Jurastuderende anno 2012

Jeg er blevet bedt om at tegne et billede af jurastuderende 2012. Mit perspektiv er naturligt historisk og måske også ind i mellem en anelse kritisk. Jeg tror nemlig ikke, at jurastuderende har ændret sig radikalt i årenes løb. De færreste kommer af interesse, men de fleste opdager under studiet, at jura, når det kommer til stykket, er mere interessant, end man skulle tro. De fleste opdager vist også, at det ikke er så svært at lære jura, men at det kræver en del at blive en god jurist. Jura er på den måde ikke et almindeligt studium, men en opdragelse til at tænke på en bestemt måde. Jurastudiet former den studerende i en bestemt retning. Jeg bruger gerne et billede fra Shakespeare’s Hamlet, der taler om ”the lawyer’s scull” – juristens kranium, der indeholder andet og mere end andre menneskers kranium, og studiets opgave er netop at udvikle et godt modtageapparat for dette andet og mere.

Jurastuderende har nok altid været både misundt og lidt set på ned på af studerende fra andre fakulteter. Er jura nu også rigtig videnskab, vil mange mere nørdede studerende spørge. Er det ikke bare en masse udenadslæren af paragraffer og dødkedelige bøger? Er jurastuderende, når det kommer til stykket, overhoved rigtige studerende og ikke bare kommende advokater eller offentlig ansatte, som lige er en smut forbi universitetet, inden de begynder på det job, som skal blive meningen med tilværelsen. Og her er det så, at den lille misundelse undertiden kommer ind, for det er jo åbenbart, at det selv i trange tider er lettere at få job som jurist, end det er for så mange andre. Sådanne stereotyper er der jo nok af, og i et vist omfang skal der jo også nok være noget om snakken. Mon ikke de fleste, der har valgt at studere jura, og som har noget i hovedet og er udstyret med en vis følsomhed, indimellem har spurgt sig selv, om det nu også kunne være livets mening, at lige netop de sider om netop det juridiske emne skulle læses og læres her og nu.

Sådan har det vist været til hver en tid. Jeg har arvet min farfars lærebøger fra 1890’erne, kigget på hans noter og undret mig over, hvordan man dog kunne holde ud at læse jura dengang efter sådanne bøger, der side op og side ned remsede regler op, uden at gøre meget ud af sammenhængen med livet i øvrigt eller det omgivende samfund. Min fars lærebøger, som jeg også har, var nok en tand bedre. Julius Lassen og Frederik Vinding Kruse, som var de store navne i formueretten skrev begge på hver sin måde bøger, som var intellektuelt udfordrende. Det gjaldt også mange af mine egne lærebøger, og det var med til at holde mig fast. Man havde en fornemmelse af at lære at tænke, når man søgte at tilegne sig Alf Ross’ fremstillinger af statsforfatningsretten og folkeret, Poul Andersen om forvaltningsret, Ussing om obligationsret o.s.v. Det var svære bøger, langt sværere end de lærebøger, der anvendes i dag, og bøgerne var da heller ikke skrevet som lærebøger, men for færdige jurister, så der var noget at tage fat på. Linje for linje læste vi os gennem bøgerne og skrev til i margen, hvad det var, forfatteren egentlig ville sige. Jurister skal nu en gang lære at tænke juridisk, og der er kun én vej: læsning, læsning og atter læsning. Og har man først gjort sig det klart, så bliver det også meningsfuldt. Det bliver også let nok at svare dem, der tror, at jurister bare terper. Der er nemlig en grund til at det tager nogle år at blive jurist. Jura er et fagstudium, det er en profession.

Anskuer vi juristerne som en profession, så er der store ligheder mellem generationerne. Vi har læst forskellige bøger, men fagene er såmænd grundlæggende de samme, og kravene til tænkning har heller ikke ændret sig radikalt. En jurastuderende årgang 2012 er et led i en kæde af jurister, der strækker sig tilbage til den første universitetsundervisning i jura begyndte omkring 1100 i Bologna i Norditalien, og det er der al mulig grund til at være stolt af. Dengang læste man romerret og kirkelig ret, kanonisk ret, i dag læser vi national ret, men metoderne og målene er såmænd ikke så forskellige. Den juridiske profession stiller store krav om viden og bevidsthed om, at man netop tilhører en profession, som har særlige forpligtelser i samfundet.

Da jeg læste i 1960erne var pensum stort, men heldigvis var der kun eksamen med lange mellemrum. Første eksamen var efter to års studier, og så skulle man op i fire store fag, som man havde læst. Næste eksamen fandt sted tre-fire år efter, når der bortses fra et par ”kursusfag”, det vi i dag kalder overbygningsfag. Der var god tid til at være student og nyde det. I dag forekommer selve studiet at spille en mindre rolle i mange studerendes dagligdag end dengang. De studerende skal til eksamen hvert semester, have studierelevant arbejde og deltage i mange andre aktiviteter. Studiet er blevet mere hektisk, det er en af mange beskæftigelser, og at være studerende er for mange mere en fortsættelse af skolegangen end et studium. Samtidig åbner sig nye muligheder for studier i udlandet, rejser og en helt anden åbenhed over for det omgivende samfund end den, som var karakteristisk for livet som studerende i 1960erne. Men målet er det samme, nemlig at blive en god jurist. Det er vigtigt, at der i samfundet er mennesker som tænker selvstændigt, tør tage et ansvar, sige fra over for ulovligheder og uretfærdigheder og dermed demonstrere, hvad et retssamfund er. Jeg håber, at det juridiske studium også i dag er med til at understrege disse vigtige menneskelige kvaliteter.

