Kan vi ikke bare hjælpe?

Skrevet af Zacharias Grassmé Taj

Europa oplever i denne tid et voldsomt pres fra enorme mængder af flygtninge, der alle drømmer om asyl og sikkerhed bag EU’s grænser. Internt strides EU’s medlemslande i en sådan grad, at der tales om, at selve den europæiske ånd er truet. Men hvad er det for nogle dilemmaer og problemstillinger, der gør, at energien bruges på at diskutere frem for at rette den mod at hjælpe de millioner af mennesker der i øjeblikket flygter for deres liv?

60 millioner. Så mange mennesker har FN netop anslået som værende på flugt fra verdens brændpunkter. Der er her både tale om mennesker, der er internt fordrevne og de, der i deres flugt mod sikkerhed har måtte krydse en international grænse. Der er tale om et scenarie, der ikke er set værre siden 2. Verdenskrig, og flere eksperter ser det som en af de største humanitære kriser set i nyere tid.

Den enorme menneskemængde kommer især fra Syrien, Irak, Sydsudan og Den Centralafrikanske Republik, hvor borgerkrige har hærget i flere år. Langt størstedelen af disse flygtninge opholder sig i nærområderne, og et lille land som Libanon oplever lige nu, at hver tredje med ophold i landet er syrisk flygtning. En presset og potentiel sprængfarlig situation i et land, der indtil for ti år siden var besat af syrisk militær.

Andre flygtninge vælger at søge endnu videre og fortsætte flugten mod Europa, hvor især søvejen over middelhavet spiller en stor rolle. Særligt den italienske kyststrækning bliver anset som gunstig, efter Operation Mare Nostrum blev søsat af de italienske myndigheder. Operationen medførte en øget tilstedeværelse af kystvagten langs den italienske grænse, hvilket har medført, at oddsene for at flygtningene overlever turen over middelhavet er forbedret markant. For det er ikke givet, at flygtningenes tur over middelhavet ender ud med dem med livet i behold. Alene i 2015 formodes allerede 2500 flygtninge at være druknet i forsøget på at nå til Europa ad søvejen. Til sammenligning formodes 3500 flygtninge at være druknet i hele 2014.

Men selv for dem der når Europa, er sikkerheden ikke givet. Flygtningene møder et splittet Europa, hvor hver stat har sin egen dagsorden. Et Europa, hvor et land som Grækenland simpelthen må bukke under for det massive administrative arbejde og favorisere registreringen af syriske asylansøgere, imens de vender det blinde øje mod flygtninge fra andre lande. Herfra er der rig mulighed for menneskesmuglerne til at udnytte situationen og smugle flygtningene op gennem Europa for fyrstelige summer til gengæld. Oftest sker det under så kummerlige forhold, at man almindeligvis kun hører om sådanne scenarier i forbindelse med transport af svin. Senest er 71 flygtninge døde som følge af iltmangel i en lastvogn i Østrig, hvorefter chaufføren efterlod lastbilen i vejkanten og tog flugten.

Og alt imens denne nyere tids største humanitære katastrofe finder sted, sidder jeg bare her. Solbrændt og netop hjemvendt fra en lækker sommerferie ved Middelhavet. Jeg var endda ude og sejle i de selv samme farvande, som flere tusinde flygtninge hver uge forsøger at krydse. Mit motiv var dog ikke at redde mig selv og min familie fra et liv på flugt, men for at slikke sol og bade i det azurblå vand. Uretfærdigheden er ikke til at tage fejl af, og det er svært ikke at føle en menneskelig træng til at hjælpe – men i hvilken grad skal der hjælpes?

Dette synes også at være det helt centrale spørgsmål blandt EU’s medlemslande. Der er i EU vidt forskellige tilgange til problemstillingen, og hvert land arbejder ud fra sin egen dagsorden. Angela Merkel har været ude og kalde det vores historiske pligt at give ly til dem, der flygter fra krig, hvorfor Tyskland har valgt ikke at støtte ret på Dublin-forordningen og sende allerede registrerede asylansøgere tilbage til registreringslandet. Tyskland står derfor til at modtage op mod 800.000 flygtninge i år, et faktum der har udledt store protester fra flere radikale højrefløjsgrupperinger.

Modsat har et land som Estland indvilliget i at modtage 150 flygtninge over de næste to år. Et tal som er 10 gange mindre, end det oprindelige kvotetal som Kommissionen havde foreslået. Det gør dem til det land i EU, der modtager suverænt færrest flygtninge og er Den estiske premiereminister Taavi Rõivas selv ser det som et rimeligt antal, da Estland økonomisk og befolkningsmæssigt kun udgør 0,26% af EU.

