Mød Det Juridiske Fakultets nye største stjerne

Stjerneforsker Rasmus Grønved Nielsen har gjort sig tanker om, hvordan jurastudiet på Københavns Universitet kunne se ud

Da jeg i 2019 startede på jurastudiet, var det med en romantisk forestilling om, at jeg skulle indgå i en historisk uddannelse i historiske omgivelser blandt studerende, forskere og øvrige undervisere, der delte en historisk stolthed, men den forestilling blev rimeligt hurtigt aflivet. Måske fordi det historiske vingesus ved uddannelsen ikke er flyttet med fra tiderne i København K ved Vor Frue Plads?

Det er selvfølgelig ikke alene de fysiske rammer på Søndre Campus, der er skyld i den manglende kultur. For mig blev det særligt tydeligt, at der var ”et problem” blandt de studerende, da min strafferetsunderviser blev stoppet, idet hun begyndte at begive sig ud i interessante men eksamens-irrelevante historier fra den praktiske verden – for ”kan det komme til eksamen?” synes at være den dominerende tilgang til undervisningen blandt jurastuderende.

Og underviserene er også en del af problemet, for desværre formåede ingen af mine undervisere at gøre den åbenlyst destruktive tilgang blandt de studerende til skamme, med det resultat at der kom meget lidt perspektiv på undervisningen. Måske skyldes det, at en stor del af underviserene selv lige er blevet kandidater og alene agter at undervise 2-3 år for derefter at kunne skrive det på LinkedIn og måske få rollen som den akademiske fuldmægtig på kontoret.

Alt dette ændrede sig for mig, da jeg mødte Rasmus Grønved Nielsen, der som en af underviserene i den daværende version af faget Energiforsyning i kontrakt- og erstatningsretlige belysning entusiastisk fortalte om koncessioners særlige karakter med udgangspunkt i en ”aftale” fra den virkelige verden. Rasmus Grønved bragte på det fag liv i juraen på en måde, der balancerede det teoretiske (akademiske) og det praktiske på en perfekt måde. Og fra det tidspunkt har jeg været en tro følger af hans virke som forsker og underviser på det juridiske fakultet.

Rasmus underviser i og interesserer sig for spændet mellem forvaltningsretten og de formueretlige discipliner – for hvordan griber man det an, når det offentlige agerer i en arena eller igennem juridiske redskaber, der traditionelt er behandlet i en privatretlig kontekst? Dette kunne eksempelvis være, når offentlige myndigheder er aftaleparter, som det jo er tilfældet i udpræget grad. Hans interesse har udmøntet sig i en doktordisputats, som han forsvarede i en alder af 29 år! Og kun omtrent 5 år efter han i 2016 blev cand.jur.

Jeg har mødt Rasmus til en snak, der forhåbentlig kan munde ud i, at flere – ligesom mig – kan blive inspireret af ham. 

Ultraløb og tvillinger

Rasmus har et imponerende cv, som blandt andet tæller formand for Taksationskommissionen på Sjælland, dr.jur., lektor, fagleder for forvaltningsret, ph.d.-koordinator og så den måske mest imponerende – fjerdepladsen i 100 miles Mors 2015 – hvor han som studerende med 16 timers løb tilbagelagde omtrent 160 km. Der er ingen tvivl om, at han er af en helt særlig støbning, men når man taler med ham, har han fødderne solidt plantet på jorden. Han vil helst ikke høre de pæne ord, som jeg fortæller ham, at jeg har hørt på gangene blandt de studerende, og du får ham under ingen omstændigheder til selv at betone sine vanvittige meritter. Rasmus bad mig da også om at holde tilbage med lovprisningerne, men jeg synes, at han fortjener det!

Rasmus’ ydmyge stil gennemsyrer hans måde at være på generelt. Når man tager hans bedrifter i betragtning, ville det være naturligt at tænke, at manden er en maskine, og i den forbindelse – med afsæt i ens egen grimme smålighed – at han så i det mindste er asocial. Med andre ord, der må være nogle skår i glasset. Men det er der ikke. Rasmus fik tvillinger da han skrev sin disputats, og tryllebinder med sit engagement og sin charme studerende og forskerstanden på en måde, jeg ikke har set eller hørt om andre gøre det.

