Aktiv dødshjælp – i konflikt med livet

Af Rebecca Knutzen

Aktiv dødshjælp omhandler essensen af menneskets eksistens; livet. Derfor er det sådant et følsomt emne, der har været omdiskuteret i mange år, og som de fleste har vidt forskellige holdninger til. For hvordan kan man berettige at tage et andet menneskes liv, og hvem skal have autorisation til at gøre dette?

Hvad er aktiv dødshjælp?

Aktiv dødshjælp, også kaldet eutanasi, stammer fra græsk og oversættes til ”den gode død”. Der sondres mellem tre former for dødshjælp. Den første er aktiv dødshjælp, der omhandler de situationer, hvor en person dør som følge af en forsætlig aktiv handling, der har til hensigt at fremkalde døden. Denne form for dødshjælp er ulovlig i medfør af STRFL § 239 (drab efter begæring). Den anden er passiv dødshjælp, der er en afbrydelse af livsforlængende behandling kombineret med lindring af patientens smerter, der forudsigeligt fremmer dødens indtræden. Passiv dødshjælp er lovligt i Danmark. Den tredje og den sidste kaldes assisteret selvmord, hvilket er når en person hjælper en patient med at begå selvmord. Dette er ulovligt i Danmark.

Hvordan forholder det sig i udlandet?

I europæiske lande såsom Holland og Schweiz er aktiv dødshjælp legaliseret. Holland var i 2001 det første land i verden, der lovliggjorde aktiv dødshjælp. I Holland er der seks kriterier/vurderinger, der skal opfyldes for at kunne modtage hjælpen, og vurderingen er derfor meget skønspræget. I Schweiz derimod er assisteret selvmord lovligt, såfremt man ikke har vinding ved det, og flere frivillige organisationer tilbyder hjælpen også for udenlandske statsborgere.

Hvorfor er aktiv dødshjælp relevant?

Aktiv dødshjælp har været omdiskuteret i mange år og er stadig et uafsluttet emne. Det er et emne, der dels fremkalder mange modstridende holdninger og dels berører et følsomt område af livet. Begrebet har til tider opildnet til en indre etisk konflikt, da det er en personlig beslutning, der vil medføre store konsekvenser for en selv, ens nærmeste og samfundets struktur.

Det nyeste eksempel på dødshjælp er den pensionerede læge Svend Lings, der har ydet hjælp til syge patienter om at dø ved at rådgive dem herom og udskrive recepter på dødbringende medicin. Svend Lings er blevet politianmeldt for overtrædelse af straffelovens § 240, hvoraf det fremgår, at ingen må medvirke til, at personer berøver deres eget liv. Man overvejer af disse grunde at fratage ham sin autorisation som læge. Svend Lings er selv fortaler for aktiv dødshjælp, hvorved han retfærdiggør sine handlinger med argumentet om, at individet har ret til selvbestemmelse, medfølelse og en værdig død.

Ved aktiv dødshjælp er der tale om en situation, hvor der ikke er nogen fortrydelsesret – livet, som vi anser for en ret, der kræves beskyttet, ophører. Både i dansk lovgivning og i EMRK art.2 er livet en rettighed, alle har ret til og derved søgt beskyttet. Ved dødshjælp kolliderer beskyttelsen af liv og menneskets autonomi og medfører etiske dilemmaer.

Hvornår kommer der et punktum på emnet?

I et moderne demokratisk samfund kan det være indlysende, at det enkelte individ skal have ret til at råde over eget liv og derved også kunne træffe beslutninger om livets ophør, når lidelse potentielt overstiger det positive livsindhold. Individets ret til selvbestemmelse må for de fleste være altomfattende, herunder også hvordan og hvornår, man vil lade livet ophøre.

Ved at yde aktiv dødshjælp tager man en beslutning om at afslutte livet. Her er det ikke lidelsen, der fjernes, men den, der lider. I en lidelsessituation, hvor patienten er døende, og der ingen udsigt til helbredelse er, kan pågældende måske føle sig presset sig ud i at vælge denne udvej. På den måde bliver en indførsel af aktiv dødshjælp en vurdering af, om man kan vurdere sin egen livskvalitet. Spørgsmålet hertil bliver således, om man på noget stadie i livet er i stand til det?

Et samfund, hvor det er legalt at vurdere, om folk er egnede til at leve eller ej, kan ændre vores menneskesyn og sætte spørgsmålstegn ved menneskers værdi. Der er for os mennesker en moralsk pligt at have medfølelse for den pågældende, der er syg, og for så vidt muligt forsøge at hjælpe en, der er i smerte. På den måde bliver det en svær grænse, hvor menneskesyn og menneskets værdi står over for hensynet om at hjælpe en, der er i lidelse. Der skal derfor være en grænse for lidelsen. Det skal vurderes, hvornår livet ikke er værd at leve, altså hvornår livskvaliteten er forringet.  Det er desværre bare denne vurdering, der er alt for svær at foretage. Hvem er overhovedet berettiget til at foretage en sådan vurdering?

I dag har man mange teknologiske muligheder og midler for effektiv palliativ lindring såsom medicinering og hospice, der gør den sidste del af livet så behageligt som mulig. Lægerne spiller her en stor rolle i debatten om aktiv dødshjælp, da de er tættest på patienterne og derved også ved, hvad muligheden for lindring er. Lægernes ansvar er at helbrede, og når dette ikke er muligt, skal de lindre og yde omsorg – men det kan diskuteres, hvorvidt deres ansvar rækker så langt, at de skal vurdere, hvorvidt nogle skal leve eller dø. Læger er også kun mennesker, og der kan herunder sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt det kan forventes, at de skal bære den byrde, det er at tage et andet menneskes liv. Relationen mellem patient og læge kan derfor tænkes at blive påvirket af en legalisering, hvilket potentielt kan medføre ændringer af lægers adfærd samt respekten for livet. Men spørgsmålet er så, hvem der så kan bære ansvaret?

Den danske befolkning er generelt positivt indstillet over for aktiv dødshjælp. Dette ses ud fra de forestillinger, der eksisterer vedrørende en lidelsesfuld tilværelse og enden på livet. Dog  kan de fleste ikke svare af egne erfaringer og må derfor bygge deres svar ud fra en frygt for lidelse samt ud fra en position af kontrol. Det er et menneskeligt instinkt at kæmpe for at overleve, og de fleste anser livet som værdifuldt på trods af en uhelbredelig situation. Det kan være svært at tage stilling til dødshjælp, når man aldrig har stået i en situation, der krævede det valg.

Der er derfor, i det moderne, demokratiske samfund, til stadighed en stor diskussion om aktiv dødshjælp. Emnet diskuteres både i henhold til moral, etik og jura. Derfor bliver og vil det helt store spørgsmål vel altid være: Skal alt i livet kunne kontrolleres, og hvilke argumenter skal veje tungest i diskussionen, der omhandler essensen af at eksistere, nemlig livet?