Der skulle have været revolution, men … så blev Eid forlænget

Fra mail-tanke til handling

The kids are alright. Nogle af dem, i hvert fald. Til gengæld bliver der ikke revolution i Tyrkiet i denne omgang. Tør jeg godt spå.

For jeg er, som Eik Skaløe ville have vrænge-sunget, ”lige kommet hjem – fra et vanvittigt trip til det mellemste østen…”. Istanbul, en weekend for tre uger siden for at være helt præcis. Det var ellers ikke lige planen blot fem dage før afrejse. Men så fik jeg en utraditionel mail fra to studerende, Tobias og Oskar der er hhv. redaktør og skribent for ”Stud.Jur.”. Og de to vil tydeligvis mere med studenterbladet end bare holde os up to date på culparegel og advokatkontor-gossip.

De havde nemlig hævet blikket og noteret sig, at Tyrkiets hårdt prøvede demokrati nærmede sig (endnu) en skæbnestund efter fængslingen d. 19. marts af Erdogans formodet stærkeste modstander til præsidentvalget 2028, Istanbuls populære borgmester, CHPs formand Ekrem İmamoğlu. Og Tobias og Oskar havde ikke mindst noteret sig den massive folkelige modstand med op imod to millioner deltagere i protesterne weekenden forinden.

Spørgsmålet til denne lektor i retsfilosofi hin søndag var, om jeg var frisk på at tage med en tur derned den førstkommende fredag og følge modstanden på nærmeste hold. Tanken var at lave en reportage til Stud.Jur. – om et demokrati på vippen, om folkets protester, og ikke mindst om juraens rolle i processen – på godt og ondt.

Artiklen fortsætter efter annoncen…

Som sagt, så gjort. Jeg fik smuglet den dansk-kurdiske politiker og debattør Halime Oguz med i ligningen, så vi havde en Tyrkiet- og tyrkisk-kyndig fixer ved hånden (hvilket viste sig at være en god ide, både pga. Halimes kontakter blandt kurdiske aktivister, og fordi meget få tyrkere viste sig at kunne engelsk). Og fem dage senere sad vi så alle fire i flyet. For at forfølge Tobias og Oskars hunch om, at Erdogan måske denne gang havde overspillet sin hånd, og at folket nu endelig var ved at rejse sig for at vise ham, hvor demokratiskabet skal stå.

De få dage op til afrejsen buzzede med beretninger om et trængt regime, der aggressivt-nervøst slog tilbage mod den brusende folkelige modstand. Taksim-pladsen var afspærret, folk blev smidt i fængsel i tusindevis, og en svensk journalist blev stoppet under indrejse og fængslet sammen med regimets modstandere. Var det nu også sikkert, spurgte vi bekymret hinanden. Og hvad nu hvis de tjekkede vores sociale medier og fandt de dér ikke helt få Erdogan-bashende opslag fra de seneste par år?

Lad mig bare gøre kort proces med det samme: Ja, det var helt og aldeles sikkert. Og vi kom til at gå helt og aldeles forgæves efter den bebudede folkelige opstand. Den var simpelthen ingen steder at se.

Og ikke bare var der ingen protester overhovedet at få øje på – hverken på Taksim-pladsen eller foran rådhuset, eller nogen af de andre steder som taxichauffører og tjenere på skift sendte os hen efter Halimes oversættelser med forsikringer om, at dér! – nej, dér! nej, dér! – ville folket ganske bestemt være ved at gøre oprør. Hvad der næsten var endnu mere slående, var, at vi heller ikke så nævneværdigt med politi i gadebilledet klar til at holde tilløb til protester nede.

Noget politi så vi selvfølgelig rundt omkring, men ikke meget mere end hvad København kan præstere på en gennemsnitlig superligadag, hvor FCK møder AGF i Parken.

Det vi så, var i stedet en buzzing hip og meget fotogen storby. En by hvor urban ungdom og alderdom og alt det midt imellem drak chai på cafeerne, og hvor både niqab-tildækkede kvinder og kvinder med nyopererede næser og læber dækket af skinnende hvidt plaster og gaze slentrede ud og ind ad eksklusive lingeri-butikker, mens atter andre hastede afsted optaget af hverdagens gøremål. Kort sagt, istanbulitterne var tilsyneladende beskæftiget med alt andet end endelig at vælte Erdogan efter mere end to årtier ved magten.

