Transkønnede i sport: Feministiske argumenter for en åben kvindeliga

Af Julie Nosch

Sommermånederne er verden over fyldt med fest og farver. Priden trækker gennem verdens storbyer med sine regnbuefarvede flag. Samtidig bliver vimpler og nationalflag hævet til sportsbegivenheder verden over. Denne sommer prægede Tour de France Københavns bybillede, mens vi alle venter i spænding på det til efteråret udskudte verdensmesterskab i herrefodbold.

Denne sommer har dog også, endnu en gang, kastet lys på en af de LGTBQ+ relevante problematikker, der stadig præger sportsverdenen: den binære kønsopdeling i sportens verden overfor inklusionen af trans- og interkønnede eller non-binære. Den offentlige debat blev i sommer særligt tændt af den transkønnede kvindelige atlet Lia Thomas’ sejr i den amerikanske universitetssvømmeliga for kvinder. Lia Thomas konkurrerede i tre år som mand, indtil hun begyndte hormonterapi for kønsskifte i 2019. I marts 2022 vandt hun den kvindelige universitetsliga og satte nye rekorder. Kort tid efter vedtog FINA, det internationale forbund for reguleringen af vandsport, nye regler for deltagelse i kvindeligaerne i svømning. Nu må atleter ikke have gennemgået mandlig pubertær udvikling fra 12-års alderen hvis de skal deltage i kvindeligaen, og de skal opfylde krav om lavt testosteronniveau (T-niveau). Særligt første del af kravet vil de facto udelukke størstedelen af transkvinder fra at deltage i elitesvømning. Disse nye regler falder i tråd med en tendens blandt flere internationale sportsforbund, der opstiller krav til atletens biologi – ofte krav om et vis T-niveau, men det kan også omhandle niveauet af andre receptorer og hormoner eller fysiske træk – for at konkurrere i kvindeligaen. Særligt omdiskuteret er i den forbindelse Det internationale atletikforbunds (IAAF) krav om, at atleters T-niveauer skal være under 5 nmol/L for at deltage på korte løbedistancer som kvinde. Dette krav medførte, at den kvindelige løber Caster Semenya, som vandt olympiske guldmedaljer ved både OL i Beijing i 2008 og i Rio de Janeiro i 2016, blev præsenteret for et ultimatum op til OL i Tokyo i 2021 på grund af sine naturligt høje T-niveauer. Hun kunne tage testosteronnedsættende medicin eller blive diskvalificeret.

Opstillingen af biologiske krav for deltagelse som kvinde rejser fundamentale spørgsmål om retten til kønsidentitet og definitionen af den naturlige kvindelige biologi. Men disse spørgsmål er ikke blot køns- eller identitetspolitiske – de medfører ligeledes en række juridiske udfordringer og overvejelser om legitimiteten af sportens kønsdefinition og afvejningen af minoriteters rettigheder. Disse spørgsmål belyser problemstillinger, hvis konsekvenser rækker langt over målstregen.

Sportens binære kønsopfattelse: hvordan defineres mand og kvinde?

Sporten inddeler helt grundlæggende mennesker i kategorier, hold og ligaer, for at opfylde sportens idealer om fairness, lige konkurrencevilkår og et “level playing field”, og på baggrund af disse idealer at kunne fejre dem, der excellerer. Oftest indebærer dette en inddeling efter køn, alder, niveau samt andre sportsspecifikke inddelinger som handicap i golf eller vægtklasse i boksning. Denne inddeling skal skabe lige konkurrencevilkår, så sporten kan varetage sit egentlige mål: at fejre det ypperste af kroppens formåen.

Efter idealet om fair konkurrencevilkår er kvinder og mænd således inddelt i særskilte ligaer ud fra den biologiske betragtning, at mænd er stærkere, hurtigere og mere udholdende end kvinder. Dette forhold mellem kvinder og mænds biologi er bekræftet i talrige studier. Men for at forene denne binære kønsopdeling med en verden af sportsfolk af diverse kønsidentiteter, kan opdelingen ikke blot foregå efter kønsdele. I stede har flere sportsforbund set sig nødsaget til at opstille andre objektive, målbare kriterier for deltagelse i ligaerne. Den Olympiske Komite fjernede i 2021 sit overordnede krav om, at trans- og interkønnede kvinder skulle have T-niveauer på under 10 nmol/L for at deltage som kvinde i OL. Kriterierne for deltagelse er nu overladt helt til de enkelte sportsgrenes forbund, som i mange tilfælde stadig sætter krav til visse T-niveauer. Selvom det er en fordel, at den enkelte sportsgren kan vurdere behovet for biologiske krav for deltagelse som kvinde alt efter sportsgrenens præstationsmål, er kravet om T-niveauer og lignende biologiske krav grundlæggende betænkelige.

