Er ytringsfriheden truet af selvcensur?

Af Maria Thornbye Tholstruphede

selvcensur

 

Retten til frit at ytre sig i tale og på skrift er én af de vigtigste frihedsrettigheder og også ét af de vigtigste grundlag for demokratiet og muligheden for at have en fri og åben debat i samfundet. Ytringsfriheden er som bekendt sikret i både Grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter Charlie Hebdo-massakren har ytringsfriheden været genstand for stor opmærksomhed i medierne. Adskillige artikler og TV-debatter har fokuseret  på de problematikker, der relaterer sig til ytringsfriheden, herunder, om vores ytringsfrihed er truet.

Og er den egentlig det?

Begrundet i sikkerhedshensyn traf visse medier – både i Danmark og i udlandet – valget om ikke at trykke Charlie Hebdos tegninger. I Danmark var dette også grundlaget for Jyllands-Postens beslutning om ikke at publicere Hebdo-tegningerne.


Selvcensur eller ej?

Pia Kjærsgaard lader ikke til at dele den frygt, som hersker på Jyllands-Postens redaktion. Hun mener tværtimod, at alle de danske aviser burde have genoptrykt Muhammedtegningerne efter Hebdo-massakren for at vise solidaritet og respekt over for Frankrig. Hun er endvidere af den opfattelse, at de aviser, der undlod at trykke Charlie Hebdo-tegningerne, er underlagt selvcensur.

Flere danske redaktører har dog afvist, at der er tale om selvcensur, mens andre har tilkendegivet, at de er mere påpasselige med det indhold, der trykkes, og derfor vurderer, hvorvidt det er værd at bringe deres avis i fare, som vi så det på Jyllands-Posten tilbage i 2005.

 

Ytringsfriheden begrænses ikke
Ikke kun en håndfuld danske redaktører er uenige med Pia Kjærsgaard, når de afviser, at der skulle være tale om selvcensur. Også professor i apologi og tonekunst ved Københavns Universitet, Bruno Madsen, deler redaktørernes fælles holdning. Han mener, at der udelukkende er tale om, at aviserne udviser pli og hensyntagen ved ikke at trykke islamsatiriske tegninger i denne anspændte tid.

Hebdo-tegneren Laurent “Riss” Sourisseau lader ikke til at dele synspunktet om, at man skal udvise pli. Han mener, at man har ret til at praktisere sin religion, men at man i lige så høj grad har ret til at kritisere dogmerne. Riss’ budskab er, at vi skal turde være ulydige, og at det er nødvendigt at bryde reglerne for at opnå frihed, så vi ikke er i tvivl om, at vi her i Europa lever i et demokrati og ikke et teokrati.

Flere nyhedsbureauer har ved afståelsen fra publicering af Muhammed eller Hebdo-tegninger haft in mente, at selv om vi har retten til at ytre os, er det ikke ensbetydende med, at man skal optræde unødvendigt respektløst overfor andre. Især ikke, da en sådan publicering i disse dage kan bringe et mediehus og dets ansatte i fare. De har valgt ikke at bringe sig selv i unødig fare, men understreger samtidig også, at deres beslutning om ikke at publicere tegningerne ikke begrænser deres ytringsfrihed og frie udveksling af informationer.

 

Eftervirkningerne af terrorangrebet
Når vestlige statsledere marcherer gennem Paris, når vores Facebook feed og vores Snap Chat storylines og andre platforme fyldes med billeder og videoer af unge som ældre, der demonstrerer under parolen ”Je suis Charlie”, ja så må det betragtes som ikke blot en støtteerklæring til de afdøde, men også som et forsvar for den ytringsfrihed vi fortsat har.

Nogle vil betragte beslutningerne om ikke at trykke satire, der har islam som skydeskive, som selvcensur fra mediernes side. Andre vil betragte det som en fornuftig måde at håndtere en kritisk situation på. Uanset om man er Charlie eller ej, er én ting dog sikkert: I dagene efter angrebet opstod der et stærkt sammenhold på kryds af etniske, religiøse og politiske skel, og der blev sendt et budskab om, at ytringsfriheden ikke er blevet mindre, at terroristerne ikke har vundet, og at vi frit har lov til at være dem, vi er.

Del denne artikel