Machiavelli forever: Vold og velgerninger, del og hersk i Istanbul

Så om noget blev besøget i stedet til historien om vores forgæves jagt på revolutionen, og ikke mindst om hvordan den kloge autokrat narrer den mindre kloge; om hvordan man holder folket i ave og effektivt ruller demokratiet tilbage med aktiveringen af alle den kyniske realipolitiks klassiske dyder.

Og hvorfor så ikke i stedet starte vores beretning med magtudøvelsens ubestridte locus classicus: Niccoló Machiavellis Fyrsten fra 1513. Denne illusionsløse håndbog i magtudøvelsens og ikke mindst magtfastholdelsens kunst, som Machiavelli efter sigende skrev som en slags jobansøgning til Firenzes daværende leder Lorenzo de’ Medici fra den magtfulde Medici-familie.

Om Erdogan ville have ansat Machiavelli skal jeg ikke kunne sige, men han kan sagtens have læst ham. I hvert fald havde han tilsyneladende ladet sig inspirere af dette et af de mest kontroversielle værker i verdenslitteraturen. For i Fyrsten skriver Machiavelli således om magthaverens brug vold, at den skal være hurtig og brutal for at være effektiv: ”Voldshandlinger må alle begås på en gang, for at de kan føles mindre hårdt og derfor fremkalde mindre had.”[1]

Netop det kunne vi fra første parket se eftervirkningerne af på vores tur. For det første kunne både medier og folk vi mødte berette om, at Erdogan ikke havde holdt sig tilbage. Fra det øjeblik, han besluttede sig til at handle, havde han slået hårdt og brutalt ned på sin politiske modstandere. Som det allerførste nøjedes Erdogan således ikke med blot at arrestere Imamoglu, men også omkring 100 af hans nærmeste, indflydelsesryge støtter inkl. politikere, journalister og forretningsfolk. Og da de forventelige protester fulgte, slog Erdogans politistyrker øjeblikkeligt hårdt ned med tilbageholdelser af tusindvis af først og fremmest unge studerende.

Vi talte med flere, hvor det var tydeligt, at denne brutalitet havde påvirket lysten til at gå ud og protestere. På en gadecafe over et par chai kunne to udenlandske studerende – et belgisk-nigeriansk par – også berette, hvordan adskillige udenlandske demonstranter simpelthen var blevet sendt direkte ud af landet efter pågribelse på en no bullshit-måde, der ville have gjort Trump misundelig.

Men Erdogan må have nærstuderet sin Machiavelli grundigt, for vi fik yderligere et indtryk af solid inspiration fra Fyrsten i vores samtaler med istanbulitterne. I umiddelbar forlængelse af rådet om at bruge vold hurtigt og brutalt understreger Machiavelli således vigtigheden af at appellere til folkets magelighed med gunstbevisninger: ”Velgerninger skal virke store, og må ydes lidt efter lidt.” Og netop denne indsigt, kunne vi også følge udfoldet på tætteste hold og nærmest i realtid i Istanbul.

På dansk taler vi som bekendt efter Storm P. om, at ”der skulle have været revolution, men det blev regnvejr”. Men forskellige folk har forskellige sensibiliteter, og Erdogan kender tilsyneladende sine tyrkiske lus på gangen. I hvert fald havde han ekstraordinært forlænget Eid-ferien med en uge fra tirsdagen før vores ankomst til tirsdagen efter. Og hvad enten det nu skyldtes, at folk havde forlænget familiebesøgene hjemme i landsbyen eller gjort revolutionsimpulsen blasfemisk, så syntes alle vi talte med, at være enige om, at netop dette Eid-træk spillede en meget afgørende rolle for tingenes aktuelle fredelige tilstand.