For det første er det videnskabelige belæg for en direkte kausalitet mellem T-niveauer og sportspræstationer stærkt omdiskuteret. Da IAAF offentliggjorde sine T-krav, pegede fremtrædende forskere på studier, som modsagde dem, IAAF baserede sin grænse på. I stedet er grænsen blevet beskyldt for at være arbitrær og særligt at diskriminere Semenya, som gennem hele sin karriere har ydet ekstraordinære præstationer. Det videnskabelige belæg for krav om T-niveauer er desuden blevet beskyldt for at være baseret på en racemæssige og regionale bias, og generelt at diskriminere kvinder med en anderledes udvikling i fysiske kønstræk (interkøn). Testosteronkravet medførte, at fem kvindelige løbere, herunder Semenya – alle fra det afrikanske kontinent – blev udelukket fra at deltage i Tokyo OL på grund af deres naturligt høje T-niveauer. Som ved alle andre rettighedsindgreb, bør de juridiske alarmklokker ringe ved beskyldningen om arbitrære grænser eller utilstrækkeligt videnskabeligt belæg for nødvendigheden af det pågældende indgreb.

For det andet indebærer IAAF’s regelsæt, at både inter- og transkønnede kvinder kan blive pålagt medicinsk at nedbringe deres T-niveauer for at deltage i konkurrencer. I lyset af, at elitesport kan være en brødfødende karriere, skabes således en struktur, hvor ikke-ciskønnede enten nægtes adgang til sporten som erhverv eller pålægges at indvillige til kropslige indgreb for at udøve deres erhvervsfrihed. Anerkendelsen af en nonbinær kønsforståelse i samfundet generelt kan anskues som et politisk anliggende, men nægtelsen af individer i et erhverv på grund af deres kønsidentitet – som de retmæssigt udlever – og krav om kropslige indgreb for at indgå i erhvervet er fundamentale juridiske spørgsmål. Spørgsmål, som den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for løberen Semenyas vedkommende nu skal tage stilling til.

Den naturlige kvinde og den ekstraordinære mand

Da der indtil videre kun er opstillet biologiske krav for deltagelse i kvindeligaer, rammer sportens krav om biologisk kønsnormativitet de facto kun trans- og interkønnede kvinder.

Afgrænsningen af kvindeligaen med biologiske krav søger at bevare den fair konkurrence i og integriteten af ligaen. Nogle frygter, at den blotte mulighed for, at man vurdere køn ud fra testosteronniveauer, der kan justeres via medicin, vil bevirke, at middelmådige mandlige atleter vil kunne se en fordel i et  kønsskifte for at excellere i den kvindelige liga. Kvindeligaen vil reelt blive overtaget af pseudo-transkønnede, og der vil ske en udvanding af det kvindelige køns deltagelse i sport.

Et par modsvar til denne frygt. For det første, der har endnu ikke har været nogen seriøs mistanke om dette i elitesporten. For det andet, frygten for at cismænd vil presse deres T-niveau ned alene for at deltage i kvindeligaen, negligerer det enorme fysiske indgreb hormonterapi udgør. Set i betragning af den daglige chikane transpersoner fortsat oplever samt det væsentlig lavere lønniveau for kvindelige atleter på tværs af sportsgrene, er det svært at forestille sig, at en cismand faktisk ville udnytte reglerne for at konkurrere som kvinde. For det tredje, kønsskifte er ikke ligetil. Læseren kan selv overveje, hvad prisen skulle være for at give afkald på sit køn.

Andre begrunder behovet for lave T-krav med, at trans- og interkønnede kvinder har biologiske fordele i sporten og derfor vil udkonkurrere ciskønnede kvinder i kvindeligaen. I dette argument ligger dog også en opfattelse af, hvem, der er ”naturlige”, og hvem, der er ”unaturlige”, kvinder, hvoraf de første er mest beskyttelsesværdige.

Dette argument bærer ikke kun præg af transfobi, det adskiller sig også fra den fejring af de ekstraordinære menneskelige præstationer, sporten ellers profilerer sig med – de største atleter beundres for deres exceptionelle egenskaber, deres utroligt lange lemmer eller ekstreme udholdenhed. Eller rettere: mandlige atleter fejres for dette. Kvindelige atleter oplever derimod, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres kvindelighed og ret til at deltage i sporten, hvis de præsterer for ekstraordinært.

