Den 121. Årsfest
Skal du til Årsfesten? Eller har du tænkt over, hvad der overhovedet sker på den magiske aften? Her finder du alt det, du skal vide om juras mest traditionsrige fest

Efteråret banker på. Vejret skifter, bladene falmer, og mørket kommer snigende lidt hurtigere hver dag. På KUA vender de studerende tilbage, og nye elever prøver at finde sig til rette i de lange gange. Hverdagen begynder så småt at falde på plads igen.
Én ikonisk begivenhed står klar til at sprede lidt lys i den ellers smågrå hverdag – en begivenhed, som for mange nuværende og tidligere jurastuderende markerer højdepunktet af studietiden: JD’s Årsfest.
Festen blev afholdt for første gang i 1903. Dermed er det i år 121. gang, at vi har æren af at byde velkommen til Juridisk Diskussionsklubs årsfest. En traditionsrig fest, der igennem årene har udviklet sig til én af landets mest elegante og ekstravagante fester for universitetsstuderende. En aften, der afholdes i historiske omgivelser i Moltkes Palæ, hvor gæsterne ankommer i deres fineste kjoler og smokings, og hvor der ikke spares på noget for at lade den traditionsrige fests klassiske dyder udfolde sig fuldt ud.
Den 25. oktober vil aftenen for de heldige indehavere af en billet forløbe sig på følgende vis:
Kl. 18 vil de studerende melde deres ankomst ved Moltkes Palæ, hvor der vil blive serveret et glas bobler i Christian X’s saloner.
Dernæst tager gæsterne plads i Palæets store festsal, der har dannet grobund for festligheder for adelen, grever, en enkedronning, en statsminister og megent andet godtfolk.
Herefter vil der blive serveret en 3-retters menu med vin, ledsaget af kor, taler og andre gode indslag.
Når middagen når til vejs ende, vil bordene blive fjernet og festsalen gjort klar til Lanciers. Og sidst på aftenen tænder vi op for musikken, hvor alle bydes op til dans og fest.
Så du kan komme forberedt til tænderne, er her det fulde program, hvor vi forklarer hver punkt til punkt og prikke:
-
Velkomst og fotografering
– Klokken 18
Aftenen starter naturligvis ud med et glas bobler samt velkomstsnacks.
Alle gæster har efter deres ankomst mulighed for at blive fotograferet. Dette er uanset om du ankommer som single, i par eller i grupper. Her gør du klogt i at se skarp ud, da det ikke er hver dag man får mulighed for at blive fotograferet i så flotte rammer!
-
Klokken ringer
Når klokken ringer er det tid til, at du slipper din velkomstdrink og tager din date under armen. Daten følges galant til bords, hvor I hilser på de tre andre par, som I har valgt at dele den herlige aften med.
-
Toastmasteren
Når I har fundet jeres pladser, byder Toastmasteren jer velkommen.
Toastmasteren er en af aftenens mest synlige skikkelser, og nøje udvalgt til at guide jer alle igennem aftenens indslag. Fortvivl derfor ej heller, hvis ikke du kan huske hele dette program på dagen- du bliver taget godt igennem det hele.
-
Nationalsang
Efter toastmasteren har budt velkommen synger vi traditionen tro den danske nationalsang ”Der er et Yndigt Land”. Der er ingen der dømmer dig, hvis dine tanker henledes til det danske fodboldlandshold og fadøl, fremfor Frejas sal og harniskklædte kæmper.
-
Korsang
Koret har forberedt sig på en helt forrygende optræden. Så her det bare at læne sig tilbage og nyde lyden af juras helt eget kors magiske stemmer, der fylder salen.

-
Forpersonens tale
JD’s forperson, Hannah Tholstrup, holder tale for gæsterne. Forvent skarpe bemærkninger og kærlighedserklæringer til studielivet.
-
Første Konference
Toastmasteren vil i løbet af middagen kalde til konference 3 gange. Det er en af aftenens mest traditionelle elementer.
Til aftenens første konference rejser alle herrerne sig og svinger deres servietter over hovedet. Herefter går alle kvinder ud af lokalet, hvor der er mulighed for at få en sludder alt imens herrerne ”holder konference”.
Konferencen består i, at herrerne tager en tår af deres lommelærke, der selvfølgelig fyldt hjemmefra og medbragt i inderlommen.
-
Æresmedlemmets tale
Alle JD’s nulevende æresmedlemmer inviteres til Årsfesten.
JD’s æresmedlemmer er personer, der igennem længere tid på ganske usædvanlig vis har gjort sig fortjent til en sådan påskønnelse, på grund af den indflydelse de har haft på den juridiske verden.
Til Årsfesten holder en af æresmedlemmerne en tale for gæsterne. I år er det forrygende Dan Terkildsen, der har skrevet de bøger, du læser om voldgift, og haft alskens partner- og bestyrelsestitler.
-
Dametalen
Hvert år udvælges en af jurastudiets mange veltalende og charmerende herrer til at holde en tale på herrernes vegne til glæde og ære for alle de dejlige kvinder, der er på Det Juridiske Fakultet.
-
Anden konference
Nu er det blevet tid til anden konference, der forløber på næsten samme måde som den første.
Der er dog den ene og væsentlige forskel, at det denne gang er herrernes tur til at forlade lokalet, imens kvinderne ”holder konference”.
-
Herretalen
Nu er det tid til, at en af jurastudiet mange veltalende og charmerende kvinder holder en tale til alle fakultetets dejlige herrer.
-
Sang
Herefter er det nu blevet tid til JD’s hyldestsang. Den er blevet sunget i årevis, men du behøver ikke øve dig hjemmefra – vi sørger for, at du får den stukket i hånden på aftenen.
-
Klubmesterens tale
Afslutningsvist, er det mig, Klubmesteren, der har fornøjelsen af at afrunde middagen med aftenens sidste tale. Lad os håbe, at taleevnerne stadig er intakte efter flere timer med fri bar.
-
Sidste konference
Den tredje og sidste konference skiller sig ud fra de to første. Her skal alle gæster under bordet med lommelærkerne, stearinlys, vinglas og hvad end der ellers hører med til en lille fest dernede.
-
Kaffe
Efter middagen serveres der kaffe i lokalerne ude foran salen. Her er der tid til sludder med dem fra de andre borde og til at fikse håret, imens festsalen klargøres til Les Lanciers.
-
Les Lanciers
Til en gammel og traditionsrig aften på Moltkes Palæ hører naturligvis også Les Lanciers. Nu er det endelig tid til, at gæsterne kan få lov at vise de quadrillier, de har øvet sig på i kantinen.
-
Fest!
Efter Les Lanciers åbner baren og den vil derefter stå på DJ med saxofon og fest natten lang.
Vi glæder os til et brag af en aften! Husk at medbringe:
- Smoking eller lang kjole
- Lommelærke
- Cigar, hvis du er til det
P.S. Mens du er her, fik du så læst artiklerne om undervisere, der begår eksamenssnyd, og hvorfor USA’s retssystem er på randen? Ellers kan du hoppe over og læse dem lige her:
https://jdku.dk/wp-content/uploads/2025/10/SJ3_25_Final_WEB.pdf
Del denne artikel