Onsdagspost – 02092020
Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten.
Højesteret har mandag ophævet en dom for mandatsvig i måske danmarkshistoriens største bestikkelsessag, Atea-sagen, hvor ledende medarbejdere fra it-selskabet Atea og Region Sjælland blev dømt for mandatsvig og bestikkelse. Højesteret udtalte at det var en fejl, at Østre Landsret dømte dem for mandatsvig uden at give sagsøgte mulighed for at forholde sig til denne anklage. En del af sagen skal derfor gå om i landsretten. Retsplejeloven er jo også ret lang… Østre Landsret.
En ny whistleblowerordning kan være på vej i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Skandalen i FE har fået Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) til at anbefale en ekstern ordning for at sikre, at ansatte, der råber op, ikke bliver genstand for repressalier eller udskamning. Her kan du læse om ekssoldat Anders Kærgaard, der selv har været whistleblower og hvordan der har resulteret i at have mistet kontakten til familiemedlemmer og gamle soldaterkammerater.
Så videre til strafferetten. Der er et flertal bag ny voldtægtslov. Af aftaleteksten fremgår det, at kys, berøringer, nydende lyd og “relevante bevægelser” kan være udtryk for samtykke. Det understreges, at flirt eller eksempelvis kys tidligere på aftenen ikke kan sidestilles med, at der er givet samtykke.
Slutteligt kan du læse om hvordan en alvorlig fejl i Danske Banks inkassosystem, har medført at banken har inddrevet for meget gæld fra op mod 15.000 kunder.
Rigtig god onsdag og rigtig god læselyst.
Del denne artikel