CLICKBAIT: Ægte screenshots af planlægning af ”kup” og førstehåndsforsvar fra både Forenede Jurister og Konservative Jurister

Af Clara Juul

Indledningen til denne artikelserie er udtryk for forfatterens egen holdning:

Efter i en årrække at have kæmpet med et (måske?) berettiget mindreværdskompleks over jurastuderendes totale ligegyldighed over univalget, har det forestående valg fået hidtil uhørt omtale og sexappeal.

Jeg giver ordet nedenstående til hhv. Forenede Jurister og Konservative Studerende til at berette deres side af sagen om det omtalte kup af Forenede Juristers generalforsamling. Under hensyn til at undgå en alt for voldsom “he said, she said” situation, publicerer vi dog her de “receipts”, vi i bedste ”Watergate møder Love is Blind” stil har fået tilsendt anonymt.

 

 

Stud.Jur. har været i kontakt med afsenderen på beskeden, der bekræfter ægtheden af beskederne og eksistensen af gruppechatten. Det er jo en kendt faldgrube for alle (især Mads Brügger og undertegnede redaktør), at satire ikke fagrer så godt ved offentlig publicering. Jeg har derfor lovet at citere beskedernes forfatter for, at det selvfølgelig er ment i spøg at overføre noget som helst økonomisk. Derudover har jeg også tilbudt ikke at risikere nogens videre omdømme ved at redakte deres navne, hvilket I er for sig vel er fair nok, når der er tale om lukket chat (måske).

I dette henseende bør vigtigheden af GDPR også bemærkes: for eksempel blev jeg råbt af i ca 10 minutter af en nedenstående bidragsydere om både presseetiske regler og GDPR i, hvis jeg så meget som overvejede at publicere de fulde screenshots. Den flittige studerende har selvfølgelig bemærket, der er undtagelser til GDPR for journalistiske tiltag.

Vi gør opmærksom på, at vi på Stud.Jur. og Juridisk Diskussionsklub er en politisk (herunder også studenterpolitisk) neutral forening. Vi synes univalget er yderst vigtigt for studiemiljøet på jura, og vi opfordrer alle folk til at stemme!

Hvis du glæder dig til at gossipe mere om det her, så lad os tage en øl til VM jurabar på lørdag. Hvis du er ligeglad med unipolitik, så kast dig over artiklerne om blandt andet Nord Stream 2 sabotage, tavshedspligt i efterretningstjenesterne, politisering af embedsværket og tørklædeforbuddet i det nye Stud.Jur. Bladet, der nu ligger online, og rammer din postkasse om et par dage ihhhhh.

Konservative Juristers indlæg om sagen:

Af Malthe Halckendorff, Fraktionsleder for Konservative Jurister

Forenede Jurister var en død forening lang tid før det påståede kup.

Efter sidste Univalg fik jeg mig noget af et chok.  FJ’s (Som er en del af Studenterrådet) spidskandidat trak sig fra Akademisk Råd, da vedkommende egentlig ikke havde lyst til at sidde der. l BA. Studienævnet valgte Michelle Pedersen selv at trække sig inden foreningen fik nyt formandskab. I KA. Studienævnet, hvor FJ fik to pladser var det ligeledes ikke meget man så til FJ’s medlemmer, hvorfor vores medlem måtte sidde alene i nævnet indtil der kunne indsuppleres nye medlemmer.

Dette til trods, så har KJ formået at kæmpe for alle de studerende i begge nævn og Akademisk Råd. Vi har fået flere resultater igennem til gavn for de jurastuderende. Vi har siddet i stort set alle udvalg og nævn under studienævnet, da FJ ikke magtede den opgave de ellers stillede op til.

Sandheden er nok, at FJ i lang tid har været en aktivitetsløs forening. Foreningen er dog ikke lagt i graven, som nogle ellers påstår. Det står alle studerende frit at stille en liste op til univalget. Studenterrådet havde endda en bod til foreningsdagen under introforløbet, hvor de gjorde opmærksom på, at man kunne blive aktiv i Forenede Jurister.

Studenterrådet har altid opfordret os studerende til, at vi hellere end gerne skulle involvere os i deres forening, hvis vi ville have vores mening igennem, da de jo påstår at repræsentere alle. Det valgte vi så at gøre og nu er de så bitre over, at vi valgte dette. Præmissen om et såkaldt ”kup” er dermed ikke reel.

Det er korrekt, at en vis person i vores forening har valgt at bruge termet ”kup”, hvilket oftest anvendes, som et slangudtryk i det ungdomspolitiske miljø. Det er tydeligt, at den fremlagte besked fra en privat gruppesamtale imellem et antal af medlemmer, åbenlyst er skrevet i sjov. Som alle unge mennesker ved og kan relatere til, så er tonen i sådanne større gruppesamtaler på messenger oftest fuldt med humoristiske udtalelser.

Det skal dog hertil understreges, at intentionen med at stille op til ledelsen i Forenede Jurister udelukkende har været på baggrund af et reelt ønske om at kunne varetage de studerendes interesse i de forskellige organer- netop formålet med studenterdemokrati og studenterrepræsentanter. Et arbejde der ellers, og før vores opstilling i FJ var bremset af de ellers valgte repræsentanters fra FJ’s udeblivelse ved diverse møder.

