Filmverdens juridiske bagland

Entertainment kommer i mange former. Musik, dans, film, tv, teater – alle har deres præferencer, og det er ikke en helt sammenhængende branche. Fælles for mange af disse scener er dog det oprindelige dokument – manuskriptet. Om man fortæller en historie på Det Kongelige Teater, på det store lærred eller Netflix, har der altid siddet nogen og skrevet i mørket i månedsvis. De fleste forestiller sig nok Woody Allen, der som ærketypen stadig skriver på en mekanisk skrivemaskine. Hvor dette billede nok ikke altid rammer plet, er der også en hel anden verden, som man ofte glemmer. Det er en verden af ophavsrettigheder, kontrakter og forhandlinger, som næsten altid vil være startskuddet på denne del af kunstens tilblivelse. Denne verden har Stud.Jur. valgt at undersøge nærmere, og vi har derfor taget kontakt til Christina Bergholdt Knudsen. Hun er chef-jurist hos Danske Dramatikere, der hovedsageligt beskæftiger sig med juridisk rådgivning til manuskriptforfattere.

Hvorfor er den juridiske rådgivning så vigtig inde for denne branche – hvad er jeres formål?

Vores formål er at varetage manuskriptforfatternes interesse, og sikre deres ret som ophavsmænd til de værker de skaber. Det er altså ophavsretten vi tager udgangspunkt i. Det vil altid ske i form af en kontrakt. Det vil sige, at hele det juridiske grundlag er kontraktformuleret, samt hvad der ellers er aftalt. Der findes kun få overenskomster på området, og ellers fri forhandling hver gang. Så det vi laver, er at forhandle kontrakterne for vores medlemmer. Disse kontrakter og forhandlinger er meget forskellige fra gang til gang. Man er nødt til at forstå en del af arbejdsprocessen, før man kan forstå hvordan vi skal udfærdige kontrakterne. I har jo fået fat i en lille niche, som er helt kontraktbaseret

Manuskriptforfatteren arbejder i forskellige steps. Der er idéudvikling, første draft, filmens tilblivelse, udgivelse og så videre. Disse faser kan alle reguleres ved selvstændige kontrakter, eller man kan udfærdige en samlet kontrakt. Det man så gør er, at aftale hvad der skal ske med de forskellige rettigheder, som kommer ud af sådan et manuskript. For at en producent kan udnytte rettigheder fra manuskriptet, skal retten overdrages til ham. Men der er mange forskellige sider, og alt reguleres som regel i kontrakten. Man skal både tænke på selve filmatiseringsretten, forskellige udnyttelsesrettigheder samt royalties for overdragelse af rettighederne, salg af manuskriptet til udlandet, merchandise – rettigheder, som man ikke bare lægger i én skuffe. Den primære udnyttelsesrettighed er selvfølgelig rettigheden til at producere og distribuere filmen almindeligt. Sekundære udnyttelsesrettigheder kan være overdragelse i form af genindspilningsrettigheder, merchandise eller teaterrettighederne. Nogle forfattere vil eksempelvis gerne beholde rettigheden til også at sælge manuskriptet til et teater. Noget, som i stigende grad er ved at blive populært. Det er også almindeligt, idet man som udgangspunkt kun overgiver filmatiseringsretten.

Danske serier har efterhånden opnået stor succes i udlandet. Hvordan regulerer man overdragelsen af rettigheder i disse tilfælde?

Det er faktisk noget vi som regel definerer i den oprindelige kontrakt. Det vil sige at producenten bliver overladt til selv at klare forhandlingerne med de udenlandske selskaber. Han skal så tage stilling til om den aftale han indgår, strider imod kontrakten med manuskriptforfatteren. Så i princippet forhandler vi dem slet ikke, idet vi kun forholder os til dansk ret.

Noget som er ret normalt i udlandet, og som vi aldrig vil gå med til, er de ”boy-out” aftaler. Det betyder at der gives et engangsbeløb, hvorefter alle rettigheder overdrages til tid og evighed. Det kan vi slet ikke acceptere. Når man sammenligner med dem, har vi ekstremt gode rettighedssystemer i Danmark.

Hvad er de typiske udfordringer i udfærdigelsen af kontrakterne?

Der er bestemt udfordringer på ethvert område. Den individuelle forhandling for vores medlemmer er jo ret unik. Vi er i kontakt med vores medlemmer flere gange om året hvis de er aktive, især fordi det er en nichebranche. På den måde er vi et usædvanligt fagforbund. Fordi dramatikerne er freelancere, så de kan godt indgå 10 kontrakter på et år. De typiske udfordringer vi møder, er forhandling af honorarer for de forskellige ting, såsom hvad de skal have for også at afgive teaterrettigheder, om der må komme andre manuskriptforfattere på og så videre. Forfatterne bliver tit pressede i forhold til ophavsrettighederne, som de jo gerne vil beholde. Det er derfor vigtigt hele tiden at sikre et fair niveau og nogle fair vilkår de kan arbejde under. Hvis vi indgår i en dårlig aftale, kan den danne præcedens for de næste aftaler, så vi har et kæmpe ansvar for ikke at udvande forfatternes rettigheder på sigt.