Samtidig lod de lokale paradoksalt nok ikke til for alvor at kunne se dette træk med machiavelliske brilller. Flere optimistiske taxichauffører syntes således helt betrygget i, at Erdogan hermed jo kun havde købt sig tid, og at revolutionen ganske bestemt ville komme i gang igen, når folk atter var tilbage i hverdagen. Men på en eller anden måde var det allerede da svært at se for sig for os som udefrakommende. At en revolution der tilsyneladende i den grad har ladet momentum glide sig af hænde, atter skulle kunne koldstarte indignationens gnist efter et par ugers magelig Eid-slummer. Og nu på yderligere tre ugers afstand uden seriøse livstegn fra de protesterende må man konstatere, at vi – og Machiavelli – fik ret.

Endelig blev vi mindet om den eviggyldige værdi af et af de ældste kneb fra den del af magtbogen, som Machiavelli trods alt ikke har skrevet: Del og hersk! For uanset Imamoglus popularitet kunne vi forstå på tyrkerne, at ethvert opgør med den siddende magt i Tyrkiet har meget ringe udsigter til succes uden aktiv støtte fra det store kurdiske mindretal. Og det lader til, at Erdogan dygtigt havde foregrebet en tæt alliance mellem CHP og kurderne. Dels havde han pustet til gammelt nag imellem de to parter, og dels havde han i månederne op til anholdelsen af Imamoglu tilnærmet sig kurderne, bl.a. ved allerede tilbage i februar måned at lufte muligheden for en løsladelse af PKKs leder Abdullah Öcalan. En mulighed Öcalan på sin side havde kvitteret ved at opfordre PKK til at nedlægge våbnene og opløse sig selv.

I overensstemmelse hermed kunne vi forstå på især de kurdere vi talte med, at kurdere flere steder havde givet udtryk for deres mistillid til CHP og at de efterfølgende havde trukket sig fra protesterne.

Fra Ehrlich til Erdogan: ”retten i bøgerne” vs ”den levende ret” på tyrkisk

Disse observationer peger imidlertid alle sammen på nogle mere konkrete tiltag i nær tidsmæssig forbindelse med Erdogans håndtering af den aktuelle konflikt. Men skal man have en lidt dybere forståelse af, hvorfor der (tilsyneladende) ikke kommer revolution i denne omgang, så bør man måske kigge lidt forbi og under de helt aktuelle begivenheder og til nogle mere grundlæggende forhold. Og her kan man med fordel få lidt hjælp fra en af retssociologiens grundlæggere: østrigske Eugen Ehrlich (1862-1922).

I sit hovedværk Grundlegung zur Soziologie des Rechts (1913) introducerede Ehrlich en distinktion mellem det, han kaldte retten i bøgerne, og så det han kaldte den levende ret. Retten i bøgerne forstod Ehrlich som dén formelt set gældende ret, der doceres på landets universiteter, og som man kan læse sig til i lærebøgerne. Den levende ret derimod forstod han som de regler og normer, der faktisk gælder og anvendes i samfundets daglige liv. Disse regler og normer kan man ikke læse sig til. De må i stedet studeres i praksis ude i det levede liv, og derfor arbejdede Ehrlich empirisk-sociologisk, idet han drog i felten til de fjerneste egne af det daværende østrig-ungarske rige for dér at studere de religiøse og kulturelle normer folk faktisk levede efter.

Ehrlichs distinktion mellem retten i bøgerne og den levende ret var særlig interessant at have i baghovedet, da vi lørdag aften over en fantastisk middag havde en lang og meget tankevækkende samtale med tre kurdiske advokater, som Halime havde arrangeret gennem sine kurdiske kontakter. Ved siden af deres almindelige juridiske arbejde arbejdede de tre advokater som frivillige i den kurdiske NGO ”Jurister for frihed”, der er en forening, der repræsenterer ofrene for det tyrkiske regimes forfølgelse af især kurdiske politiske modstandere.

Og netop denne dobbelte baggrund og erfaring gjorde, at vores samtale dér på den eksklusive restaurant med udsigt over Bosporus-strædet blev weekendens langt mest udbytterige – særligt set fra en juridisk faglig synsvinkel, men måske i det hele taget for enhver der søger en dybere forståelse af de strukturelle forhold, der gør det muligt for en autokrat som Erdogan at bevare magten på den lange bane, samtidig med at han opretholder i det mindste en flig af demokratisk troværdighed og legitimitet.

