Karrierekarrusellen: Accura

Studentermedhjælper hos Accura

Hos Accura har vi en stor studentergruppe på 44 personer, der til dagligt yder vigtig support til vores afdelinger. Men hvordan er det så at være studentermedhjælper på et af de største advokatkontorer i Danmark? Johanne Fisker, der til dagligt er Legal Trainee i afdeling for M&A, giver her et indblik i livet som studentermedhjælper hos Accura.

 

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud som jurastuderende hos Accura?

Min arbejdsdag starter typisk med, at jeg henter morgenmad i kantinen og går en tur ned ad gangen for at sige godmorgen. På den måde ved afdelingen, hvilken studentermedhjælper der er på arbejde, og hvem de kan tage fat i. Samtidig får jeg samlet op på de projekter, som jeg hjælper til med. Vi har ugentlige teammøder, hvor vi gennemgår kommende og igangværende projekter. Vi taler også om mere uformelle og sociale ting, som fx det næste afdelingsarrangement, eller om afdelingen skal arrangere en fredagsbar i Accuras bar, Barracuda.

Langt størstedelen af arbejdsopgaverne kommer fra fuldmægtigene, men også advokater og partnere stiller opgaver. Opgaverne varierer alt afhængig af, hvilket projekt man er på. Ofte er man som studentermedhjælper tilknyttet flere projekter, og det er derfor altafgørende at bevare overblikket over de forskellige aktører i de forskellige projekter. Selvom vi sidder i M&A, så er det ikke alt arbejde, som er relateret til købs- og salgsprocesser. Vi hjælper også kunder med almindelig “corporate housekeeping”, som er mere almindelige selskabsretlige ændringer hos vores kunder, fx bestyrelsesmøder, generalforsamlinger, ejerbøger, bestyrelses- eller direktionsændringer, kontraktudarbejdelse, rådgivning om aktionærforhold samt udarbejdelse og opretholdelse af incitamentsordninger. Det er især ved disse opgaver, at man som studentermedhjælper kan være behjælpelig med udarbejdelse af dokumenter og registreringer til Erhvervsstyrelsen.

 

 

Hvordan indgår man som studerende i jeres organisationsstruktur?

I modsætning til mange andre kontorer har vi hos Accura ikke større “studentergrupper”, som hjælper flere afdelinger. Vi er tilknyttet én enkelt afdeling, og hvis afdelingen består af flere partnere og derved flere teams, så arbejder man som udgangspunkt for sit “eget team”. Det gør, at vi som regel ikke er mere end 2 studentermedhjælpere i hvert team, og at man som studentermedhjælper er ekstremt tæt på den enkelte opgave og kan følge den til dørs. Strukturen betyder samtidig, at man arbejder tættere sammen med opgavestilleren, som ikke sidder længere end et par kontorer nede ad gangen. Man kan derfor nemt stille opfølgende spørgsmål eller søge anden sparring.

Hos Accura er vi på nuværende tidspunkt 44 studentermedhjælpere fordelt på stort set alle afdelinger i hele huset. Vi bruger hinanden på tværs af afdelingerne, og der er derfor altid hjælp at få, hvis man har generelle spørgsmål eller spørgsmål til specifikke specialer, som man ikke normalt er i berøring med.

Strukturen betyder dog ikke, at man ikke hjælper til i de andre afdelinger. Hvis der er behov for det, står vi som studentermedhjælpere altid til rådighed for andre afdelinger, hvilket samtidig giver et godt indblik i, hvad de andre afdelinger laver af arbejdsopgaver.

 

 

Hvordan er det sociale liv?

Det sociale liv hos Accura vægtes højt. Hver fredag er der mulighed for at drikke en kold øl eller et glas vin med sine kolleger i det, vi kalder vores mini-fredagsbar. Det er en god måde at slutte ugen af på og ofte et tiltrængt afbræk fra hverdagen. Hvis en af afdelingerne har valgt at booke fredagsbaren, så er mini-fredagsbaren skiftet ud med en “rigtig” fredagsbar i vores bar, Baraccuda. Det er ofte med et tema, pynt og lege. Fredagsbarerne minder mere om reelle fester og er noget, der lægges meget arbejde i fra den arrangerende afdeling. Hvis solen skinner, så holder vi også nogle gange fredagsbar ude i vores gård.

To gange om året holder vi studenterarrangement. Her mødes alle studentermedhjælperne som oftest til en middag med en efterfølgende bytur, hvilket altid er en stor succes og noget, som giver meget at snakke om til frokost den efterfølgende uge.

Ud over de traditionsrige fester som julefesten, sommerfesten og herre/dame-arrangement afholder Accura hvert andet år en firmatur til udlandet.

Alle disse sociale arrangementer medvirker til, at vi har et stærkt sammenhold og altid kan finde på noget at sludre om, når vi mødes ved kaffemaskinen.

 

Hvilke udviklingsmuligheder har en studentermedhjælper hos Accura?

Som studentermedhjælper hos Accura får man et ambitiøst, skræddersyet og attraktivt karriereforløb, hvor personlig og faglig udvikling står højt på dagsordenen. Læringskurven er stejl, man får feedback og sparring fra de nærmeste kolleger og intern uddannelse i vores uddannelsesprogram, Accura Academy. Man har også mulighed for at søge orlov, hvis man skal på et udvekslingsophold. 

Man er ansat til 15 timer pr. uge og får overtidsbetaling fra første overarbejdstime. Det betyder en meget høj grad af fleksibilitet, da man kan vælge at afspadsere tiden i fx eksamensperioder. Som studentermedhjælper indgår man også i forskellige lønnedgangsordninger som erhvervskort, fitness og køb af studiebøger.

Hos Accura er studentermedhjælperne tilknyttet en specifik afdeling. Det skyldes, at vores studentermedhjælpere rekrutteres ud fra en specialisttankegang, hvor der er fokus på at udvikle og specialisere dem inden for det område af juraen, som de finder interessant. Studentermedhjælpere ansættes altid ud fra ambitionen om, at de senere kan få en fuldmægtigstilling. 

 

“Læringskurven er stejl, man får feedback og sparring fra de nærmeste kolleger og intern uddannelse i vores uddannelsesprogram, Accura Academy”

 

Hvordan bliver man ansat som studentermedhjælper hos Accura?

Hvis du ønsker at blive studentermedhjælper hos Accura, kan du finde vores ledige stillinger på vores hjemmeside eller følge Accura på de sociale medier, hvor stillingerne bliver delt. Der er ikke et specifikt tidspunkt i løbet af året, hvor Accura søger studentermedhjælpere. Det bliver annonceret, når behovet opstår. Det er derfor en god idé at holde øje med stillingsopslagene og sende CV og ansøgning hurtigst muligt, da rekrutteringssamtalerne afholdes løbende.

Det gode CV er målrettet den konkrete stilling. Beskriv gerne på 1-2 sider din uddannelse, din erhvervserfaring mv. præcist og kronologisk. Vi lægger vægt på, at du er dygtig, har faglig stolthed, et højt drive og et vindende væsen. Dertil kommer, at du er procesorienteret, “løber med bolden” og er en holdspiller, der tager ansvar for at bidrage til et godt arbejdsmiljø.

Læs mere på accura.dk/karriere.

Del denne artikel