Jeg stemmer nej. Her er, hvorfor du også bør gøre det

Skrevet af Regitze Sancoeur, stud.cand.jur og folketingskandidat

Da det blev meldt ud, at vi skulle stemme om forsvarsforbeholdet, var jeg ikke i tvivl: Det blev et klart og tydeligt nej herfra. Det var klart, hvad vi skulle stemme om, og min tid på The Queens University i Belfast, Nordirland i Storbritannien i efteråret 2020 havde gjort mig så meget klogere på Brexit og EU, at jeg instinktivt vidste, at det her var et påskynd afledt af en frygt for 3. verdenskrig, og et enkelt lille tilfælde af ineffektivitet på EU-fronten. Et problem, der på ingen måde ville blive løst af, at vi afskaffede et af vores yderst vigtige forbehold. Der er gået adskillige måneder, debatten har været ophedet, diskurser og stråmands-argumenterne er røget gennem luften, og jeg er ikke længere fuldstændig sikker på, hvad det er, vi stemmer om. Det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg forsat stemmer nej, og her er hvorfor:

Den Europæiske union (EU), som vi forsat ønsker at kalde den, blev født i Maastricht i 1993 og efterlod det gamle og ellers udmærkede Europæiske Fællesskab (EF). Siden bliver et spørgsmål bliver ved med at spøge: Er EU et fair fællesskab for medlemsstaterne, eller er den en overmagt? Kommissionspræsident Ursula Von Der Leyen ser en fremtid med et samlet EU, hvor staternes suverænitet minimeres til grænsen for eksistens. Det er denne vision, som ironisk nok deler vandende i unionen.

Mens der åbenlyst er mange ting, der ville blive mere effektivt, hvis vi bare ophævede nationalstaterne og smeltede sammen som EU-lykke-klump, så er der mere end én god grund til, at lade vær. Hvis man er i tvivl om dette, så kan man passende kaste et blik på samfundsproblemerne på den anden side af Atlanten, hvor højesteretsdomme reevalueres, delstater forsøger at lovgive sig udenom forfatningen, traditionalister kæmper mod liberalister, socialister, kommunister og Woke-ister. Problemet er indlysende: Det er en meget stor masse, der skal rummes i ét land. På den måde minder det meget om EU. Det er en stor union, og kriterierne for at deltage er hovedsageligt god økonomi, relativt demokrati og et ønske om at blive en del af en ensartet union. Der er ikke de store indledende jobsamtaler, prøveperioder og der mangler ret øjensynligt en paragraf i aftalen omkring fortrydelse. Regel nummer et er ellers aldrig at underskrive en uopsigelig aftale, men det memo fik vores bedsteforældre så ikke, da de viede os med EU. Alene det at vi ikke jævnligt skal tage stilling til medlemskabet som helhed, er bare én af grundende til, at EU som institution har demokratiske udfordringer. Men Storbritannien viste vejen. De gjorde det umulige, trodsede oddsene, tog turen som pionerer over uset land, og de har betalt prisen i blod, sved og tårer. Nu ved vi, at det er muligt: Og at det ikke er noget, vi har lyst til lige nu. Det er meget nemmere, slet ikke at afskaffe de forbehold, som vi trods alt var kloge nok til at få skrevet ind. For her er det interessante ved EF’s transformation til EU: Det er et krav for at blive medlem af EU, at man som land vil arbejde på at blive én enhed indenfor politik, økonomi og valuta[3]. Alle tre har Danmark på én eller anden måde sagt nej til. Vi har ikke lyst til fælles politik. Vi har heller ikke lyst til økonomisk fællesskab. Det er lækkert, at vi kan handle internt uden begrænsninger, men når det kommer til spørgsmål som velfærd og sundhed, så er vi pludselig ikke så interesserede længere. Når det kommer til valuta, så har vi godt nok en fastkurspolitik, men den politik har været stærkt udfordret indenfor det sidste årti, så den er heller ikke så sikker, som vi bilder os ind. Alt i alt, fristes man til at sige, at Danmark er med i en forsøgsordning. Skal vi ophæve den forsøgsordning, og blive ”helstøbte” medlemmer? Det kommer meget an på, hvordan du har det, med det jeg fortæller dig nu.