Såvel den faglige seriøsitet som Rasmus’ venlige sind kommer da også til udtryk i hans undervisningsstil, også når han selv beskriver den:

”Jeg stiller store krav til de studerendes forberedelse og deltagelse. Jeg lægger til grund, at man har læst og forberedt sig, fordi jeg gerne sammen med de studerende vil bygge oven på det. For mig handler det blandt andet om at have en diskussion om, hvordan man stiller de rigtige spørgsmål frem for at give de ”rigtige” svar. Tit – og det ved jeg godt, lyder som en kliché – er det vigtigste ikke, om man kan finde svar – fordi svar på hvad? – det er simpelthen at kunne formulere de rigtige spørgsmål og formulere problemstillingerne. Det gælder naturligvis især på områder, hvor der ikke er særlig meget ”hård” viden. Denne kompetence er også noget, man kan drage nytte af både når man arbejder som jurist, og når man skal skrive bachelorprojekter og speciale.

 Jeg lærer også noget af at undervise. Nogle gange kan studerende komme med synspunkter – udefra – som kan være virkelig skarpe og interessante. Mest af alt vil jeg nok gerne begejstre. Når jeg står ved tavlen, kan jeg komme i form for trance, hvor jeg glemmer, hvad der egentlig er sket – på den gode måde.”

Lunchboxes og jurastudiet

Efter min samtale med Rasmus blev jeg bevidst om, at jeg måtte skære mit interview ganske meget til, hvis ikke det skulle fylde (endnu) mere end det gør nu. Og da jeg valgte at fokusere på Rasmus’ syn på det, han kalder lunchboxes, og på hans engagement i tilrettelæggelsen af jurastudiet, var det fordi, jeg tror, at det resonerer bredt blandt læserene af dette blad, idet de vedrører fundamentale elementer ved vores studie. Og i virkeligheden hænger de to temaer også sammen.

Rasmus kalder de etablerede fag inden for juraen for lunchboxes. Denne opdeling af juraen i adskilte kasser, mener han ud fra et pædagogisk perspektiv, er en nødvendighed, særligt når man skal lære jura på grunduddannelsen. Opdelingerne er imidlertid ikke skarpe, og de kan blive en spændetrøje, når juraen eksempelvis skal kortlægges ved retsvidenskabelig forskning.

Rasmus selv beskriver det, når han forklarer om sin disputats Forvaltningskontrakter (2021):

”Juridiske discipliner er ikke noget der er naturgivet, de er konstrueret. Eksempelvis er dansk forvaltningsret konstrueret især af Poul Andersen, der ”importerede” et kontinentaleuropæisk begreb, forvaltningsakt, og så byggede forvaltningsretten op omkring det begreb. Og så opstår spørgsmålet, hvordan man skal forholde sig til noget, der ikke passer ind for det begreb, f.eks. aftaler. Teoretikere har behandlet spørgsmålet, men har haft enormt svært ved det, idet de befinder sig i fagsiloer. Man kan tydligt se, om dem, der har skrevet om det, skriver med afsæt i en offentlig- eller formueretlig forforståelse.

Det er f.eks. en anden – Jørgen Mathiassen – der har skrevet disputats om mit emne, og lidt frækt kan man sige, at han bekender kulør allerede i titlen, ”Aftaler i forvaltningsretten”  (1974). Heri ligger der en betydelig begrænsning i udfoldelsesmulighederne.

Jeg har bestræbt mig på at ”glemme” de etablerede systemer og begreber og i stedet taget udgangspunkt i kilderne, navnlig domme, som de er og forefindes. Opgaven er så derigennem at prøve at udlede nogle generelle tendenser. Hvis der er nok domme og andre retskilder – som der er i mange tilfælde – kan man ofte udlede nogle mønstrer. Flere af disse mønstre harmonerer ikke ubetinget godt med den traditionelle obligationsret eller forvaltningsret. Det giver så grundlag for at formulere nye grundsætninger.”