Samtalen afslørede således en grundlæggende dobbelthed i forhold til juraens form og virkemåde i Tyrkiet. Og denne dobbelthed kunne på mange måder bedst forstås netop med Eugen Ehrlichs distinktion mellem de to slags ret – retten i bøgerne og den levende ret. Fra advokaternes beretninger kunne man således forstå, at der i det tyrkiske retssystem er en dyb diskrepans mellem den jura, der undervises i på landets prestigefyldte universiteter, og som de tre selv havde fået deres jurist-grader i, og så den reelle retstilstand, hvis man da kan kalde det det, som de stod over for i deres aktivistiske virke i kampen mod regimet.

I de almindelige retssager til hverdag kunne advokaterne således så nogenlunde regne med retten i bøgerne. De kunne trække på deres almindelige juridiske viden og metode og vinde eller tabe sager på almindelige juridiske vilkår. Men når de i deres fritid som del af ”Jurister for frihed” repræsenterede regimets politiske fanger, var situationen pludselig en helt anden. Her handlede det nemlig om sager, hvor folk blev vilkårligt fængslet, tortureret, udvist etc., og hvor forfatningens pæne ord om individets værdighed og umistelige rettigheder til stadighed viste sig ikke at være det papir værd, de er skrevet på.

Når Ehrlich talte om den levende ret, så refererede han ganske vist ofte til familie-/arveret, men i Tyrkiet var den levende ret paradoksalt nok snarere voldens, undertrykkelsens og – i de værste tilfælde – dødens ret. Men den principielle modstilling mellem den officielle og formelt gyldige ret og så den reelle ret er for på mange måder den samme.

Respekten for rettens kraft – trods alt?

Særlig interessant i forhold til Ehrlichs distinktion var det imidlertid at erfare, at de to slags ret ikke var skarpt afkoblet fra hinanden. Tværtimod viste samtalerne en dyb ambivalens i den levende rets – dvs. regimets undertrykkende rets – forhold til retten i bøgerne. Denne ambivalens viste sig ved, at både regimet og dets aktivistiske modstandere midt i deres indbyrdes kamp med hinanden på den levende rets område alligevel i et vist omfang bekendte sig til den formelle juridiske form og til retten i bøgerne.

Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at systemkritiske ”Jurister for frihed” kan have interesse i at påberåbe sig retten i bøgerne, al den stund lovens bogstav faktisk tildeler deres klienter en række af de rettigheder, som regimet systematisk fratager dem som politiske modstandere. Mere overraskende var det imidlertid at høre fra de kurdiske jurister, at regimet ikke desto mindre midt i deres generelle bastante foragt for elementære menneskerettigheder, alligevel har det med lejlighedsvis at udvise en vis respekt for lovens bogstav; at Erdogans styre tilsyneladende har en smertegrænse for, hvor stor afstanden mellem loven til gården og loven til gaden kan få lov til at blive.

I det store billede er denne respekt ganske vist meget begrænset, men den er ikke desto mindre mærkbar ifølge de kurdiske jurister. De kunne således berette om, hvordan det midt i regimets generelle praksis med brud på menneskerettighederne af og til kunne lykkes deres forening at få kurdiske aktivister, lærere og journalister løsladt fra varetægtsfængsling efter langvarigt juridisk pres, især hvis det blev koblet sammen med opmærksomhed i medierne. Andre gange kunne en fange pludselig få adgang til forsvarer og besøg, og atter andre var det fx lykkedes at få stoppet tvangsflytninger eller at sikre bedre fængselsforhold.

De kurdiske jurister havde endda noteret, at Erdogans regime af og til kunne finde på at udvise en vis bekymring for, om bestemte sager risikerede at ende for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Dette sidste var særligt overraskende fra et dansk perspektiv, når man tænker på det kolossale antal gange, Tyrkiet gennem tiden er blevet indbragt for Domstolen og har tabt. Når man sammenligner med fx antallet af sager vedrørende de nordiske lande, kan det være meget svært at tænke, at Tyrkiet faktisk skulle være bange for at havne i Strasbourg. Men det var ikke desto mindre, de kurdiske juristers erfaring. Ikke at det skete ofte. Langt fra. Men af og til fik de indtryk af, at domstolen kunne være en trussel, som de tyrkiske myndigheder gjorde sig umage for at undgå.

