Hvorfor lige jura?

Af William Tornøe, 1. års studerende 

Mit sidste indlæg havde en noget lettere tone end den, jeg har tænkt mig at sætte an i det følgende, uden at det skal blive alt for alvorligt eller selvhøjtideligt. Sidste gang fokuserede jeg på de ting, der får ens dagligdag til at fungere ved på en eller anden måde at distrahere én, men denne gang vil jeg fokusere på, hvorfor man har valgt netop denne hverdag, og hvad der driver én til at fortsætte med at skubbe sig igennem kapitel efter kapitel. Det kan som bekendt både være enormt spændende at læse jura, men samtidig er der også de der kapitler, som bare skal overstås, og det er uanset, hvor meget man brænder for at styrke sine juridiske kompetencer og viden. Der kan være mange grunde til, at netop jurastudiet er det, man har helliget sin tid til. Er det af ideologiske bevæggrunde, da man har et ønske om at forme samfundet gennem for eksempel ændringer i lovgivningen, og vil tilegne sig værktøjet til at gøre dette på den bedste måde, eller er det måske ud fra en idé om, at man vil opnå succes gennem et højt niveau og anerkendelse fra ens kollegaer. Hvad enten det er, så er et formål vigtigt for os alle som mennesker.

Formålet har ikke stået klart fra dag ét på det juridiske fakultet, men i takt med at den juridiske horisont stille og roligt udvider sig, så begynder der også at tegne sig et billede af, hvad det er, tiden og kræfterne skal bruges på. Efterhånden er det blevet mere og mere klart, at det ikke er nok at stille sig tilfreds med blot at læse pensum, men også at overveje, hvad det er, de her nye værktøjer skal bruges til. Som det er tilfældet for enhver håndværker, så er der et ønske om anerkendelse af kvaliteten af det arbejde, der er lagt i produktet, men samtidig er det kun et fåtal, der kan mestre samtlige discipliner til fulde. Som jurist må der på et tidspunkt træffes et valg om, hvorvidt man vil være kunsthåndværker, der udelukkende arbejder og skaber ud fra sine egne ideer og motiver, eller om man vil anerkendes for sin evne til at fortolke og formidle andres ideer og vilje. For mit vedkommende er det en god blanding af ønsket om, at mit arbejde bliver værdsat, samtidig med at der helst skal være et større formål med det, end at det blot er af høj kvalitet. For selv når ens indsat bliver anerkendt, vil indsatsen på et tidspunkt blive formålsløs, hvis ikke det forfølger et større formål end blot at gøre det for at gøre det.

Det er en stor hjælp, at man har muligheden for at se flere sider af livet efter studiet gennem studenterorganisationernes mange foredrag og besøg hos virksomhederne, der ikke kun stræber efter at male et ensidigt billede, der for eksempel favoriserer anklagemyndigheden ubetinget, men bestræber sig på at gøre det lettere for en studerende at få et overblik over de mange muligheder, som juraen giver én. I takt med at flere aspekter af studiet er blevet klarlagt får jeg et større landskab, hvor det er nemmere at stikke en kurs ud end før. Særligt Foreningen Arguments forskerfrokoster og JD’s virksomhedsbesøg har jeg været glade for, da de henholdsvis giver et indblik i forskernes arbejde, for eksempel i forhold til erstatning for psykiske arbejdsskader med Andreas Ehlers, der ellers ikke ligger lige til højrebenet, og muligheden for at se, hvad det egentlig er, de store advokathuse beskæftiger sig med. For en førsteårsstuderende bliver det pludseligt mere klart, at det hele ikke kun gøres op i rene karakterer, og slet ikke i hvert fag, men at udveksling og hvad du foretager dig uden for seminarene også har en betydning for fremtiden.

Som vor alles kære yndlingsforfatter Peter Blume skrev det, så står man overfor valget om, hvorvidt man blot er en formidler for andre eller teknikker, eller om man skal føle et vist ansvar for det, man producerer. Med de nyfundne evner til at kreere og skabe opstår et nyt dilemma om, i hvilken grad man skal stå til ansvar for det, man har bragt ind i verden, enten af egen drift eller for en anden. Da man nu kan noget, som ikke alle andre kan, så er det nærliggende, at man tager et vist ansvar for det man laver. Det er med det i baghovedet, at det, for mig i hvert fald, bliver nemmere og mere konkret at dirigere mit fokus mod andet end bare at arbejde for arbejdet selv, og derfor søge mod de områder, hvor det er min opfattelse, at der er noget der kan opnås og noget at arbejde for, og at det hele ikke bare er karakterræs for alle pengene.

Til sidst vil jeg sige mange tak til JD for at give mig muligheden for at komme med mine tanker i forhold til Søndre Campus og om livet på det juridiske fakultet. Jeg håber mine to indlæg har været givende både i den lidt lettere afdeling, men også til at give et indblik i, hvad det er, én førsteårsstuderende får ud af at have sin daglige gang på det juridiske fakultet og beskæftige sig med juraen, hvad man går og tænker om hele det nye univers, der stille og roligt åbner sig op for én, og hvad man får ud af både de faglige arrangementer på fakultetet, og det sociale liv på resten af Københavns Universitet, såvel som på fakultetet.