Onsdagspost – 21042021

Kære læser – velkommen til onsdagsposten!

I dag er dagen, mange af os har ventet på. Restauranter, barer, cafeer m.v. åbner i dag for såvel ude som inde servering, og mon ikke byen kommer til at summe de kommende dage. Der er dog den lille krølle på halen, at hvis du skulle få lyst til en frokost indenfor på din yndlingsrestaurant, skal du huske at have bestilt bord 30 minutter inden. Et krav som erhvervsministeren angiveligt skulle have sneget ind uden om den ellers meget brede aftale om genåbning af beværtningerne. Særligt barer og værtshusene er fortvivlede over kravet, som også flere politikkere opfordrer til skal skrottes.

Udover de glædelige nyheder om fremskreden åbning af Danmark, er dagens store historie domfældelse i sagen mod Derek Chauvin. Betjenten der havde sit knæ på George Floyd. Det er en dom, som store dele af den amerikanske befolkning jubler over, ligesom at den amerikanske præsident Joe Biden har udtalt, at dommen kan være skridt i den rigtige retning. Mange gader var i går lukket ned, betonblokke og hegn var opstillet rundt omkring i byen som værn, ligesom flere tusinde soldater fra nationalgarden var tilkaldt. Alt tyder dog på, at der ikke bliver brug for dem alligevel. Strafudmålingen, der kan ende på 75 år, ventes at falde om en måneds tid.

En anden, der uden sammenligning i øvrigt, skal en tur igennem retssystemet er DF-politikeren Morten Messerschmidt. Det er kommet frem, at han er blevet tiltalt for dokumentfalsk og for uberettiget brug af EU-midler for knap 100.000 kr. Det er nok en sag, der bliver ganske svær at overse i medierne, henset til den mediebevågenhed Morten Messerschmidt almindeligvis tiltrækker, men ikke desto mindre er den interessant rent juridisk.

God læselyst!

__________________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________________

 

__________________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________________

Del denne artikel