Årsfest 2022

Skrevet af Elias Højgaard 

Sommeren og dets indehavende er så småt passeret, og september har bragt efterårssemestret med sig. Benævnelsesværdigt synes det, at nye studerende pryder KUA3’s gange, og rettes fokus på æstetikken af årstidens pejlemærker ses det, at fuglene så småt trækker mod syd mens bladenes nuancer domineres af en brunlig karakter. Den studerendes kalender fyldes med nye seminarplaner, paddeltennis og kaffedates – en kalender, som ikke synes afvigende for, hvad det forgangne semester har budt.

Èn særlig begivenhed vil dog illuminere det gradvist mørke kalenderår – en begivenhed, som for mange nuværende og forhenværende studerende anses for højdepunktet af deres ”fest-erindringerpå jurastudietJD’s Årsfest.

Festen blev for første gang afholdt i 1903 og har hvert år siden da, cementeret sig som landets mest elegante og hertil ekstravagante fest for universitetsstuderende. En aften, hvor ingen penge bliver sparret for at lade den traditionsrige fests klassiske dyder løbe frit.

Den 29. oktober vil de jurastuderende, i allerstiveste puds, melde ankomst i Moltkes Palæ. Her vil de nyde et glas bobler i Christian X’s saloner, før de tager plads i Palæets store festsal, der har dannet grobund for festligheder for bl.a. adelsmænd, grever, en enkedronning, en statsminister og andet finere godtfolk. For dem venter en 4-retters middag med sang, taler og andre indslag, som samlet resulterer i en uforglemmelig aften, der ganske enkelt ikke opleves andre steder.

Moltkes palæ erhvervede sit navn i 1852, hvor A.W. Moltke købte bygningen, som oprindeligt blev opført i 1690’erne. Moltkes Palæ er altså (næsten) lige så gammelt som JD’s årsfest, hvorfor traditioner og dertilhørende etikette er i højsædet. Der skal således lyde en opfordring herfra om, at du opfrisker kendskabet til Emma Gads Takt og Tone, så der er styr på etikette og bordskik til at imponere din bordherre eller -dame. Til at hjælpe dig lidt på vej, har vi i det følgende samlet en oversigt over programmet for aftenen samt et par gode råd, som selvfølgelig bør følges!

Årsfest 2022

Program for aftenen

Velkomstdrink og fotografering
En god aften starter altid ud med et glas bobler. Alle Årsfestens gæster bydes derfor velkommen med et sådant, mens pianisten spiller op med nydelige toner.

Alle gæster, uanset om der er tale om singler, par eller grupper, bliver ligeledes fotograferet efter ankomsten. Her gør du klogt i at se skarp ud, for det er jo ikke hver dag, man får mulighed for at blive fotograferet i sådanne rammer! 

Velkomstdrink serveres og fotografering foregår ved ankomsten kl. 18.00 og indtil der ringes til bords. 

Klokken ringer
Når klokken ringer, er det tid for herrerne til at slippe velkomstdrinken og tage deres date under armen. Daten følges galant til bords, hvor I hilser på de andre fire par, som I skal dele den herlige aften med. 

Kor
Inden alle får lov til at sætte sig og nyde en skøn middag, er der korsang.

Velkomst
Efter korsangen byder Årsfestens arrangør velkommen. I år er det mig, der som JD’s klubmester har fornøjelsen af at arrangere herlighederne, og jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for, at alle får en fænomenal aften.

Toastmasteren
Toastmasteren er en af årsfestens mest synlige skikkelser. Toastmasteren, som er særligt udvalgt til denne rolle, sørger for at hele aften går som planlagt, og at vi når igennem alle de traditionsrige indslag. Fortvivl derfor ej, hvis du ikke kan huske hele dette program på dagen. Vi lover dig for, at du bliver guidet igennem med sikker hånd.

Nationalsang
Efter toastmasteren har budt velkommen synger alle den danske nationalsang, Der er et Yndigt Land. Du behøver ikke at afsløre, hvis dine tanker ledes hen på fodbold og fadøl, fremfor Frejas sal og harniskklædte kæmper.