EU er splittet, og selvom Angela Merkel opfordrer til, at EU-landene samler sig om en fælles indsats, virker det som om, at ingen rigtig har lyst til at tage det store ansvar. Senest har Kommissionen foreslået en såkaldt kvotefordeling af de mange flygtninge, men utilfredshed over fordelingsnøglen har ført til, at EU-landene stadig opererer ud fra egne suverænitets principper. Ungarn og deres 3,5 meter høje pigtrådshegn langs den serbiske grænse er et direkte eksempel her på. Det europæiske samarbejde er presset i en sjælden grad, og der tales om, at selve EU-ånden er truet, hvis ikke der opnås enighed snart.

I Danmark er vi ikke bundet af en eventuel kvoteordning på grund af retsforbeholdet, og selv hvis der stemmes ja til tilvalgsordningen ved folkeafstemningen i december, er asylpolitikken ikke et af de områder, hvor der afgives suverænitet. Heller ikke hos regeringen synes der at være nogen videre begejstring for et fælles EU-samarbejde, hvor det nærmest komisk hyppigt brugte ”hjælp i nærområderne” sætter dagsordenen. Pudsigt nok forholder det sig modsat blandt danskerne selv, i hvert fald hvis man skal tro på en ny megafonmåling. Her mener et stort flertal (59 %) af danskerne, at Danmark bør være en del af en fælles europæisk aftale, der fordeler flygtninge mellem EU-landene. Kun hver tredje dansker (33 %) er imod.

Men hvorfor er det så svært for EU-landene at blive enige om, hvordan der skal hjælpes? Den umiddelbare følelse de fleste mennesker (forhåbentlig) sidder med, er vel at alle flygtninge fortjener at blive hjulpet. Så hvordan kan der stadig være strid og splittelse blandt EU-landene, når medierne gang på gang dokumenterer, hvilken håbløs tilværelse disse flygtninge befinder sig i? Desværre er spørgsmålet om hjælp mere kompliceret end som så, og selv om det rent humanistisk kan virke som det mest korrekte blot at lade alle flygtninge komme til Europa, ville det være en meget kortsigtet løsning, der højst sandsynligt ville ende med at give et gevaldigt bagslag. Vores samfund og de institutioner det er bygget op omkring ville simpelthen kollapse under den voldsomme forøgelse af indbyggertallet. Man ville således ende i en situation, hvor man, selv om det i første omgang virkede etisk korrekt, havde fremprovokeret det selv samme kaos, som folk er på flugt fra.

Der er således grænser for hjælpen, og på den baggrund er hele det europæiske flygtningespørgsmål præget af en lang række etiske dilemmaer. Tag eksempelvis Italien og deres førnævnte Operation Mare Nostrum langs middelhavskysten. Her taler man om, at kystvagtens øgede patruljering har forbedret flygtningenes odds for overlevelse, og at operationen dermed har haft en negativ ”pull effect” på flygtningestrømmen. Men kan man rent etisk tillade sig at trappe ned på patruljeringen, velvidende at andre mennesker højst sandsynligt vil lide druknedød som følge?

Samtidig er der også hele menneskesmugleraspektet. For jo bedre oddsene er for at komme sikkert til Europa, jo flere personer kan menneskesmuglerne presse ned i bådene. Modsat ville en vanskeliggørelse af turen blot medføre, at menneskesmuglerne kan hæve prisen yderligere. For efterspørgslen for en illegal billet til Europa er der, og det vil den blive ved med at være, så længe antallet af folk på flugt er så voldsomt, som det er. Rent etisk kan hele spørgsmålet omkring menneskesmuglerne også være en svær størrelse. For selv om der ingen tvivl er om, at smuglerne er personer, der udnytter tragedier og opererer ud fra voldsomt kyniske agendaer, er deres funktion jo ganske nobel. Hvis ikke det var for menneskesmuglerne, ville flygtningenes mulighed for at søge asyl i Europa se langt mørkere ud, og de ville være efterladt i et inferno af kaos.

Så i hvilken grad skal der så hjælpes? Det er ikke sikkert, at der findes et entydigt svar på det spørgsmål. Men én ting er sikkert, uenigheden blandt EU’s medlemslande har sat EU i en hidtil uset presset situation, og jo længere uenigheden hersker, jo kraftigere vil grænserne og staternes egen suverænitet blive tegnet op på ny.