Når jeg tænker over, hvordan jeg er blevet oplært i løbet af bacheloren, har der været meget lidt tværfaglighed, hvilket sikkert af pædagogiske årsager har været fint til en start. Men når jeg reflekterer over ovenstående citat, bliver jeg lidt bekymret over, at det først – og måske ved et tilfælde – er gået op for mig i forbindelse med min undervisning med Rasmus Grønved, at retssystemet virkelig skal forstås som et system i ordets egentlige forstand, idet man for at komme frem til de juridisk rigtige resultater ikke kan lade sig begrænse af ens barndomslære på studiet, det som Rasmus kalder lunchboxes, men derimod trække på forskellige hensyn og principper på tværs af fagene. Det siger måske sig selv, men jeg tør væde på, at det ikke er alle, der får den åbenbaring i løbet af studiet, og at det i hvert fald er de færreste, der formår at jonglere med forskellige retlige discipliner på samme tid. Som et konkret eksempel på en tværfaglig disciplin kan nævnes offentlige myndigheders erstatningsansvar, hvor forvaltningsretten og erstatningsretten mødes. Rasmus Grønved kører faktisk et fag med samme navn, der kan tages som valgfag på kandidaten!

Rasmus mener, at den rigtige måde at lære at navigere i og anvende juraen, ligegyldigt om det i det konkrete tilfælde kræver inddragelse af tværfaglige og forskelligartede hensyn, er at styrke de studerendes faglighed i de grundlæggende fag suppleret med større fokus på juridiske færdigheder som f.eks. kildesøgning. Det kan lyde paradoksalt, at man skal kunne tænke på tværs af lunchboxes men samtidig styrke de selv samme. Det synes dog at være ud fra en betragtning om, at man nemmere kan fravige et udgangspunkt, hvis man er velbevandret i det:

”Der er jo folk, der mener at almindelig forvaltningsret ikke findes, fordi det hele efterhånden findes i specialdisciplinerne såsom socialretten, miljøretten og skatteretten. Og på samme måde kan man stille spørgsmålet, om det stadig giver mening at tale om almindelig obligationsret, fordi det hele er detailreguleret i lejeloven, købeloven og så videre. Men der mener jeg jo, at det netop er der, hvor det giver rigtig god mening, at man fokuserer på det, der går på tværs, de mest fundamentale regler og principper, og så vil der være en masse specielle discipliner, som vokser ud fra det.

Juraen handler ofte om, at man skal finde udgangspunkter – hvis man skal svare på et spørgsmål, har man et sted at starte, hvis man kan identificere et udgangspunkt (en almindelig regel). Hvis man ikke har et udgangspunkt, er man på herrens mark. Det er derfor jeg siger – dels i sjov og dels i alvor – at forvaltningsret og obligationsret er de vigtigste fag på studiet – altså  hvis man måler på, hvad der er grundlæggende viden, som meget andet vokser ud af.”

Rasmus’ engagement, når det kommer til den faglige indretningen af jurastudiet, og hans tanker om at styrke de studerendes færdigheder, er også kommet til udtryk i hans bidrag til Festskrift til Peter Pagh som har titlen Mellem profession og videnskab – Uddannelsespolitiske refleksioner over jurastudiet ved Københavns Universitet. Heri kommer han med et – efter min mening – særdeles velunderbygget konkret bud på, hvordan jurastudiet kunne indrettes, hvis vi i højere grad prioriterede de grundlæggende fag og almene færdigheder frem for de mere eller mindre nicheprægede valgfag, som lige nu ganske særegent for jurastudiet på Københavns Universitet fylder meget. Det kan varmt anbefales at læse artiklen, der også byder på et historisk overblik over jurastudiet efter alle kunstens regler, der måske kan vække dit romantiske forhold til vores studie.

Og netop det romantiske jurastudie, der balancerer Hogwarts-agtig faglig stolthed, hvor det at bedrive retsvidenskabelig forskning skaber brugbare resultater og gives den prestige, som det fortjener, og praktisk jugement og snilde, der gør os berettigede til vores møderetsmonopol, synes jeg, at Rasmus Grønved på sin helt egen og forfriskende måde kæmper for til vores alles gunst.

Som slutnote, har jeg valgt et citat fra Rasmus, som jeg synes er et godt bud på, hvor vi kan placere vores faglige stolthed og/eller stræben efter samme.

”Jurister er ikke blot håndværkere, der kan bruge sine værktøjer, men det er heller ikke rammende at beskrive jurister som kunstnere. Idealet er, at jurister skal være kunsthåndværkere, fordi de kan deres kram, men samtidig formår at tænke kreativt, fordi de forstår de underliggende hensyn og sammenhængene i retssystemet. Det er den slags, der gør, at der også i fremtiden, hvor AI-programmer har overtaget mange af vores traditionelle funktioner, vil være behov for jurister. ”