131119
Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!
En dansk syrienskriger er ankommet til Danmark, Britta Nielsen har afgivet forklaring, og spørger man regeringen, skal det nu være slut med at lege med farligt legetøj.
I mandags landede den danske syrienskriger Ahmed el-Haj i Københavns Lufthavn. Han blev anholdt umiddelbart efter sin ankomst, og er efter gårsdagens grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet frem til d. 9. december. Ahmed el-Haj, der er dansk statsborger, tog til Syrien i 2013, hvor kan medvirkede i en propgagandavideo, hvor han sammen med tre andre danske syrienskrigere skød til måls efter billeder af bl.a. Naser Khader og Anders Fogh Rasmussen. Danmarks politikere var ikke begejstret for syrienkrigerens ankomst, og den fik derfor ikke for lidt, hvad angår fordømmende udtalelser. Ifølge professor emerita Eva Smith er politikernes udtalelser dog ”dybt hykleriske”. Læs mere om dette nedenfor.
Britta Nielsen afgav i går forklaring. En forklaring, der var længe ventet. Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, og sagens anklagere fik altså i går mulighed for at spørge ind til, hvorfor og hvordan hun kunne stjæle penge fra satspuljen. Synes du også, at de mange liveblogs fra retssalen i København blev en smule vanskelige at følge med i, kan du nedenfor finde fem vigtige pointer fra gårsdagens afhøring!
På den politiske scene sker der også ting og sager. Regeringen er nemlig klar med et lovforslag, der skal sætte en stopper for farligt legetøj, og det skal dermed være slut med skarpe kanter og for lange snore. Myndighederne skal kunne blokere webbutikker, som overtræder reglerne, bødeniveauet skal hæves, og det skal i tilfælde med skærpende omstændigheder være muligt at straffe med fængsel. I artiklen nedenfor finder du en guide til, hvordan du spotter det farlige legetøj.
God onsdag og god læselyst!
Del denne artikel