Menneskerettigheder i cyberspace

Af Sofie Dreyer Mikkelsen og Clara Cilius Rødgaard

Det klassiske overvågningsbegreb har fået tilført en virtuel dimension, som har givet anledning til at spørge: Gælder menneskerettighederne også i cyberspace? Har en overvågende stat menneskeretlige forpligtelser overfor borgere, som overvåges på en anden stats territorium. Spørgsmålet om ekstraterritoriale menneskeretsforpligtelser er i sig selv kontroversielt og kompliceres yderligere ved at blive overført til cyberspace. Vi vil her forsøge at give en indføring i dette glødende aktuelle kernespørgsmål.

Retten til privatliv i cyberspace

Tyskland og Brasilien fremsatte i efteråret 2013 et udkast til Generalforsamlingsresolution i FN vedrørende privatlivsbeskyttelse på internettet. Udkastet fastslår, at verdensbefolkningen skal nyde de samme menneskerettigheder online som offline. Uanset at der ikke nævnes nogle navne er det åbenlyst, at udkastet er foranlediget af den nyligt fremkomne viden om at USA, gennem the National Security Agency (NSA), har overvåget store dele af den europæiske befolkning, heriblandt Tysklands forbundskansler Angela Merkel.

Spørgsmålet er, om forslaget til resolution vil skabe ny ret, eller om der blot er tale om gentagelser af allerede eksisterende rettigheder. Retten til privatliv fremgår af en række internationale konventioner; heriblandt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (der af naturlige årsager ikke binder USA), Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder. Konventionerne er forfattet i en tid, hvor internettet ikke fandtes. Derfor antages beskyttelsen mod vilkårlig indblanding i ”korrespondance” og ”brevveksling” også at omfatte nutidige kommunikationsformer så som telefonsamtaler, e-mails og sms. Retten til privatliv omfatter således også beskeder på Facebook og ”ja tak” på Tinder. Din playliste på din telefon kanafsløre dine seksuelle præferencer, og dine opdateringer på Facebook løfter sløret for, hvad du vil stemme til næste valg.Overvågningsdebatten er derfor nærværende for enhver med en smartphone, idet vi udveksler en lang række informationer, som afslører strengt personlige forhold.

Hvornår er en stat forpligtet af menneskerettighederne

Artikel 2 i konventionen om Borgerlige og Politiske rettigheder (1966) fastslår, at stater har forpligtelser over for personer, som befinder sig på statens territorium, og som er underlagte statens jurisdiktion. Når en stat har fysisk kontrol over mennesker, da må staten antages at have jurisdiktion. Fortolkningen af konventionen i en moderne sammenhæng er ikke ukontroversiel, idet det må overvejes, hvorvidt såvel kriteriet om ophold på statens territorium som kriteriet om fysisk kontrol skal være opfyldte, før en stat kan findes at være forpligtet. Internettet har tilføjet en nye dimension til fortolkningen af konventionen: den virtuelle kontrol. I denne sammenhæng er der ingen fysisk kontrol, og staters territorier spiller ikke den samme rolle.

Problemstillingen bliver lysende klar, når borgeres privatliv krænkes på internettet på en anden stats territorium, sådan som det er tilfældet, når NSA overvåger europæiske borgere. Der opstår en kontroversiel dobbelthed, som giver stof til eftertanke: er en stats manglende forpligtelser ensbetydende med en ret til at krænke? Spørgsmålet er delvis besvaret af Den Internationale Domstol der i 2004 slog fast i The Wall-afgørelsen, at i tilfælde, hvor stater har en kontrol over personer uden for statens eget territorium, således at personerne er underlagte statens jurisdiktion, da indtræder der forpligtelser.

Udgør overvågning den fornødne kontrol

Hidtil har kontrol i form af fysisk kontrol over mennesker og territorium været skoleeksemplet på kontrol, som udløser ekstraterritoriale forpligtelser, eksempelvis tilbageholdelse af krigsfanger eller besættelse af land, sådan som der var tale om i den ovenfor omtalte The Wall-afgørelse. En nyere dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Al-Skeini v. UK, har klarlagt hvilke typer handlinger, der skal til for at den ekstraterritoriale jurisdiktion udløses i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention: Der skal være tale om (i) myndighedshandlinger, der har virkning uden for territoriet, (ii) handlinger udført af diplomater eller (iii)magtanvendelse.

Der må således stilles spørgsmålstegn ved, om overvågning udgør en tilstrækkelig form for kontrol, at den udløser ekstraterritoriale forpligtelser. Overvågning kan næppe karakteriseres som fysisk kontrol over mennesker. Spørgsmålet bliver derfor, om den virtuelle kontrol bevirker, at den stat, som overvåger personer på en anden stats territorium, skal respektere retten til privatliv.

Retten til privatliv er ikke absolut

De internationale konventioner beskytter alene mod vilkårlig og ulovlig indblanding i privatlivet.I tilfælde, hvor der er lovhjemmel til indgreb, og hvor indgrebet er nødvendigt og proportionalt, vil overvågningen være tilladt. Lovhjemmel til overvågning af personer på en anden stats territorium vil kunne skabes gennem en traktat mellem de involverede stater. Uanset, at der indgås en sådan traktat, er det dog vigtigt, at overvågningen er nødvendig og proportional. Hvor bekæmpelsen af terror og lignende alvorlige efterretningssituationer synes at kunne retfærdiggøre overvågning, synes det mindre nødvendigt og proportionalt at overvåge hele befolkninger uden konkret mistanke. Man kender ikke sammenhængen mellem omfang og nyttevirkning. England har angiveligt afsløret terrorplots gennem overvågning, men det er uvist, hvorvidt USA’s overvågning har ført til konkrete afsløringer.

Menneskerettigheder i cyberspace på den internationale dagsorden

Vores internetvaner, såvel kommunikation via Facebook som søgninger på Youtube efterlader mange flere afsløringer af private forhold, end man umiddelbart tænker over. Der er derfor god grund til at sætte menneskerettigheder i cyberspace på dagsordenen i det internationale samfund. Til efteråret skal FN’s højkommissær for menneskerettigheder afgive en detaljeret belysning af problemstillingen. Selvom det umiddelbart kan synes indlysende, at gennemgående overvågning af personers internetvaner kan være i strid med menneskerettighederne, er den politiske vilje til at diskutere emnet farvet af mange staters vilje til at diskutere, hvad man må og ikke må andres territorium og uvilje til at tale om, hvad der gælder på eget territorium.