050220

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Velkommen tilbage på KUA fra en pause, der som altid har været alt for kort. Starten på et nyt semester kan resultere i, at al fokus ligger hos den nyindkøbte Jens Elo Rytter bog og væk fra omverdenen. Derfor er en kort gennemgang af den seneste uges nyheder på sin plads.

Vi begynder i det økonomiske hjørne, hvor Vestre Landsret har frifundet hele 14 ud af 15 tiltalte i en omfattende erstatningssag. Flokkens sorte får hedder Finn Strier Poulsen, der som den eneste blev dømt til at betale erstatning på lidt over to millioner kroner for sin involvering i sagen. Staten fik altså ikke i nærheden af de 550 millioner, som de tiltalte ellers var stævnet for. I stedet betalte staten hele 121 millioner i sagsomkostninger. Det var vel forsøget værd!

Noget der måske kan gøre det godt igen for staten er den meget omtalte udbyttesag, som igen er i spil. De danske myndigheder har i går sendt nye krav til internationale banker på intet mindre end 900 millioner kr. for at have handlet erstatningspådragende. Hvad Østre Landsret har at sige til dette, må vi vente med til den tid.

Der skal naturligvis foretages et besøg hos både Trump og Brexit, som er trofaste gengangere i onsdagsposten. Hvis man – som så mange andre – synes, at Brexit har fyldt meget gennem lang tid, så er der dårlige nyheder i sigte. Det har hidtil kun været den såkaldte skilsmisseaftale, som parterne er enige om. Hvordan forholdet skal blive fremover, er nu det helt store spørgsmål i Bruxelles og London. Brexit er kun lige startet, siger Boris Johnson.

På den anden side af Atlanterhavet er noget andet lige startet. Trump talte netop i nat til amerikanerne fra Repræsentanternes Hus – en tale hvor han fortalte om sine fremtidsplaner for USA. Dette sagt samme dag, hvor Senatet forud for talen skulle tale for og imod at fjerne ham fra magten.

Nok om svindleri (gælder vel Trump såvel som Finn Strier Poulsen) og europæisk politik – nu til kernen af de juridiske nyheder!

Rigtig god læselyst!




 


 





Del denne artikel