Eksamensklage – Kan det virkelig være meningen?

Denne sommer modtog jeg en sørgelig besked. En besked som mange jurastuderende formentlig kan nikke genkendende til. Nemlig beskeden om, at jeg have modtaget en lav karakter i forvaltningsret, som jeg ikke var tilfreds med. Min utilfredshedshed skyldtes indledningsvist skuffelsen over min egen indsats, men ved nærmere undersøgelse og eftertanke fandt jeg også utilfredshed over eksaminators bedømmelse af min opgave. Jeg mente, og jeg mener stadig, at jeg modtog for lav en karakter og besluttede derfor at anlægge den eneste mulige strategi for at få en ombedømmelse; Jeg sender en klage.

 

Det er første gang, at jeg har sendt en klage over bedømmelsen af en opgave, men oplevelsen har sat sig så betydeligt i mig, at jeg formentlig aldrig vil forsøge mig igen. Når det kommer til klageadgangen for jurastuderende, er man efterladt med én eneste magtesløs tanke; Kan det her virkelig være meningen med klageadgangen?

 

Først og fremmest vil jeg påpege, at min JD-kollega, Hannah Kendal Tholstrup, har skrevet en længere (og bedre) artikel om den uretfærdighed, som klageadgangen vedr. karakterbedømmelse udviser overfor de studerende. Den kan man passende læse, hvis man gerne vil vide lidt mere. Med denne, min artikel, håber jeg, at der kan komme flere øjne på debatten.

 

Forløbet for min klage er som følger:

 

Jeg modtager min karakter, og jeg er slemt skuffet. De følgende 25 minutter bruger jeg meget tid på henholdsvis at skamme mig, ærgre mig, overreagere og mentalt forberede mig på a-kassen. Herefter begynder jeg at slappe mere af. Jeg læser min opgave igen, skammer mig igen, men hæfter mig også ved, at jeg ikke synes, at det hele er totalt dumt. Jeg begynder at tænke, at min karaktergiver måske har været en anelse hårdt ved mig.

 

Derefter begynder jeg at undersøge min eksamensbesvarelse nærmere. Jeg nørder målbeskrivelsen og får sågar nogle jurister og forvaltningsretsnørder til at læse min opgave. De er enige med mig; bedømmelsen er til den hårde side, så jeg beslutter mig for at sende en klage.

 

Jeg sender en klage, og bliver mødt af den sædvanlige ”vi har modtaget din henvendelse, du kan forvente svar inden for 6-8 uger”. Jeg modtager senere eksaminators udtalelse, bliver her bekræftet i, at det var rigtig at klage, og jeg får mulighed for at fremsende mine bemærkninger hertil. Det gør jeg, glædeligt uvidende om hvad der følger, og jeg gør mig umage, gennemgår hele målbeskrivelsen, holder den op mod min besvarelse og påpeger steder i eksaminators udtalelse, som skriger usaglighed.

 

Jeg sender den afsted og tænker, at der, på baggrund af mine meget udførlige bemærkninger, vil være grundlag for at kigge en ekstra gang på min besvarelse. 

 

Men nej. Det er der ikke. Slet ikke. Om så jeg havde ansat landets førende advokater til at skrive min klage, ville der ikke være grundlag for at kigge den faglige vurdering efter igen. 

 

Det er nemlig åbenbart sådan, at der i første instans ikke kan tages stilling til det faglige indhold. Selvom Uddannelsesservice godt nok læser min klage og begrundelse, henholder de sig udelukkende til eksaminators vurdering når de træffer afgørelsen.

 

I sin afgørelse skriver uddannelsesservice til mig, at; ”[…]formålet med øvelsen i første omgang især handler om at give bedømmerne mulighed for – på baggrund af klagen – at revurdere deres bedømmelse”. Eksaminator skal altså overveje, om de oprindeligt har taget fejl. Problemet er, at de skal udføre denne overvejelse, før jeg har givet mine bemærkninger til deres udtalelse, som afgørelsen til syvende og sidst gør sig til eneste genstand for, om der kan foretages genovervejelse af den faglige vurdering. Det forekommer mig rimelig paradoksalt. 

 

Jeg kunne selvfølgelig klage videre, hvor det vil være muligt at få foretaget en vurdering af det faglige indhold, men i første omgang rådfører jeg mig med andre jurastuderende, som før har gennemgået klageskærsilden.

 

Hannah (skribent fra ovennævnte artikel) fortæller mig til min overraskelse, at jeg anlagde en forkert strategi; Jeg skulle først have ringet og overbevist min eksaminator om, at de skulle skrive en anden udtalelse. Det virker som en temmelig rock n’ roll-agtig måde at klage over en eksamen på, men det har vist sig, at det er den eneste mulighed for, at en klage har effekt i første instans. 

 

Jeg overvejer derefter, om jeg skulle prøve lykken i anden instans, men jeg lærer fra mine medstuderende, at processen er så lang og så kompliceret, at det ikke er kræfterne værd. En veninde fortæller, at hun har en klagesag i gang over sin egen forvaltningsretseksamen, og at hun klagede den videre; Hun studerer på kandidaten og har ikke fået sin sag afgjort endnu.

 

Som sagt, jeg står tilbage med spørgsmålet; Kan det virkelig være meningen? Kan det virkelig være meningen, at man skal ringe og overbevise sin eksaminator, hvis man vil have håb for en klage? Er det virkelig meningen med klageadgangen, at man de facto ikke kan klage over sin eksamensbedømmelse, når man ønsker at klage over netop dét? 

 

Kan det virkelig være meningen, at studerende anser klageadgangen som en sort hul, hvor enhver, der tager kampen om, kan forvente et afslag? 

 

Det nemme svar på disse spørgsmål ville være; Snup en tudekiks, lær at leve med det, det var i øvrigt en dårlig eksamensbesvarelse. 

 

Og ja, jeg skal nok lære at leve med det. Jeg kommer ikke til klage til anden instans, men jeg vil gerne understrege, at det ikke er fordi, jeg er enig i eksaminators bedømmelse. Det er fordi, jeg ikke orker. Jeg magter ikke at modkæmpe denne åbenlyse uretfærdighed for måske at få en ombedømmelse.

 

Jeg gider simpelthen ikke klage mere. Og kan det virkelig være meningen?

Del denne artikel