Konference
Toastmasteren vil kalde til konference tre gange under middagen. Konferencerne er et af aftens traditionelle elementer, som indebærer, at alle herrerne rejser sig og svinger deres servietter over hovedet. Herefter går alle kvinder ud af lokalet, hvor der er mulighed for at få en sludder, alt imens herrerne “holder konference”. Konferencen består i, at herrerne tager en tår af deres lommelærke, som selvfølgelig er fyldt hjemmefra og medbragt i inderlommen. Denne gimmick er en meget gammel tradition og et væsentligt element under Årsfesten. 

Formandens tale
JD’s formand, Erwin Frank, holder tale for gæsterne. 

Damernes tale
Hvert år vælges en af jurastudiets veltalende og charmerende herrer til at holde tale på herrernes vegne til glæde og ære for alle de dejlige kvinder, der er på Det Juridiske Fakultet. 

Herrernes tale
Ligeledes vælges én af studiets mange smukke og skarpe kvinder, til at holde tale til herrerne.

Æresmedlemmets tale
Alle JD’s nulevende æresmedlemmer inviteres hvert år med til Årsfesten. I denne anledning skal en af dem holde tale for gæsterne. JD’s æresmedlemmer er personer, der igennem længere tid på ganske usædvanlig måde har gjort sig fortjent til en sådan påskønnelse, på grund af den indflydelse de har haft på den juridiske verden.

Sang på stolene
Hen ad aftenen er det tid til at JD’s hyldestsang efterfulgt af Det Vi Vil, hvor herrerne og damerne synger overfor hinanden. Dette foregår stående på stolene. Gå ikke i panik, hvis du ikke kender sangene – de ligger printet på bordet. 

Sidste konference
Mens de to første konferencer foregår på samme måde, som beskrevet tidligere, skiller den tredje og sidste konference sig ud. Her skal alle gæster under bordet med lommelærkerne, stearinlys, vinglas og hvad der ellers hører til en lille fest derunder.  

Kaffe
Efter middagen serveres kaffe i lokalerne foran salen. Her er der tid til en lille sludder med dem fra de andre borde og til at nette sig på toilettet, imens festsalen gøres klar til Les Lanciers.

Les Lanciers
Til en gammel traditionsrig aften på Moltkes Palæ hører naturligvis også Les Lanciers! Denne vil blive danset sidst på aften, hvor de deltagende endelig kan vise deres værd efter øvelsestimerne i kantinen. Efter Les Lanciers åbner baren, og den vil derefter stå på liveband og fest natten lang. 

Da der er tale om en 118 år gammel tradition, er traditionerne opdelt i de gængse kønsroller af pige og dreng. Der følger således en årgammel tjekliste efter denne fordeling, omend JD naturligvis tilskynder til, at man som gæst, klæder sig efter sin identitet, og det man har det godt i.

Tjekliste piger

  • Det er essentielt at finde det rigtige tøj og de rigtige sko – og lige så essentielt at lære at danse lanciers i dem.
  • Mød derfor op til lancierstræning på KUA, så du er sikker på at have den allerbedste quadrille. Hold øje med JD’s facebook for dato og tidspunkt.
  • Lev dig ind i de klassiske, traditionelle rammer og lad dig opvarte. Andet vil næsten være synd, når din galante date har øvet sig hele oktober på at trække stole ud og ind.

Tjekliste drenge

  • Sørg for at have lommelærken klar! Den skal medbringes i inderlommen – selvfølgelig fyldt med hvad end du foretrækker.
  • Få sendt smokingen til rens eller, hvis du endnu ikke har sådan én, se at få skaffet én.
  • Gem dine sneakers væk og find lakskoene frem. Du har jo smoking på!
  • Få styr på dit afslappede, overskudsagtige og ikke mindst naturlige gentleman-pose til fotograferingen.
  • Saml mod og inviter den søde fra jurabar med som din date.
  • Øv dig i at trække stole ud og ind – det skal du nemlig gøre for din date hele aften. Samtidig kan du passende øve et par banale komplimenter.

Og husk til sidst:

… at købe billetter i god tid. 

Vi glæder os til at se jer til en uforglemmelig aften!

 

Del denne artikel