Dette sidste var særligt interessant, når man som undertegnede gennem en årrække har argumenteret for, at internationale domstole rent faktisk godt kan have en vis afskrækkende effekt, også selvom de ikke har et politi til at gennemtvinge deres afgørelser.[2] Og det var interessant information, ikke mindst når man skal forholde sig til tanker som dem min kollega professor Mads Bryde Andersens for nyligt har genfremsat om, at Danmark bør melde sig ud af Den Europæiske Menneskeretskonvention.

Aktivisme eller regimestøtte? Juristens dilemma i det totalitære samfund

Men midt i vore kurdiske venners berettiget stolte gennemgang af de ganske vist beskedne, men ikke desto mindre mærkbare værdifulde resultater af deres arbejde var det svært ikke samtidig at give plads til en bekymrende mistanke. For mens advokaternes sejre isoleret set utvivlsomt kan hjælpe deres klienter en gang imellem, så er spørgsmålet om ikke, der samtidig er en risiko for, at Erdogans regime kynisk udnytter disse sejre til på et mere grundlæggende plan at give systemet et ufortjent skin af retsstat. Spørgsmålet er med andre ord om det aktivistiske arbejde i ”Jurister for frihed” i virkeligheden medvirker til at give regimet demokratisk legitimitet.

Interessant nok var de kurdiske aktivister åbne over for problemet. De anerkendte, at der var tale om et helt reelt dilemma, når man således skal afgøre, om man vil acceptere at lægge juridisk arm med systemet vel vidende, at systemet er grundlæggende uretfærdigt, og at ens arbejde i sidste instans kan bidrage til Erdogans legitimitet. Eller om man i stedet fx bør boykotte hele den forløjne forestilling og prøve at bekæmpe magten ved at afsløre bedraget.

Når de tre kurdiske advokater – og ikke blot dem, men også deres 500 kolleger i ”Jurister for frihed” – alligevel igen og igen vælger at forfølge den juridiske vej, så pegede de først og fremmest på hensynet til de konkrete mennesker de faktisk kan hjælpe på den måde. De beskrev det som en både personlig og professionel forpligtelse, som de ikke kan ignorere, også selvom der reelt er tale om en art afpresning, og selvom de er fuldt bevidste om, at de, uanset hvor godt de udfører deres arbejde, risikerer at fungere som Erdogans nyttige idioter.

Den lange – juridiske – march gennem institutionerne?

Men imens middagen gik på hæld, pegede de kurdiske advokater samtidig på et forhold, der måske kunne give grobund for en afmålt optimisme. I forbindelse med ungdomsoprøret talte den tyske sociolog og politiske aktivist Rudi Dutschke om ”den lange march gennem institutionerne”. Han brugte begrebet som betegnelse for en politisk strategi, hvor man forsøger at skabe radikal forandring af et system ved at blive en del af det. Og jeg kom til at tænke på, at der måske kunne være et element af Dutschkes begreb i det kæmpe arbejde ”Jurister for frihed” udfører.

I hvert fald fortalte de tre kurdere om, hvordan der, hvis man hæver blikket og kigger hen over et par årtier, faktisk er sket en gradvis ændring i retning af en moderation trods alle overgrebene af brugen af politisk vold i undertrykkelsen af de politiske modstandere i Tyrkiet. Uanset at der stadig er lang vej hjem, så er, ifølge juristerne, systemets brutalitet i dag alligevel ikke helt den samme som i 80’erne. Og de gav juraen en del af skylden for den udvikling.

