Humans of Søndre Campus – Udvekslingsstuderende

Efter min sidste eksamen på andet semester var jeg rigtig træt af at læse jura. Fagene var svære, karaktererne var ikke som håbet, og det føltes som om, at der var uendelig lang vej igen.

Jeg besluttede mig hurtigt for, at hvis muligheden opstod for at ”spice” studiet lidt op, ville jeg tage chancen.

Det første, jeg gjorde, var at få et studiejob på et advokatkontor. Jeg kunne formentlig have fundet på noget sjovere, mere ”spicy” at foretage mig, men på daværende tidspunkt føltes det som det helt rigtige for mig. Forinden havde jeg arbejdet i en burgerbar, hvor vi ikke lavede andet end at drikke bajere, høre Gucci Mane og så flippe en burger i ny og næ. Det var virkelig sjovt, men ikke noget, der ligefrem gav blod på tanden til at gå hjem efterfølgende og læse Gomard side 468-546.

Da jeg startede på mit studiejob, fik jeg en følelse af, ikke alene at være voksen, men også af at være lidt vigtig. Selvom jeg ”bare” sad i en inkassoafdeling, var det vildt for mig at skulle møde op i fogedretten og tilmed have skjorte på, på arbejde. Nogle af mine venner mente, at jeg var blevet forvandlet til en ”wanker”, ”et kapitalistisk røvhul” eller sågar ”en af de onde”. Men jeg var egentlig ret ligeglad. Det var en fed oplevelse, ikke mindst at arbejde med noget af en mere seriøs kaliber, men også at blive taget seriøst. At arbejde i et juramiljø blev en motivationsfaktor i forbindelse med mit engagement på jurastudiet – undervisningen og bøgerne giver bare lidt bedre mening, når man oplever, at det reelt set er noget, der kan benyttes i praksis. Dette lyder nok som en kliché og en smule plat, men det passer!

Jeg er af den overbevisning, at jurastudiet bliver langt mere kedeligt, hvis man, som jeg gjorde tidligere, prøver at distancere sig fra den verden, som studiet omhandler og udspiller sig i. Det er helt sikkert også derfor, at tutorer opfordrer nye studerende til at engagere sig i studielivet – det bliver bare lidt sjovere, når dem man omgås, også læser jura. Personligt var min indsats i forhold til at blive en del af studiemiljøet halvhjertet. Jeg kom ikke til festerne, snakkede mest med folk, jeg kendte fra førhen og tog kun til jurabar, hvis nogle af mine allerede ”eksisterende venner” ville med. Set i bakspejlet er det måske noget, jeg burde have gjort lidt anderledes. Men så er det heller ikke værre. Jeg har en ide om, at folk, der både skal se familie, kærester, kolleger, gamle venner og jura-homies, har svært ved at nå det hele. Der er trods alt kun 24 timer på et døgn, og hvis man også skal studere, arbejde og spise boller i karry, efterlader det et begrænset tidsrum til at se de personer, man gerne vil se. Dette er et spørgsmål om prioriteringer, og jeg er egentlig i bund og grund glad for den måde, jeg har valgt at prioritere på.

Et andet forsøg, jeg har gjort på at forsøde jurastudiet, har været at tage på udveksling. Jeg gjorde mig ikke nogle særlig dybe tanker om det at tage på udveksling, inden jeg ansøgte. Jeg havde hørt rygter om, at man fik udbetalt SU og samtidig blot skulle bestå sine eksaminer. I mine ører lød det som et halvt års betalt ferie. Det eneste kriterie, jeg stillede til et udlandsophold var, at det skulle være varmt. Dette skyldes, at jeg i mit sabbatår boede i England. Efter 7 måneder med regn og blege mennesker, kom jeg frem til den konklusion, at hvis ikke man skal bo i København, som i min optik er en af Europas fedeste byer, så skal man kunne gå i t-shirt i oktober. T-shirt-doktrinen begrænsede feltet af destinationer markant. På bacheloren tilbydes der nemlig kun studieophold i Europa, hvis ikke man selv agter at arrangere og finansiere opholdet.

De mulige destinationer efter mit enkle – nogle vil kalde det forkælede –  krav, blev Lissabon, Rom og Barcelona. Disse blev mine tre ønskede prioriteter, og jeg endte med at blive optaget i Barcelona – fedt!

Inden jeg ansøgte, påpegede mange omkring mig, at det var dumt at rejse ud på femte semester på bacheloren, da valgfagene, der præger det semester, i betydelig grad kan være med til at hæve dit karaktergennemsnit. Dette er utvivlsomt korrekt. For mig føltes udveksling alligevel som den rette beslutning af flere grunde. Først og fremmest betyder mit karaktergennemsnit ikke alt for mig – det gør det dog helt sikkert, hvis du skal blive ansat i et stort advokatfirma..

I min optik er den oplevelse, et udenlandsophold kan give, meget vigtigere end et karakter-boost. Man udvikler sig utrolig meget på det personlige plan, og samtidig udvider man sit netværk og ikke mindst sin vennekreds til jurastuderende fra Singapore, New York, New Zealand, Østrig osv. For det andet håber jeg også, at dette halve år vil give mig fornyet energi og mod på at give den en ekstra skalle de resterende 2,5 år af livet som jurastuderende, hvilket måske også vil hjælpe på det faglige fremadrettet.

Hvis du har lyst til at tage på udveksling, synes jeg, at karaktererne lægges til side for en stund. Det må ikke være afgørende for ens valg. Det afgørende for mig var, at det i bund og grund føltes som det rigtige at gøre. Valget om at tage på udveksling bør i min verden ikke være begrundet i rationelle overvejelser. Hvis lysten er der, og det føles som det rigtige for dig, gør det!