For Storbritannien forlod EU, da de frygtede, at EU havde opnået selvstændig suverænitet[4]. Det var ubalancen mellem ønsket om staten EU, der samtidig efterlod plads til national suverænitet, der fik bægeret til at vælte og som forsat skaber problemer i unionen i dag[5]. Der er mange fordele ved EU, på samme måde som der er fordele ved det føderale USA, men hvis dit ønske for fremtiden ikke er at være mere EU-borger end dansker, så skal du stemme nej d. 1. juni.

EU’s kompetence er overdraget, hvilet betyder givet af medlemsstaterne og dermed begrænset til det, der er blevet givet, jf. artikel 5(1) TEU. For at få mere kompetence og dermed magt, må dette ske gennem en ændring af traktaterne i overensstemmelse med den ordinære revisions procedure[6]. Dette skal ideelt sikre, at magten ultimativt hviler med medlemsstaterne[7]. Ideelt. Sådan er det bare ikke helt.

For EU har til rendt sig mere magt, end det var intentionen fra start. Dels fordi den kompetence, vi har givet EU, betyder, at EU har lov til at indgå i internationale samarbejder på vores vegne, men også forhindre os i at deltage i andre samarbejder[8][9]. Her kommer et af de store Nej-argumenter i spil, for det her er her, vi risikerer, at et EU-forsvarssamarbejde, frem for at supplerer NATO, vil erstatte det. Det er naturligvis et yderst hypotetisk argument, idet der allerede eksisterer et forsvarssamarbejde. Så lad os vende tilbage til: EU har til rendt sig magt. Det ser vi i retspraksis, hvor EU-lovgivning i praksis bliver gjort mere og mere kontroversiel, til grænsen til det aktivistiske. Vi har konstateret vertikalvirkning. Vi har konstateret horisontalvirkning på visse områder. Det virkelig farlige ved EU-retspraksis er, at det implicerer, at EU har kompetence, hvor det ikke er eksplicit nævnt i traktaterne, men logisk kan udredes af traktaternes forarbejder[10]. En institution under EU giver altså kompetence til EU selv.

Og så ruller rouladen, som man siger.

Man forsøgte at oprette en EU-forfatning men forsøget faldt, da medlemslandene ikke ville gå med til at frigøre unionen fra staternes tildelte suverænitet. En EU med en forfatning er et uafhængigt EU. Det er et EU ude af kontrol. Det lykkedes dog år senere at snige en forfatning ind ad bagdøren, og derfor hører vi nu en paranoid, nationalpolitisk front gisne om fremtiden. Med god grund. Lissabon-traktaten genoplivede håbet blandt føderalisterne for en EU-supermagt i 2009. Flere internationale forskere, herunder doctor Dagmar Schiek, anerkender nemlig Lissabon-traktaten for dens forfatningsretlige karakter. Dermed fik EU sin forfatning, og EU er ikke længere afhængig af EU-staternes suverænitet. EU er ikke længere en union, det er en stat, og for at forstå, hvorfor det giver mening at sige nej til dette ”frivillige samarbejde”, er det vigtigt at forstå, at EU i øjeblikket vælger at lade sig diktere af medlemsstaterne. Dette er ikke givet i fremtiden. Suveræniteten har, som Pinocchio, gjort EU til en rigtig stat. Desværre vokser næsen ikke, når de lyver. Det er op til os, at vurdere om vi vil forsætte med at have blind tillid til en supermagt, hvis eneste hindring lige nu er manglen på håndhævende magtudøvelse. Lige nu er det nærmeste, EU kommer håndhævende magt, den dømmende magt, og den dømmende magt udfordrede Danmark med Ajos-dommen, der efterfølgende har skabt præcedens i andre EU-lande, med Tyskland følgende trop i the WIESS case C-493/17. Men det kan ændre sig. Vi så allerede med Van Gend en Loss, at EU-retten indtog de nationale domstole og frarøvede staterne noget af deres suverænitet, og nu har vi så en EU kommissionspræsident, der taler om et EU-politi, et EU-militær og om at et simpelt flertal, hvor de store stater har mere at skulle have sagt end de små, i fremtiden skal være nok for at træffe afgørende beslutninger.

Hvis vi stemmer ja til at afskaffe forbeholdet, spiller vi russiskroulette med vore suverænitet, vores selvbestemmelse og vores vetoret, og Ursula Von Der Leyen har fingeren på aftrækkeren.

Under hensyntagen til det traditionelt meget kreative mediemarked ved diverse valg og afstemninger, ligger redaktionen inde med en kildeliste til nærværende artikler, der kan fås på forespørgsel.

 

Del denne artikel