Modsat kvindeligaen, er deltagelse i mandeligaen jf. IAAF’s regelsæt kun betinget af en kønsidentifikation som mand for både cis-, inter- og transmænd. Flere andre sportsforbund viser lignende inkluderende forhold for deltagelse i mandeligaen og ekskluderende kriterier i kvindeligaen. Dette ses også i Dansk Idrætsforbunds nye råd til inklusionen af forskellige kønsidentiteter i idrætten, hvor tredje råd lyder, at de mandlige rækker bør lades åbne for alle “da de fysiske forudsætninger hos transpersoner, interkønnede og non-binære ikke skaber konkurrencemæssige fordele”. Dette skaber på den ene side, meget anerkendelsesværdigt, én inkluderende liga for alle køn. Samtidigt bidrager det dog til den generisk maskuline identitetsopfattelse, hvor mandekønnet- og ligaen etableres som den brede kategori, som alle kan anbringes i – så længe de ikke aktivt identificerer sig som ikke-mand. Heroverfor står kvindekønnet og ligaen, som minoritetskategorien, der kræver særlige forholdsregler og beskyttelse. Denne inddeling beskytter nok majoriteten af ciskvinder, men bidrager ikke til at inkludere de personer i sporten, der ikke identificerer sig som mænd, men heller ikke opfylder de krav, vi sætter til kvinde(kønnet/ligaen).

Ønsket om at sikre ”fairness” i kvindeligaen er fuldt forståelig. Vi kan dog ikke negligere, at bestræbelserne diskriminerer transkvinder såvel som kvinder med medfødt anderledes kønsudvikling og desuden skriver sig ind i en århundredelang tradition for at søge at definere den ”ægte”, ”gode” og ”naturlige” kvinde – ofte som en antitese til manden. Resultatet er en situation, hvor mandlige sportsfolk med naturligt ekstraordinære egenskaber slår verdensrekorder, mens kvinder bliver diskvalificerede og stemplet som unaturlige.

Kan sporten blive kønsneutral?

Selvom der er klare forskelle i både gennemsnits- og toppræstationer mellem kvinder og mænd på tværs af de olympiske sportsgrene, er der store snitflader hvor mænd, kvinder og atleter af andre kønsidentiteter ville kunne konkurrere på lige niveau med hinanden. Dette leder til spørgsmålet, om vi inddeler sportsfolk efter to køn, fordi det ene køn præsterer bedre end det andet, eller om vi opfatter at mænd præsterer bedre end kvinder, fordi vi inddeler sportsfolk således? I en juridisk diskussion bør vi nøje overveje hvor langt fairnessargumentet faktisk rækker for ekskluderingen af trans- og interkønnede fra den kvindelige liga, når man ville kunne opstille ligaer efter andre parametre, som går på tværs af køn og skaber et endnu mere “level playing field”. Dette kunne være ligaer baseret på deltagernes individuelle præstationsniveauer, som handicapsystemet i golf, præstationerne i kvalifikationsrunderne eller andre relevante faktorer.

Der er dog en række vigtige feministiske argumenter for inddelingen i mandlige og kvindelige ligaer. Det kan bl.a. argumenteres, at inddelingen giver kvinder bedre mulighed for at excellere på eliteniveau og derigennem skaber bedre muligheder for en finansielt bæredygtig sportskarriere for kvinder. Selvom lønninger og præmier for kvinder markant lavere end for mænd inden for de fleste sportsgrene – kvindelige og mandlige fodboldspilleres gennemsnitlige årsløn i Bundesligaen i 2018 var hhv. € 37.250 og € 1,4 mio. – kan man argumentere at den separate kvindelige liga gør det muligt at skabe opmærksomhed om kvindelige atleter og over tid fordre fankulturer, sponsorater og lønniveauer på linje med mændenes. De kvindelige præstationer fejres herigennem særskilt uden at gå tabt blandt mandlige præstationer, og giver kvinder mulighed for at udmærke sig som ”den bedste kvinde”.

Selvom kvindesport er i fokus, og visse kvindelige atleter tjener op mod samme beløb som deres mandlige modsvar, er vi dog stadig langt fra en større triple-down effekt i de kvindelige ligaer, både når det kommer til lønniveauer, sponsorater, fankulturer og præstige. Adskillelse er ingen garanti for lige vilkår, og den nuværende adskillelse forhindrer til og med dygtige atleter i overhoved at deltage. Kønsneutrale ligaer vil ikke udviske atleters kønsidentitet, men i stedet give os mulighed for at fejre og finde forbilleder i en større diversitet af atleter og alle disses ekstraordinære præstationer.