Særlig interessant var her deres beskrivelse af den unikke rolle skammen – både den almenmenneskelige, men især også den professionelle – kunne spille i det tyrkiske retssystem. En følge af det tyrkiske retssystems ovenfor beskrevne dobbelte karakter er, at de samme advokater den ene dag i deres almindelige arbejde skal procedere ud fra retten i bøgerne, mens de den anden dag som frivillige i Jurister for frihed skal arbejde ud fra en helt anden levende – og undertrykkende – ret. Men det betyder også, at de samme advokater af og til møder de samme jurister, der som systemets repræsentanter skal optræde inden for begge områder – altså jurister der (enten som anklagere eller dommere) den ene dag står og procederer ud fra retten i bøgerne og den anden dag ud fra den levende, dvs. undertrykkende ret.

Og netop i dette møde, der på en gang er både personligt og professionelt, fortalte advokaterne, at de af og til oplever, at systemets repræsentanter viser tegn på skam. En skam over at blive set af en anden – samtidig både et medmenneske og en fagfælle – og at blive fanget af denne anden i at anvende dobbelte standarder. Det at blive set i dette hykleri kunne ifølge de kurdiske advokater af og til fremprovokere en iøjnefaldende reaktion fra regimets jurister, enten direkte som skam eller ved at de lod deres ubehag ved situationen komme til udtryk i en mere fjendtlig eller ligefrem aggressiv attitude overfor de kurdiske jurister, når en sag er om politiske fanger, og gårsdagens formelt og fagligt gyldige ”ret i bøgerne” derfor pludselig er afløst af ”den levende, undertrykkende ret”.

I kraft af disse daglige ansigtstab og af den mere generelle udstilling af hykleriet i systemet kunne den politiske kamp, som de tre gennem juraen kastede sig ud i, få karakter af en lang daglig armlægning, hvor regimet på den ene side forsøger at bruge rettens form som en (med Alf Ross’ ord) facadelegitimation for systemets brutalitet og vold, imens de kurdiske advokater i ”Jurister for fred” på den anden side også bruger rettens form og henviser til lovens bogstav, men i et omvendt forsøg på at demaskere og derved humanisere og demokratisere regimet og dets apparatjikker. Og deres opfattelse var, at det måske ikke var givet, at regimet ville vinde denne armlægning på den lange bane.

I sit hovedværk om Law’s Empire fra 1986 skriver Ronald Dworkin om, at ”law works itself pure”. Hermed refererede han ganske vist til rettens tendens til langsom evolutionær udvikling i velfungerende retsstater og ikke i et undertrykkende autokrati som det tyrkiske. Men de tre kurdiske advokaters beretning og overvejelser om betydningen af deres – og af deres 500 kollegers – arbejde i Jurister for frihed gav os grund til at tænke over, om noget lignende måske alligevel ikke kunne være på spil på et meget mere grundlæggende plan i Erdogans menneskerettighedskrænkende Tyrkiet. Om loven dér i landet, hvor øst møder vest, imod alle odds og uanset alle tilbageslag og vedvarende uretfærdigheder kunne være i gang med langsomt hen over generationerne ”at arbejde sig selv ren”.

Svaret svæver i vinden. Men det var en behagelig og opmuntrende tanke at hengive sig til, da vi brød op og glade, taknemmelige og mætte sluttede aftenen med et gruppefoto dér på terrassen med udsigt til Bosporus-strædet. At den revolution vi forgæves havde jaget hele weekenden, måske i stedet nedenunder kunne være på vej til at blive overflødiggjort af en mere grundlæggende evolution – og at juristerne spillede en afgørende rolle i denne proces.

Vi sagde farvel til vores nye venner og kolleger efter og begav os ud i det istanbulske natteliv. Hvor der ikke gik lang tid, før alle højtflyvende tanker om revolution, evolution og jura blev afløst af alt for mange raki, noget der nær havde udviklet sig til korporligheder med en af Istanbuls taxichauffører og 45 minutters søvn inden turen gik til lufthavnen og hjem til stud. Henholdsvis lektor jur.-livets hverdag med forårssemester og eksamener i lille velordnede Danmark. Men det er en helt anden historie.

[1] Fyrsten p. 41

[2] Se fx https://www.cambridge.org/core/books/why-punish-perpetrators-of-mass-atrocities/can-i-be-brought-before-the-icc/D2C2CDB0F914FEA32291B6983873D7FE.