Portræt af Justitsministeriet – det samlede justitsvæsen

Af  Sibel Savas

Justitsministeriet varetager opgaver vedrørende det samlede justitsvæsen, herunder bl.a. politi- og anklagemyndighed, retsvæsen og kriminalforsorg. Justitsministeren er således ansvarlig for et stort lovområde og er derfor også en flittig gæst i Folketinget. Typisk fremsætter justitsministeren mere end 30 lovforslag per folketingssamling. Justitsministeren modtager også mange spørgsmål fra folketingsmedlemmerne – de såkaldte § 20 spørgsmål – og fra Folketingets forskellige udvalg, herunder navnlig Folketingets Retsudvalg.

Der er ca. 20.000 ansatte på hele ministeriets område. Af disse er omtrent 1.100 jurister, hvoraf ca. 110 er ansat i Justitsministeriets departement. Justitsministeriets departement er opdelt i fire afdelinger, Styrings- og Ressourceafdelingen, Civilafdelingen, Lovafdelingen og Politi- og Strafferetsafdelingen.

Thomas Rasmussen er ansat som jurist i departementet, hvor han for tiden arbejder i Politi- og Strafferetsafdelingen, Politikontoret. Politikontoret varetager opgaver vedrørende politiet og anklagemyndigheden, herunder den lovgivning, som regulerer politiets virksomhed, og kontoret har bl.a. ansvaret for politiloven og ordensbekendtgørelsen, det internationale politisamarbejde og narkotika- og bandekriminalitet. Thomas blev efter sin juridiske kandidateksamen fra KU ansat af Justitsministeriet, hvor han i et par år var ansat som anklagerfuldmægtig i Københavns Politi, og han har herefter i en årrække arbejdet med forskellige retsområder i Justitsministeriets departement, og har herunder også arbejdet i departementets ministersekretariat.

Fokus på mere end straffeloven

Opgaverne i Justitsministeriets departement er vidtspændende og i Politi- og Strafferetsafdelingen er der et naturligt fokus på straffeloven:

”I departementet udarbejder vi bl.a. lovforslag til de love, som hører under Justitsministeriet og er ansvarlige for, at justitsministeren er ordentligt klædt på i mødet med Folketing og medier. I medierne er der ofte fokus på ændringer af straffeloven, f.eks. når straffen for en bestemt forbrydelse skal skærpes.”

Trods Justitsministerens hyppige besøg i Folketinget arbejdes der også på tværs af ministerierne, og det giver alsidige og vekslende arbejdsopgaver:

”Men der er også mange andre opgavetyper end arbejdet med lovgivningen. F.eks. er der nogle af mine kollegaer, der i samarbejde med Udenrigsministeriet forhandler om en aftale, som skal sikre, at dansk politi i videst muligt omfang fremover kan få gavn af det arbejde, der udføres i og gennem Europol.”

Thomas Rasmussen fortsætter og uddyber:

”Selv arbejder jeg med regeringens kommende rocker-bandepakke, som for både den tidligere og den nye regering er en vigtig retspolitisk mærkesag. I det arbejde har jeg en tæt dialog med bl.a. Rigspolitiet og deres Nationale EfterforskningsCenter, om hvilke redskaber politiet bør have i denne indsats. ”

Når jura og politik kan gå hånd i hånd

”I departementet arbejder vi for at realisere regeringens retspolitiske mål. Vi er justitsministerens nærmeste faglige rådgivere, og i den forbindelse skal vi bl.a. rådgive om, hvordan justitsministeren og regeringen kan omsætte sin politik til lovgivning, administrative forskrifter eller få den ført ud i livet gennem andre initiativer.” Således beretter Thomas Rasmussen.

Derfor skal man som jurist i Justitsministeriet have ikke blot have stærke juridiske kompetencer, men samtidigt have en forståelse for samspillet mellem politik og jura samt af den politiske situation og proces:

”Derudover udarbejder vi materiale til justitsministeren, når ministeren f.eks. skal i samråd eller skal behandle en sag internt i regeringen. Her har forståelsen af den politiske situation og proces en afgørende rolle for, hvor god en service vi kan yde vores minister,” forklarer  Thomas Rasmussen. Han supplerer:

”Det er min oplevelse, at skiftende justitsministre lytter meget til den rådgivning, vi yder om de juridiske rammer og betingelser. Samtidig er det min opfattelse, at det oftest er muligt at finde en god, juridisk holdbar løsning på de politiske ønsker.” Thomas Rasmussen uddyber:

”Der kan dog være visse fundamentale principper i det danske retssamfund, som det er nødvendigt at tage højde for. I de tilfælde er det en helt central opgave for os som embedsmænd at oplyse om de betænkeligheder, der måtte være, og så er det i sidste ende justitsministeren og regeringen, der må tage en politisk beslutning på baggrund af vores rådgivning.”

Muligheder som nyuddannet jurist

Thomas Rasmussen fortæller, at man som nyuddannet jurist i Justitsministeriet ved siden af arbejdet med politik og jura er sikret både faglig og personlig udvikling:

”[…] udsigten til kombinationen af jura og politik. På jurastudiet oplevede jeg et meget ensidigt fokus på fortolkning og forståelse af gældende ret og meget lidt fokus på politisk tænkning af jura. Samtidig vidste jeg, at jeg ville blive en del af et meget stærkt fagligt miljø, hvor jeg kunne sætte turbo på min udvikling. En helt anden omstændighed var, at jeg samtidig tænkte, at jeg ved valget af Justitsministeriets departement med god samvittighed kunne udskyde den endelige karriereplanlægning lidt, idet jeg via vores uddannelsespolitik og de arbejdsmæssige udfordringer var sikret læring og udvikling de første mange år af min karriere.”

Han fortsætter og uddyber:

”Vi har en uddannelsespolitik og -kultur i departementet, som sikrer konstante udfordringer, og som dermed udvikler dig både som embedsmand, men også som menneske. Som fuldmægtig rokerer man med passende intervaller mellem departementets mange forskellige kontorer samtidig med, at man i minimum et år møder som anklager i byretten én gang om ugen (det vi kalder ”delt tjeneste”). Derudover får man efter tre år i departementet muligheden for – efter eget ønske – at prøve kræfter med noget helt andet under en udstationeringsperiode, der typisk varer et par år.”

Derudover fastslår Thomas Rasmussen, at man i departementet er opmærksom på hinanden og på at gøre arbejdspladsen til et rart sted at være:

” Samtidig er det et faktum, at vi i departementet er meget opmærksomme på at hjælpe hinanden i arbejdet, og at vi er villige til at rydde skrivebordet, når en kollega beder om hjælp. Og så er der selvfølgelig de legendariske julefrokoster[…]”