Hvilke sager ender I så typisk med?

Der er egentlig ikke mange sager som sådan, i hvert fald ikke hvis man ser på retssager. Vi har faktisk ikke ført sager i hele den periode (4,5 år), hvor jeg har været ansat. Man indgår som regel i et forlig. Det er den bedste løsning for vores medlemmer, fordi branchen er så lille, at man er nødt til at bevare nogle ordentlige relationer på den lange bane i tilfælde af arbejde i fremtiden. Det er jo en kæmpe faktor, at man ikke bliver uvenner med de store produktionsselskaber. Der er ikke mange af dem i Danmark, og det er derfor tungtvejende for vores medlemmer, at de kan samarbejde med dem i andre projekter. Det er barske forhold, og en afvejning hver gang der foreligger brud på kontrakter.

De største problemer opstår når man starter på et manuskript, og der pga. uenighed blandt de kreative på projektet er nødt til at komme flere forfattere på for at projektet kan blive realiseret.. Det kan derfor ende i konflikt, og så falder det tilbage på kontrakterne. Så opstår spørgsmålet, om man kan sætte forfatteren af undervejs. Kommer der en ny forfatter på, er der pludselig flere rettighedshavere på manuskriptet. Det kan både være sårende og juridisk krænkende, og man må vælge om man skal stoppe det hele, om der skal være kompensation etc. Man starter jo heller ikke et projekt for at det skal gå til grunde. Så heri ligger nok den største udfordring for manuskriptforfatterne.

Kan du komme med et eksempel på en konflikt som du har løst?

Før sommer rådgav jeg på et projekt, hvor en forfatter og en producer havde udviklet et koncept sammen. Forfatteren havde altså lukket produceren med ind på manuskriptet. Det er der en fare ved, idet bliver man som et ægtepar – ved skilsmisse skal boet deles. De blev i løbet af samarbejdet uvenner, hvorefter projektet gik i stå. Den ene kunne ikke fortsætte uden den anden, men de var for meget uvenner til at kunne enes om noget. Det vi gjorde var, at vi tog parterne ind og snakkede i timer – konfliktmægling uden en rigtig konfliktmægler. Men de gik derfra med mod på fornyet samarbejde. Vi ved stadig ikke om det bliver til noget, men det tyder det på. Det er jo lykken, at man kan komme ud af det på den måde. Det er det parterne ønsker. Man skriver jo for at få det ud til folk, hvis ikke det kommer ud skal man skrive dagbog.

Hvordan bliver man jurist inde for din branche? Hvad skal man gøre som jurastuderende?

Hvis man svarer generelt skal man selvfølgelig have de relevante fag – immaterielret, ophavsret, aftaleret, kontraktret – også kollektiv arbejdsret, fordi vi hele tiden prøver at indgå overenskomster. Vi vil jo gerne forsøge at holde niveauet for forfatterne, så de ikke kommer i klemme hver gang. Man skal helt klart også have en interesse for branchen, udover interesse for kontraktindgåelse, aftaler osv. Det er en meget barsk og intens branche, især forhandlingsforløbene. Hvis man ikke brænder for tv, film og teater, så kan man lige så godt arbejde med noget andet. Det gør det spændende for mig, at jeg arbejder med noget der også interesserer mig.

Mange studerende ser jo sig selv i hurtige biler og jakkesæt om nogle år – hvordan sammenligner du dit arbejde med det i de større virksomheder?

Man kan godt drage en parallel med forhandlingerne, der som sagt er benhårde. Forskellen er til gengæld især, at filmbranchen er meget karismatisk, og man har at gøre med mange karismatiske personer. Man møder dem heller ikke kun én gang, så der er hele tiden en forhandlingskæde i gang. Alt er relationsbaseret, og meget personligt. Man kan godt forhandle med samme producent en dag, og så igen i næste uge. Man lærer modparterne at kende, og finder ud af hvor man kan presse dem, og hvilke knapper man skal holde sig fra. Det er den personlighed i det, som jeg synes er totalt spændende. Men det er ikke branchen for store biler og advokattyperne i jakkesæt..

Der er et specielt arbejdsmiljø i filmbranchen, og det viser sig for alle. det er noget man brænder for synes jeg.

Ser du dit arbejde som nødvendigt for dansk kunst?

Jeg synes vores rolle er virkelig vigtig. Det siger jeg især fordi vores medlemmer bruger os så meget som de gør. Man kunne godt frygte at manuskriptforfatterne ville blive mast hvis vi ikke var der. Deres rettigheder ville blive knust. Og hvis de ikke kan leve af det, så kommer der jo ikke noget fra dem. Så jeg ser os nok ikke som nødvendige for kunsten, men som nødvendige for kunstnerne!