Beslutningen om at stille op til ledelsen i FJ er taget under en tidligere ledelse. Den nuværende ledelse havde allerede dengang sine betænkeligheder omkring situationen, da man netop ville frygte denne fejlfortolkning af situationen.

OBS Til læseren: Stud.Jur.-redaktionen gør opmærksom på, at efter de unredactede screenshots at dømme, var en del af den nuværende ledelse enig i beslutningen om kuppet.

Vi har aldrig afvist jurastuderende i at stille op på Forenede Juristers liste, hvis man ønsker dette, er man selvfølgelig mere end velkomne til dette. Vi vil dog gerne opfordre til, at man kun opstiller, hvis man rent faktisk ønsker at opnå valg og tage arbejdshandskerne på i studienævn og akademisk råd.

Studenterdemokratiet er dermed sket fyldest. 

Forenede Juristers indlæg om sagen:

Michelle Pedersen, jurastuderende, tidligere medlem samt SoMe ansvarlig i Forenede Jurister. Tidligere mandat i Bachelorstudienævnet for Forenede Jurister.

Forenede Jurister kuppet af Konservative Jurister. Derfor bør du stemme blankt til universitetsvalget på jura!

I har muligvis lagt mærke til, at fagrådet, Forenede Jurister, har været inaktiv siden foråret. Det er der en rigtig god forklaring på.

Tilbage i foråret afholdt Forenede Jurister den årlige generalforsamling, hvor der skulle vælges nye medlemmer til posterne i foreningen. Grundet corona var der blot to til stede fra Forenede Jurister samt tre repræsentanter fra Studenterrådet. Selvom det virkede på Facebookbegivenheden som om, at det ville blive en stille og rolig generalforsamling, så viste det sig ikke at være tilfældet.

15-20 mennesker fra henholdsvis Konservative Studerende og Konservative Jurister dukkede talstærkt op med øl i hånden og med en frembrusende adfærd. De meddelte, at de havde stemmeret i medfør af vedtægterne, hvorefter de stemte deres egne medlemmer ind på posterne. De mange, der ikke var jurastuderende, som var mødt op, virkede til bare at være der for at se os blive ydmyget. Og flere af dem der stillede op, var ikke engang selv dukket op, men blev valgt ind på baggrund af en fuldmagt.

Det var en stærk ubehagelig oplevelse for de fremmødte aktive fra Forenede Jurister. De forlod generalforsamlingen yderst berørte af situationen. De var målløse og frustrerede, eftersom vi havde kæmpet med blod og tåre for at holde gang i Forenede Jurister, fordi vi virkeligt drømmer om et bedre jurastudie for os alle sammen.

Jeg, samt mine tidligere medaktive i Forenede Jurister, har ikke kritiseret hændelsen på generalforsamlingen før nu. I Forenede Jurister har vi altid bare ville have så mange studerende som muligt med. Alle jurastuderende har derfor lige demokratiske rettigheder, fordi vi alle sammen skal kunne præge retningen for vores studie. Det synes jeg er den rigtige måde at lave studenterpolitik på.

Efter generalforsamlingen havde vi alle et håb om, at Konservative Jurister ville drive foreningen videre på den måde de ønskede. Men desværre er det ikke tilfældet. I stedet har de ladet fagrådet samle støv og dø hen, og ikke holdt et eneste møde.

Derfor valgte jeg i går, den 22. november, at lave et opslag om, at jeg mener, at de studerende på Det Juridiske Fakultet, skal stemme blankt til dette universitetsvalg. De studerende bør stemme blankt til studienævnet og akademisk råd, da Konservative Juristers kup på Forenede Jurister er et angreb på studenterdemokratiet. Ved at stemme blankt til universitetsvalget viser man, at man ikke støtter op om Konservative Juristers handling. Frit Forum forsvarer også offentligt Konservative Juristers handling. Jeg synes ikke det er en ordentlig måde at føre studenterpolitik på, og derfor vil jeg ikke støtte dem med en stemme. For det er ikke sådan studenterpolitik skal være.

I sådan en her situation oplevede vi generelt at stå meget alene. Vi forsøgte at få Det Juridiske fakultet til at holde et dialogmøde, så der kunne være blevet fundet en løsning på denne ubehagelige hændelse. Jeg frygter, at handlinger som denne skræmmer de studerende væk fra studenterpolitikken. Det øger mistrivslen og får de studerende til ikke at føle at vi bliver hørt. Vi skal behandle hinanden ordentligt i studiemiljøet på jura, ellers er der i hvert fald aldrig nogle, som får lyst til at engagere sig. For jeg mener, at studenterpolitik skal handle om, hvordan vi gør jura til et bedre sted at være studerende. Det er derfor jeg selv har været aktiv.

Jeg håber virkelig inderligt, at de studerende i denne her situation vælger at stemme blankt til studienævn og akademisk råd for at vise, at de ikke støtter op om det kup der er blevet udført. Det ødelægger studiemiljøet og gør, at mange ikke tør gå ind i studenterpolitik på trods af, at de har holdninger til, hvordan vores studie skal være.

 

Del denne artikel