En svaghed ved studiet har været og er det efter min mening stadig, at regler ikke i tilstrækkelig grad ses i deres samfundsmæssige og historiske sammenhæng. Man har talt om juraen som ”samfundets ingeniørkunst”, og jeg synes ind i mellem, at ingeniøren stikker sit hoved lidt for langt frem i den måde, vi lærer jura på. Det har ikke været en styrke for juristerne, der engang var alene om at besætte ledende poster i samfundet, ikke blot som advokater og dommere, men også i den offentlige administration. Der ansættes stadig mange jurister i ”det offentlige”, men mange lederstillinger går til personer med en anden samfundsvidenskabelig uddannelse, og juristerne er på vej til at blive anset som specialister og ikke – som tidligere – som generalister. Det er lidt vores egen skyld. Vi gør ikke ved fakultetet nok ud af den almene samfundsmæssige baggrund af sprogkundskaber eller kendskab til Europas eller den øvrige verdens historie og politik, sådan som man gør i andre fag. Heldigvis møder jeg mange studerende, der kan sprog, er dygtige og har stor viden, men forleden blev jeg oprigtigt bekymret. Jeg er hvert år med til at udtage jurastuderende til Europa-kollegiet i Brügge, der formentlig tilbyder den bedste masteruddannelse i EU-ret, som findes på markedet. Ikke en eneste jurist søgte optagelse i år. Hvad sker der? Er det ikke attraktivt for en dansk jurist at lære om og senere arbejde for et fælles Europa?

Jeg synes, at juristerne i 2012 har al mulig grund til at glæde sig over, hvor stor en rolle juraen spiller i den almindelige internationale bevidsthed i dag. Til enhver tid er det imidlertid også vigtigt som jurist at gøre sig klart, at det kræver mere at blive jurist end blot at læse danske juridiske bøger og gå til eksamen. Læs andre bøger end juridiske, se at komme omkring i verden, og husk, at det er vigtigt at forstå juraen i en større sammenhæng, og som en disciplin i konstant udvikling.

Det juridiske studium ved Københavns Universitet er blevet et massestudium. Personligt synes jeg, at der er for mange studerende, og jeg oplever det som en savn, at der ikke er mulighed for mere personlig kontakt med de studerende, når årgangene er så store. Derfor er det heller ikke helt let at tegne et dækkende billede af de jurastuderende 2012. Selvom vi ikke var helt få i 1960erne, synes jeg, at vi trods alt havde en anden form for kontakt. Det skyldes måske ikke mindst, at både ældre og yngre studerende gik til de samme forelæsninger. Vi kunne være mange, men for mig stod de store forelæsninger, hvor en professor eller lektor, der virkelig kunne sit stof, fortalte om sin jura eller udlagde lærebøgerne på sin måde, som noget af det mest givende. På den anden side har jeg personligt meget få erindringer om at have lært noget særligt vigtigt på de såkaldte manuduktionshold. Min oplevelse i dag er, at mange studerende knap nok møder eller kender nogen fast ansat lærer ved fakultetet.

Hvad der måske især adskiller før og nu er de mange muligheder, der er i dag for studier i udlandet og international kontakt. Kontakt med andet end nordiske universiteter var der ikke mange, der havde i 1960erne. Men jura er stadig et meget nationalt studium, hvor der læses bøger på dansk og undervises på dansk, og hvor det i det store og hele er muligt at komme igennem studiet uden at stifte bekendtskab med andet end dansk ret. Fakultetet udbyder mange fag på engelsk på kandidatuddannelsen – jeg udbyder selv sådanne kurser – men jeg undrer mig hver gang over, at disse kurser næsten ikke tiltrækker danske studerende. Det er som om, at det hører med til at være jurastuderende 2012 at have travlt, og at ville koncentrere sig så vidt muligt om fag, der anses som erhvervsrelevante fag på dansk. Som om der ikke er tid nok til at tage chancer og prøve noget, der faktisk sætter juraen i perspektiv.

De studerende er blevet tidligere voksne i den forstand, at studiet tidligt bliver meget målrettet, og mange kan tidligt opvise imponerende CV med masser af aktiviteter. Det er også en god ting at have et mål, men vejen derhen er vigtig. Samfundet har brug for dygtige jurister, og har man valgt at studere jura, så har man også valgt at blive en del af en tradition, der strækker sig langt tilbage til tiden for uddannelse af mennesker, der tager et ansvar for løsning af samfundets konflikter. Man studerer ikke bare for sin gen skyld, men også for samfundets, og det er en god ide at stoppe op en gang i mellem og tænke over, hvordan man selv uddanner sig bedst muligt. Det sker ikke nødvendigvis ved kun at læse lærebøger. Dansk juridisk tradition er præget af, at vi læser meget konkret og målrettet og betragter den filosofiske ramme omkring studiet. Vi tænker om ret og retfærdighed som en art luksus, der ikke nødvendigvis kommer den praktiserende jurist ved. Husk, at jura er andet og mere end et studium, det er en ”habitus” – en måde at leve livet på, som begynder med at være jurastuderende, men som kan føre til næsten alt. Måske er de uanede fremtidsmuligheder trods truende skyer det allerbedste ved at være jurastuderende i 2012?