Otte lifehacks til at klare sig godt på studiet uden at skulle læse for meget En clickbaitguide til karakterræset og hamsterhjulet

Af Clara Grønborg Juul

Kære Jurastuderende

Som Bourdieu italesatte, og Hemingway beklagede sig gentagende over, så er der hemmelige kodekser i alle socialklasser, hvis formål er at holde pøblen ude. De afgørende tips til at klare sig godt på jura, har ligeledes holdt sig godt gemt hen. Så nu, fra en kandidatstuderende, der i sin egen optik har klaret sig ganske udmærket, kommer de afgørende lifehacks – det ”sociale værktøj” til karakterræset og hamsterhjulet.

  1. 1) Det er en myte, at der ikke er mundtlige karakterer og fremmødepligt på jura
    1. Først og fremmest: Advokatkontorerne benytter undervisningslokalet som små rekrutteringshubs. Derudover, hvis vi er ærligere, så er det sjældent, at vi fuldstændig kan regne med en karakter. Når du har slidt og slæbt dig igennem EU-rettens pensum over tre gange, men misforstår opgaveteksten og ender med en encifret karakter, kan det virke, som om din drømmekarriere i UM er a thing of the past. MEN: dårlige karakterer kan reddes af gode anbefalinger fra undervisere. Henset til jurastuderende større aversion imod at udtale sig på noget tidspunkt til undervisningen, taler vi om verdens laveste barre for at gøre et godt indtryk. Husk også på, at undervisere som oftest kun er et par år ældre end os, og de er meget sjove at drikke øl med. Så har du også en kyndig, uafhængig fagekspert, hvis du lige har brug for lidt karrieresparring.

 

  1. 2) Din karriere har bedre af tre timer til fredagsbar end tre timer på en læsesal
    1. Misforstå mig ikke, man skal læse. Men det er i snak med andre studerende, særligt på ældre årgange, man får ideer og inspiration til alle de mange muligheder, studiet byder på: man kan lave processpil i stedet for kandidatfag, arbejde på en ambassade i et halvt år fremfor udveksling osv., osv. Derudover er det også altså langt lettere at lande dit drømmestudiejob, hvis din beerpong-nemesis på dit drømmekontor lige stikker hovedet ned til HR og understreger, du er en god fyr, hvis ansøgning er på vej. Det er i alles interesse at have et fedt arbejdsmiljø – særligt med sine gode venner.

 

  1. 3) Del nu bare dine noter
    1. Mit stamhold havde en genial underviser på første semester, der gav os et afgørende råd: Hjælp hinanden og del jeres noter. Der er timer, du har misset, ting du har misforstået, og det kan kun gå bedre for alle at have totalt-opdaterede, hjemmelavede kompendier til eksamen. Vi har ikke ”bell-curve” karakterkurve på KU. Med 800+ mennesker til eksamen er er det ikke dine holdkammerater, der afgør, om du hopper en karakter op eller ned. Og så er det heller aldrig dårligt at få ry som den, der virkelig fucking havde styr på forfatningsret.

 

  1. 4) Du har bedre karakterer, end du tror
    1. Jura har en formidabel evne til at få os til at føle os som de dummeste mennesker i verden. Så når du stresser over dine karakterer: kig på snittet. Hvis du fik 4 til TKR i 2021, er du bedre end gennemsnittet, herunder 400 af dine medstuderende.

 

  1. 5) Folk lyver om, hvor meget de har læst, og hvor langt foran de er
    1. Det fik jeg at vide af en god ven, der var lidt længere på studiet. ”Hvorfor i alverden” tænkte jeg. Af løgne at være har den lettere begrænset nytteværdi. Men, som jeg senere har erfaret ved gentagende eksaminer, er det undtagelsen hellere end reglen, at alle er nået igennem pensum. Dette på trods af de altså ”havde været tre uger foran hele semesteret”. Så fortvivl ej. Du er ikke bagud, og selv hvis du er, så er læseferien lang, og man husker alligevel meget bedre alle undtagelserne, hvis man har læst det dagen før eksamen.

 

  1. 6) Din studiegruppe
    1. Studiegrupper nedsættes af fakultetet, og din kan kort fortalt være genial eller godnat. Mit bedste råd i formentlig hele denne tekst: vær åben. I min studiegruppe på andet semester skulle undertegnede kulturelitære stress-stræber pludselig til at arbejde med Rasmus, der eksiljyde, lægger shirtless selfies op på BeReal og er iskold, når det kommer til enhver form for den slags bullshit, der er kendt som høflig smalltalk for en Frederiksberg snob, som mig. Desuden er Rasmus også et af de sjoveste og klogeste mennesker, jeg har haft privilegiet af at møde. Vores obli-underviser kaldte os ”Spector og Ross”, og det er stadig Rasmus, jeg ringer til, når jeg skal have råd til lønforhandlinger, en ven med til jurabar og nogen til at fortælle mig, at jeg skal basse ned. Mød forberedt op, og få det bedste ud af hinanden.

 

  1. 7) Faktisk kommer du ikke igennem studiet og karrieren uden venner
    1. Vi går alle ned med stress, hvis vi ikke har vores yndlingsmennesker omkring os til de lange nætter på læsesalen. Find de mennesker, der gør dig bedre, og vær sød mod alle andre. Derudover er verden efter studiet et lige så stort hamsterhjul, og du kommer til at skulle bruge en hurtig aktindsigt fra det offentlige, hvor din ven fra jurabar sidder, en fristforlængelse i en retssag mod din kammerat i løbeklubben, og din klogeste makker at ringe til, når din klient pludselig gerne vil have et notat om grænseoverskridende fusioner indenfor den næste time.

 

  1. 8) Bliv et interessant menneske
    1. Jura giver dig en helt unik mulighed for at blive et utroligt kedeligt menneske. Men vi er i vores 20’ere, og det er også nu, at livet skal leves. Meld dig til aktiviteter og akademier uden for studiet (Europaakademiet og BCG Mentorship kan virkelig anbefales!). Udnyt den manglende mødepligt til at interraile rundt udenfor feriesæsonen og få oplevelser nok til at holde dig varm under de golde decemberdage på læsesalen. Husk også på, at jurister lever af at sælge vores hjerner, og på et eller andet tidspunkt skal du både sidde til klientmiddage og underholde chefen til julefrokost, vel og mærke uden at drikke for meget. Korte af det lange: du har brug for gode historier, og studiet er ikke alt. Held og lykke!

Del denne artikel