080420

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Til de af jer, der ikke så statsministerens pressemeddelelse eller er begravet i bøgerne her i påsken, så kommer her en kort opdatering. Først og fremmest er den fysiske undervisning på KUA ikke-eksisterende indtil (i hvert fald) 10 maj. For det andet er alle større arrangementer aflyst til og med august. Heriblandt Roskilde, Smukfest, Tinderbox og lignende. Endeligt er forbuddet mod at samles mere end 10 personer rykket til i hvert fald 18. april.

Nu til de juridiske nyheder. Vi begynder på Langelinie, hvor Bech Bruun har fået rettet et erstatningskrav på intet mindre en 750 mio. kr. mod sig. Advokatfirmaet, der stod for selve undersøgelsen af svindelen med udbytteskat, har angiveligt også rådgivet den tyske bank, North Channel Bank, om svindlen. Banken har erkendt sig skyldig i groft bedrageri, og Bech Bruuns to advokater, der stod i spidsen for rådgivning, arbejder der ikke længere. Sikke et tilfælde. Bech Bruun mener imidlertid, at deres ‘legal opinion’ var i orden. Kontoret fik efterfølgende et betalingspåkrav fra skattestyrelsen, ellers ville sagen komme for domstolene. Eftersom Bech Bruun mener, at de er uskyldige, kan vi se frem mod en interessant – og historisk – retssag.

Apropos historiske retssager: Østre Landsret har stadfæstet byrettens dom i den store sag om Hesalight-stifter, Lars Nørholt, a.k.a Stein Bagger 2.0. Sagen omhandler dokumentfalsk, skyldnersvig, mandatsvig, momsunddragelse, bedrageri, you name it. Der manglede blot underslæb, så havde der været fuld plade på anklageskriftet. Nørholt ville sælge LED-lamper, som på tidspunktet virkede lovende, endda med ros fra fhv. Statsminister, Helle Thorning Schmidt. Han fik herefter en investorkreds til at skyde 562 mio. kr. i projektet, som investorene troede var en god forretning. Hvor skulle de dog tage fejl. Pengene er – ikke overraskende – borte. 7 års fængsel og et erstatningskrav på 200 mio. kr. for Lars Nørholt blev det til, hvilket er en halvering på de 400 mio. kr., som han i byretten blev dømt for.

Tallet 400 er ikke kun eksisterende i Hr. Nørholts sag. Efter 400 dage i australsk fængsel, blev kardinal George Pell frifundet for seksuelle overgreb mod to kordrenge. Pell, som har været pavens finansminister, blev først idømt 6 års fængsel men senere hen frifundet af Højesteret.

Vi runder af i det danske forsvar, som overtræder regeringens særlov mod aktiviteter med flere end 10 deltagende. Det omhandler 139 soldater, der skal afløse Danmarks nuværende soldater i Afghanistan. Før de dog kan gøre det, skal de trænes op, da der skal være en garanti for, at de udsendte soldater er velforberedte, eftersom udsendelsesstedet er af høj risiko. Derfor stod Forsvaret overfor et dilemma om, hvorvidt de skulle bryde lovgivningen for at sørge for, at soldaterne kan sendes afsted og afløse de nuværende. Det blev et nej tak til regeringens særlov.

Rigtig god onsdag, rigtig god læselyst!







Del denne artikel