150420

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Den internationale Valutafond, IMF, slår fast, at verden er i en økonomisk krise, der ikke er set siden 1930’erne. Danmark kan forvente en nedgang på 6,5 procent i bruttonationalprodukt i 2020, hvilket svarer til 150 millioner. Det er værre end finanskrisen tilbage i 2008, hvor bruttonationalproduktet faldt med 4,9 procent.

Som følge af de alvorlige økonomiske konsekvenser, opfordrer Magrethe Vestager EU-lande til at købe aktier i virksomheder i deres lande for at undgå kinesisk overtagelse. Hun udtaler, at EU-kommissionen ikke har nogle indvendinger mod, at medlemslandene handler som aktører på de finansielle markeder, hvis det skønnes nødvendigt for at hindre en fjendtlig overtagelse.

Krisen bliver dog ikke bedre af de øgede tyverisager på hospitaler. Håndsprit og masker kombineres nu med fladskærme. Det var nogle af de ting, som en 51-årig mand forsøgte at stjæle lørdag aften fra Middelfart sygehus. Retten i Odense fandt, at der var begrundet mistanke for anvendelse af skærpet straf i anledning af corona-kriminalitet, jf. straffelovens § 81d.

I Folketinget er det Dronningens klimaudtalelser, der deler vandene. I et interview bragt i Politiken udtaler dronningen sig om klimadebatten og klimaforandringer. Kritikken går på, at dronningen nedtoner alvoren af klimakrisen, idet hun udtaler, at panik ikke er vejen frem. SF og EL kalder det for forstemmende og uklogt, mens DF og LA kalder sig for stolte og glade.

Hvis vi tager turen til USA, så lader det til, at den tidligere vicepræsident Joe Biden skal op mod præsident Donald Trump i november. Joe Biden slår dermed senator Bernie Sanders i Demokraternes primærvalg i Alaska. Sanders har indstillet sin valgkampagne, men står fortsat på stemmesedlerne. Som de foreløbige tal ser ud, så får Biden 55,3 procent af de afgivne stemmer. Sanders får 44,7 procent.

God læselyst!

_______________________________________________________________________________________________________________

 

 

 

 

 

 

 

______________________________________________________________________________________________________________

________________________________________________________________________________________________________________

________________________________________________________________________________________________________________

________________________________________________________________________________________________________________

 

Del denne artikel