positivt på udviklingen, er det svært for alvor at have noget imod den.

 

Udviklingen skal heller ikke ses som et fuldstændigt opgør med konventionerne, men snarere som en ny dansk model for, hvordan man indgår i og forholder sig til konventioner. Den nye model indebærer, at man skal kunne revidere konventionerne løbende og dermed opdatere dem til nye tiders politiske virkelighed med dertilhørende udfordringer.

 

Kun tiden kan vise, om tendensen vil fortsætte, og om den over tid kan styrke vores menneskerettigheder. Det ville jo være fantastisk.

 

Hvem ved? Måske har vi fået os en ny dansk supermodel.