Enstatsløsningen som sidste chance for forsoning

Stud.Jur. har talt med palæstinensiske aktivist dr. Mazin Qumsiyeh, der er nomineret til Nobels Fredspris 2025, om en-stats-løsningen som sidste mulighed for reel forsoning mellem israelere og palæstinensere. 

De første støvkorn har lagt sig efter to års brutal krig i Gaza. Begge samfund står nu tilbage med en sorg, som endnu ikke har en politisk form. Når chokket fortager sig, de sidste døde gidsler vender tilbage, og nyhedsstrømmen igen får farver, presser det egentlige spørgsmål på: Hvad kan israelere og palæstinensere overhovedet forestille sig for deres fremtidige naboskab? 

Krigens ødelæggelser har afsløret, hvor skrøbelige de internationale institutioner er blevet. Offentligheden har været fanget i en teknisk-juridisk spiral, hvor debatter om folkerettens definition af folkedrab har overskygget konfliktens dybere struktur. Det er ikke fordi disse diskussioner ikke er vigtige, men deres dominans har fortrængt blikket for den dybere tragedie som er det skæbnefællesskab mellem israelere og palæstinensere, som ingen teknisk, juridisk afgørelse kan opløse.  

Skribenter fra Stud.Jur. har i forbindelse med en længere reportagerejse haft lejlighed til at snakke med den mangefacetterede biolog, forfatter og aktivist, Mazin Qumsiyeh på hans kontor i Betlehem.   

Midt i denne historiske fastlåshed insisterer Qumsiyeh på, at vejen ud af voldens spiral ikke findes i flere forhandlinger om opdeling af land, men i det modsatte, nemlig forsoning i en en-stats-løsning. Hans vision er ikke et nyt kompromis om grænser, men et opgør med selve den ideologiske ramme, som i årtier har defineret, hvad der anses for realistisk. Qumsiyeh omtaler to-statsløsningen som en politisk zombieløsning, der er død i praksis, men levende i diplomatiet, som verdens ledere fortsat forsøger at fremkalde. Her stiller Qumsiyeh et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad hvis fred ikke opstår gennem adskillelse, men gennem fællesskab? 

Ifølge Qumsiyeh er idéen om én sekulær, demokratisk stat ikke radikal i indhold, kun i sin samtidige kontekst. Staten, som ifølge ham skal omfatte Israel, Vestbredden og Gaza, hviler på et enkelt princip: at alle indbyggere har samme rettigheder, uanset religion og etnisk baggrund. Ikke privilegier eller anden særstatus for hverken jøder eller muslimer. Ikke myter om uforenelige civilisationer, men en politisk orden baseret på lige adgang og deltagelse. 

For at forstå sprængkraften i dette perspektiv kan man vende blikket mod forfatteren Ze’ev Jabotinsky, som i 1923 formulerede sin berømte diagnose i essayet The Iron Wall: Ingen befolkning vil nogensinde acceptere, at en anden national gruppe etablerer selvbestemmelse på deres land, og derfor måtte zionismen hvile på en jernmur af militær magt. Det blev ikke bare et argument, men også en tavs forudsætning for konflikthåndteringen helt frem til i dag. Selv når flere politiske ledere taler om forhandlinger, gør de det fra det rum, Jabotinsky etablerede hvor magten sættes før dialog og kontrol før kompromis. 

Qumsiyehs udgangspunkt er det modsatte, nemlig, at fortællingen om en religiøs konflikt mellem jøder og muslimer skjuler den strukturelle ulighed, som præger forholdet mellem Israel og Palæstina. Religionen bliver i denne fortælling en skæbne og ikke en politik. En naturtilstand og ikke et system. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har peget på præcis dette, når han – gennem Foucault – beskriver den palæstinensiske erfaring som et mikrofysisk regime af bureaukratisk magt som udgør tilladelser, checkpoints, zoner og militære undtagelsestilstande. Et system, der regulerer livet ned i mindste detalje og får ulighed til at ligne natur. 

Når Qumsiyeh taler om én stat, er det ikke kun et brud med nationale narrativer i regionen. Det er også en kritik af den diplomatiske arkitektur, som siden delingsplanen i 1947 har struktureret det internationale samfunds tilgang til konflikten. Hele den diplomatiske arkitektur, fra Sikkerhedsrådets resolutioner til Oslo-processens forhandlingslogik, hviler på en grundantagelse om at territorial adskillelse mellem to folk er forudsætningen for fred. Selv når stemmer som den palæstinensisk-amerikanske kongreskvinde Rashida Tlaib insisterer på, at lige rettigheder i én stat er den eneste varige løsning, forplanter der sig intet ekko i Washington eller Bruxelles.  

Nogen vil måske kalde Qumsiyehs en-stats-vision for et forsøg på en moderne lang march gennem institutionerne. Ligesom oprørsikonet Rudi Dutschke talte om gradvist at ændre samfundet ved at indtage dets strukturer, taler Qumsiyeh om at udfordre det eksisterende system i dets fundament. Ikke som oprør eller revolution, men som en vedholdende bevægelse gennem politik, uddannelse, civilsamfund. Enstatsløsningen bliver dermed en langsom, strategisk march – en øvelse i tålmodighed og vedholdenhed, som skal rykke mennesker, vaner og institutioner én centimeter ad gangen. 

Det er muligt, at Qumsiyeh heller ikke selv forestiller sin model som en realistisk og gangbar politisk løsning. Måske er den snarere en intellektuel provokation – som fungerer som fremkaldervæske og får de historiske kontraster til at træde frem. For når han taler om lighed, er det ikke som utopi, men som diagnose, hvor vores politiske fantasi er blevet så indsnævret, at vi kun kan forestille os fred gennem separation. Er det naiv idealisme når Qumsiyeh formulerer sin idé om en stat baseret på lighed? Eller er det er et spejl, han holder op foran os, så vi kan se at konflikten bygger på en forestilling om, at to befolkninger kun kan sameksistere ved at blive skilt ad. 

I virkeligheden begynder den moralske refleksion måske et helt andet sted med Yahya Hassans ord i digtet ”ER VI IKKE ALLE SAMMENSAT”: 

UDEN FILOSOFISK ERKENDELSE
ER MENNESKET BLOT VOLD OG BIOLOGI
UDEN INDFLYDELSE KOMMER VI UD AF ET SKØD
FÅR ET NAVN EN KULTUR OG EN RELIGION