Onsdagsposten 050219
Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!
Amalie og jeg er officielt blevet de nye Stud.Jur.-redaktører og får dermed ansvaret for bladet og hjemmesiden. Vi ser meget frem til at bære denne traditionsrige onsdagspost videre!
Denne onsdag ligner en typisk februar dag med gråt vejr, du har lige præcis snoozet for mange gange til at nå forelæsningen, metroen er (igen) forsinket og kaffen mangler koffein. Alligevel er dette en hel speciel onsdag, denne onsdag markerer nemlig starten på en ny måned, et nyt semester, og at en ny JD-bestyrelse er blevet valgt ind – begyndelsen på en ny æra!
Den første onsdagspost i februar er for nogen en påmindelse om, at den første måned i året er gået. Det er ikke alle, der har fået den start på 2019 de havde håbet på, måske fordi der er sneget sig en reeksamen ind eller måske et stort erstatningskrav. Men frygt ikke, for denne onsdag bringer håb med sig. Nemlig håbet om, at semestret bliver fyldt med gode vaner, gode fredagsbarer og gode onsdagsposter!
Med en lang eksamensperiode, en ferie til de heldige og en vis procent af alkohol i blodet på deltagerne fra JD’s bragende skitur, lagt bag os, hopper vi fluks videre til ugens nyheder.
Denne onsdags juridiske nyheder bringer os vidt omkring. Vi skal i dag en tur til det ellers skønne Marokko, et smut forbi Tyskland og naturligvis rundt i vores kære Danmark. Vi starter i Marokko, hvor fire af de mistænkte i sagen om det bestialske drab på de to unge kvinder, danske Louisa Jespersen og norske Maren Ueland, i går blev stillet for en dommer i Marokkos hovedstad, Rabat. Videre til Tyskland, hvor stenkast fra motorvejsbroer, har sendt et par tyske teenagere mod ungdomsfængslet. Hjemme igen i Danmark, kan vi ikke komme udenom at nævne, at det i sidste uge blev fastslået af Konkurrencerådet, at den danske redningskoncern – bedre kendt som Falck – har misbrugt sin markedsposition til at presse konkurrenten – ambulanceselskabet Bios – i bund. Falck starter derfor 2019 tungt ud, nemlig med et erstatningskrav, såvel som en mulig straffesag i horisonten. Dette har også medført, at den tidligere Falck-direktør, Allan Søgaard Larsen, må trække sig fra bestyrelsesposten i den berømte Løkkefond. Fra Ambulancedrama til selvmordslægen Svend Lings, som i september sidste år, blev blev idømt 40 dages betinget fængsel, hvorefter han ankede sagen til landsretten. Lings håbede på en frifindelse, men i onsdags blev dommen stadfæstet af Østre Landsret med den ændring, at straffen blev skærpet – endnu en tung start på 2019. Endeligt vil DF nu fratage livstidsfanger retten til at date, dette kommer som følge af at den berømte Peter Madsen ikke blot har haft ét, men flere damebesøg, under afsoningen i Storstrøm. Sidst, men absolut ikke mindst, kommer gårdagens nyhed om arbejdsforholdene under Københavns metrobyggeri – hvor de polske arbejder er havnet midt i en principiel prøvesag, som 3F fører mod vikarbureauet Adecco. Får 3F medhold i klagen mod Adecco, kan sagen gå hen og blive den suverænt største sag om løndumping i Danmarkshistorien.
Rigtig god onsdag og god læselyst!
Del denne artikel