071020

Velkommen til onsdagsposten!

Statsminister Mette Frederiksen har netop præsenteret et nyt forslag vedr. opholdsforbud på særligt udvalgte områder, herunder ved udvalgte parkeringspladser eller togstationer. Reguleringen tager sigte på at undgå grupperinger af kriminelle og utryghedsskabende grupper. Det foreslås, at en overtrædelse af påbuddet kvitteres med en bøde på 10.000 kr, og ved gentagelse 30 dages fængsel, hvilket formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater Jytte Lindgård, beskriver som værende ude af proportioner. Kristian Mølgaard, formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, tilslutter sig denne holdning og beskriver det som værende for vidtgående og en svækkelse af danskerens retssikkerhed. Organisationen Comeback beskæftiger sig med kriminelle unge, og Poul Kellberg, stifter af Comeback og kriminolog, mener at påbuddet blot vil afføde en modkulturfølelse, som blot vil modarbejde forslagets formål – hvad tænker du?

Godt nyt! Tre millioner danskere kunne i sidste uge hæve tre ugers indefrosne dagpenge ved kasse ét, hvilket allerede nu viser sig at være penge som falder på et tørt sted. Danske Banks tal indikerer således, at danskerne swiper dankortet ti procent mere end i samme periode sidste år. Ifølge prissammenligningssiden Pricerunner består forbruget primært af elektronik og ting til hjemmet, herunder dyre kaffemaskiner som der ses en eksplosiv efterspørgsel på – skal man arbejde hjemme, må man vel også gøre det med stil!

Apropos Covid-19 – Donald Trump får (omsider) mundkurv på! Således har POTUS fået fjernet et opslag på Facebook, hvor han fejlagtigt hævder, at Covid-19 er mindre dødbringende end en gængs sæsoninfluenza. Samme besked ligger på Twitter, som imidlertid har valgt at bevare tweetet, da tilgængeligheden af dette er i offentlighedens interesse – dog er tweetet markeret som værende vildledende og potentielt skadelig information relateret til Covid-19. Præsidenten har som følge heraf ytret, at sektion 230 i kommunikationsloven (the Communications Act, red.) af 1934, bør afskaffes. Sektion 230 giver internetvirksomheder immunitet mod indhold, som brugere lægger ud på mediet. Dermed vil en afskaffelse af sektion 230 indebære, at internetselskaber, som ”med vilje bringer ulovligt materiale ud eller modererer indhold i ond tro” ikke længere være beskyttet. Virksomhederne kan desuden fjerne indhold, som de anser for “anstødeligt”, hvilket angiveligt ikke passer Trump.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mener, at de såkaldte sharia-kontrakter skal udløse fængselsdom. Regeringen fremsætter derfor inden jul et lovforslag, der kan udløse op til tre års fængsel til de imamer, der står bag sharia-kontrakter, altså skilsmissekontrakter som sætter visse ydergående betingelser i forbindelse med en skilsmisse. I et konkret tilfælde har klausulerne bl.a. indeholdt betalingskrav til ægtemand på 75.000 kr., fortabelse af forældremyndighed ved indgåelse af ægteskab med en anden, en forpligtelse om at lære børnene det arabiske sprog og koranen samt at bede med dem fem gange om dagen.

Regeringen ønsker således at udvide straffelovens §243 om psykisk vold, så den også omfatter negativ social kontrol, brug af religiøse skilsmissekontrakter og andet til at fastholde personer i ægteskab, lyder det.

God onsdag og god læselyst!

____________________________________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________

_____________________________________________________________________________________________________________

_____________________________________________________________________________________________________________

_____________________________________________________________________________________________________________

Del denne artikel