Nogle ville sige at erindringsbøger er kedelige indtil det modsatte er bevist – i Åretag er den bevisbyrde hurtigt løftet

Højesteretspræsident Jens Peter Christensen har netop rundet de 70 år – den pligtige afgangsalder for dommere. I sin nye erindringsbog ”Åretag” fortæller Jens Peter med humor (og alvor) om sit liv og sine 20 år i Højesteret.

Jeg må hellere indlede med en disclaimer. Jeg er stor fan af Jens Peter Christensen. Som Stud.Jur.’s faste læsere ved, skrev jeg i foråret en artikel om hans vej til Højesteret. Jeg har i øvrigt modtaget bogen i gave af ham (#reklame?). Onde tunger vil derfor måske påstå, at jeg er forhindret i at skrive en objektiv og ubiased boganmeldelse. Til det vil jeg sige at objektivitet er en illusion, og at følgende ikke er ”sandheden” – kun tæt på – og hvis jeg bliver cancelled, kan vi altid nedlægge Stud.Jur. og starte en podcast under et nyt navn.

Foto: Sara Galbiati, 2026

Åretag handler om Jens Peter Christensens nøje dagbogsdokumenterede liv og karriere. Hans tvivl og triumfer og hans roller og rollemodeller. Det er ikke en fortælling om Jens Peters ”vej til Højesteret”, men snarer om hans vej, og om at den endte i Højesteret.

Bogen indledes med fortællinger fra barndommen i Skive. Vi hører om Jens Peters far, der var fyrbøder og skovlede kul ind i dampkedlens ild på et dampskib, og om hans mor, der var kioskdame på en ”rutebilstation” (det vi efter farve-TV’ets opfindelse ville kalde en ”busstation”). Bogen handler om Jens Peter, men på en måde handler den lige så meget om alle de mennesker, der har påvirket hans liv og gjort indtryk på ham gennem tiden: Familiemedlemmer, undervisere, studerende, kollegaer og venner. Vi hører om hans underviser og specialevejleder Jørgen Elklit, der lærte Jens Peter, at ”når man skal skrive, så skal man skrive” og om hans træner i kaproning Emil Vedel Walther, der lærte ham, at man skal slappe af og spare på kræfterne, når åren ikke er i vandet. Netop gode råd og erfaring fra kaproning blev i mange år styrende for Jens Peters liv.

”Det siges at det vigtigste er at deltage, ikke at vinde. Men som så meget andet, der bliver sagt, passer det ikke. Det vigtigste er naturligvis at vinde, hvis man deltager”.

(Uddrag fra bogen)

I Åretag beretter Jens Peter om sager i Højesteret, der har gjort særligt indtryk på ham. Og selvom både Tvind-sagen, flag-sagen og rigsretssagen mod Inger Støjberg får sin spalteplads, er det særligt en anden type sager, Jens Peter hægter sig ved. Han beskriver på en sympatisk og  betryggende virkelighedsnær måde nogle af de mennesker, der har haft deres sager bragt for retten gennem årene. Og hvordan han og kollegaerne i hver sag flittigt har forsøgt at nå frem til det ”rigtige” resultat (hvilket de heldigvis altid gør, for som det populært siges: Højesteret har altid ret. Selv når dommen er forkert). Med humor, åbenhed og historisk tyngde er Åretag et sjældent indblik i en institution, der ikke (endnu?) er lavet en ”Indefra med Anders Agger” om.

”Der var en sag om Puma-sko. (…). Jeg havde kontor lige ved siden af Vibeke Rønne, der var blevet udnævnt året før mig. Hun var både munter og skarp, så jeg gik ind til hende og spurgte, om hun havde forstand på Puma-sko. ”Puma-sko?” sagde hun, ”er det ikke dem, hvor der er en tiger på?” Så gik jeg tilbage til mit kontor”.

(Uddrag fra bogen)

”Og hvad så?” hedder bogens sidste afsnit. Det er (umiddelbart?) ikke en ungdommelig reference til Kesi/Ardit-sangen, men på samme måde kan Jens Peter nok få sig lige hvad, han kunne tænke sig: På de sidste sider overvejer han, hvad hans tid fremover skal bruges til, når kappen i slutningen af november lægges på hylden.

Hvad er næste skridt, når han snart har afsluttet sit kapitel som højesteretspræsident?

Jeg vil tillade mig ikke at spoile for meget for jer, men jeg kan afsløre, at det involverer de finurlige ord ”jeg skal være dreng igen”.

Foto: Sara Galbiati, 2026

Når man læser jurastudiets pensumtekster kan man hurtigt konstatere, at visse forfattere er super dygtige til at formulere sig levende og interessant på skrift, mens andre giver én lyst til at overveje, om det ikke var en kendelig forudsætning for bogkøbet, at bogen faktisk er læselig?

Jens Peter Christensen falder absolut og uden tvivl i den første kategori.

Åretag er efter min mening en glimrende bog og bør være læseferiepensum for enhver, der er nysgerrig på Højesteret og de kappeklædte skikkelser. Den varmeste anbefaling herfra (og særligt skud ud til side 282) :))

Rating: 7.580 ud af 7.607