Folkeafstemning i Tyrkiet

Af Rebecca Knutzen

Søndag d. 16. april 2017 skulle tyrkerne stemme ja eller nej til en række ændringer i deres forfatning. Det blev ”ja” til forfatningsændringerne med 51,4% flertal, og afstemningen afspejler altså både et tæt valg, men også en splittet befolkning.

Valget er den største ændring i det politiske system i Tyrkiet siden 1923, hvor man regner det moderne Tyrkiet grundlagt fra. Folkeafstemningen er kontroversiel af flere årsager, såsom valgets afholdelse og påvirkningen på demokratiske værdier, hvilket er en af grundene til, at det har fyldt meget i Europa.

Hvad går den nye forfatning ud på, og hvad er konsekvenserne?

Forfatningsændringen giver præsidenten vidtgående beføjelser og dermed mere magt, eftersom præsidentembedet får en afgørende rolle både som lovgivende og udøvende magt.

For det første vil der ikke længere være en premierminister. I stedet vil Tyrkiet få en præsident og to eller tre vicepræsidenter, hvorfor præsidentembedet forandres fra en officiel upolitisk rolle til en politisk tung post. Et præsidentembede, der vil minde meget om det amerikanske.

Præsidenten bliver både statsoverhoved, leder af regeringen og samtidig leder af et politisk parti og mister dermed sin neutrale position. Præsidenten kommer til at afspejle en åbenlys tilknytning til et parti og vil fremføre partiets politiske interesser, fremfor at indgå i kompromiser med divergerende parter – som får sværere ved at blive hørt, som følge af magtudvidelsen.

Præsidenten får tilmed magt til at udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter, afsætte parlamentet samt mandat til, på egen hånd, at indføre undtagelsestilstand. Det frygtes, at det vil føre til en mere enevældig regeringsmagt.

Ændringerne muliggør, at præsidenten kan vælge de fleste af de højtstående dommere uden godkendelse af parlamentet, samt udstede dekreter. Herved intervenerer Præsidentens magt med det juridiske system og gør domstolssystemet afhængig af den regerende og lovgivende magt, hvilket højst sandsynligt vil forskyde magten og forøge mulighederne for magtmisbrug.

Ved ændringen i forfatningen mister parlamentet sin ret til at undersøge ministre og nedsætte undersøgelseskommissioner. Præsidenten udnævner ministrene, og med ændringen er det ikke muligt at undersøge og kontrollere ministrenes adfærd, hvilket er problematisk i et officielt demokratisk samfund.

Med ændringerne er antallet af parlamentsmedlemmer steget fra 550 til 600. I forlængelse af dette kan nævnes ændringen, at Parlamentet kan indlede en rigsretssag eller undersøge præsidenten med et flertal af parlamentsmedlemmer. En rigsretssag vil dog kræve 2/3 flertal. Erdogan har på nuværende tidspunkt stor opbakning i regeringspartiet-AKP i parlamentet, hvorfor en undersøgelse eller indledning af en rigsretssag vil kræve stor tilslutning for at kunne blive en realitet. Endnu en hindring er mindsket for, at Præsidenten kan udføre sin og sit partis politik.

Præsident- og parlamentsvalget vil blive afholdt samme dag hvert femte år, og en præsident kan maksimalt sidde i to perioder. Dog vil den nuværende præsident Erdogan først begynde sin præsidentperiode i 2019, hvilket betyder han kan sidde til 2029. Erdogan har tidligere været premierminister i 11 år op til forfatningsændringen.

Befolkningen har stemt om en ændring af magtens fordeling og en udvidelse af præsidentens magt. Præsidenten får vidtgående beføjelser, der rammer blandt andet Tyrkiets retssystems uafhængighed, hvilket kan være problematisk set i lyset af demokratiet.

På trods af, at embedet vil ligne en amerikansk præsident, vil det tyrkiske system med disse ændringer mangle den sikkerhedsmæssige mekanisme, man finder i det amerikanske begreb ”checks and balances”. Det Tyrkiske embede med ændringerne fremstår mere enevældig og uafhængig af parlamentet, men spørgsmålet er nærmere, om der bevidst er taget afstand fra de demokratiske værdier?

Hvorfor vil den tyrkiske regering have en ny forfatning?

Det tyrkiske regeringsparti AKP og præsident Erdogan mener, at ændringerne i forfatningen vil medføre, at Tyrkiet kan blive mere effektivt og dermed sikre landet.

Dette ses ved, at der ved et parlamentsvalg ikke kan dannes en koalitionsregering, og at præsidenten alene kan lede landet og udpege en regering. Derfor er der et ønske om at effektivere den demokratiske proces, men på bekostning af nogle essentielle demokratiske mekanisme og værdier.

Tyrkiet har været udsat for en kæde af trusler de sidste par år. Her tænkes navnlig på den tyrkiske hærs forsøg på at gennemføre et kup i sommeren 2016, der førte til en stadig usikker undtagelsestilstand, samt en række terrorangreb fra både militante islamister og militante kurdiske grupper. Dem, der har talt for ændringen, argumenterer for, at en stærk præsident bedre kan lede landet hurtigt og effektivt.

Foregik valget demokratisk?

Valget blev overvåget af internationale observatører fra OSCE (Organization for Security an Co-operation in Europe), Europarådet og af medlemmer af de forskellige politiske partier.

Et aspekt er timingen, da valget finder sted, mens Tyrkiet er i undtagelsestilstand efter sommerens kupforsøg. Folkeafstemningen har fundet sted i et politisk miljø, hvor fundamentale politiske friheder, som ytringsfriheden, der er essentiel for en reel demokratisk proces, er blevet indskrænket under undtagelsestilstanden.

En række opponerende parter, såsom medier, journalister og ledelsen af det pro-kurdiske parti, HDP, er fængslet. Folk, der ytrer sig kritisk over for regeringen, bliver truet med vold og retsforfølgelse.

Journalister chikaneres eller fængsles af myndighederne, ofte på baggrund af anklager om, at de fornærmer præsidenten eller spreder terrorpropaganda. Uafhængige medier lukkes eller overtages af statsvenlige medier og internettet er underlagt censur.

Ensidig mediedækning, mangel på lige muligheder og begrænsninger på fundamentale frihedsrettigheder har spændt ben for den demokratiske proces. Dette har fået mange til at kalde afstemningen for uretfærdig.

Det må således konkluderes, at valget vil få konsekvenser på flere forskellige områder. Et særligt centralt område er konsekvenserne i forhold til Tyrkiets optagelse i EU. Tyrkiets afstandstagen fra de demokratiske værdier kan føre til, at optagelsen vil blive uforenelig med vestlige værdier, idet Erdogan har presset ytringsfriheden, og der har været tale om at genindføre dødsstraf, hvilket ellers blev afskaffet i 2004 for at imødekomme EU’s krav for optagelse. Det er helt uacceptabelt for et EU-medlemskab at have dødsstraf. På den anden side er Tyrkiet en vigtig geografisk grænse til østen, herunder blandt andet i forhold til flygtninge, og både EU og Tyrkiet er afhængige af hinanden i forhold til at opretholde et godt forhold i relation til handel og turisme. Der er således mange forskellige juridiske og politiske aspekter, og hvad forfatningsændringen præcis vil betyde for Tyrkiet, og hvorvidt det vil være den endegyldige hindring for landets EU-medlemskab, vil tiden vise…