I Tyskland med akademisk fremdrift

”Herr Simmelholt, könnten Sie bitte den § 929 S. 1 BGB vorlesen.” Således startede min første forelæsning i tingsret i en forelæsningssal med 250 andre studerende, hvorefter jeg blev bedt om at redegøre nærmere for det retsfaktum, der skal være opfyldt, før der foreligger en korrekt overdragelse af en løsøregenstand. Vantro kiggede jeg op på Herr Prof. Dr. Weller, hvorefter jeg fremstammede, at jeg altså var udvekslingsstuderende, hvilken udmelding han blot kvitterede med en tør konstatering af, at, eftersom jeg netop havde læst bestemmelsen op på tysk, måtte jeg jo også være i stand til at udlede det relevante retsfaktum af nærværende bestemmelse.

Så var vi vist i gang med jura på tysk. Og det er sjovt! Nogle vil nok synes, at jeg er en smule mærkelig; men jeg sidder bogstaveligt talt med juridiske julelys i øjnene til hver forelæsning.

Tysk jura er på mange måder anderledes end den danske. Den civile ret er samlet i ”Bürgerliches Gesetzbuch” (BGB), der med sine mere end 2300 paragraffer udgør det overordnede værktøj til at løse civilretlige konflikter. Problemstillingerne er dog i det store hele relativt ens med dem, der kendes fra dansk ret, dog med en række modifikationer, og det udfordrende bliver således at skulle bevæge sig rundt i BGB’s mange bestemmelser, der er skrevet på en måde, der får selv lægmænd med tysk som modersmål til at slå korsets tegn og langsomt vende blikket tilbage til sportssektionen i Bild-Zeitung. For det er svært; men det er jo også derfor, at man uddanner sig til at blive jurist. Hvis loven kunne læses af de samme mennesker, som køber bøger i lufthavnen, og kalder det verdenslitteratur, da ville vores stand være ganske overflødig, og kunsten at beherske et kompliceret, men dog utroligt præcist sprog, er således også efter min overbevisning det, der berettiger til titlen som jurist.

Udmeldinger som ovenstående betegnes oftest som elitære og arrogante, og jeg skal da også være den første til at indrømme, at de udadtil kan forekomme ekskluderende over for alle dem, der ikke har studeret lovens sprog og opbygning. Især i Danmark kan man godt lide, at det hele skal være holdt på et jævnt niveau. Og det er da også her, at jeg har oplevet den største forskel mellem mit studium her i Freiburg og den juridiske uddannelse på KU.

Selvfølgelig er der de rent kulturelle forskelle i vores måde at omgås hinanden på. Vi er ikke Des med hinanden i Danmark. Vi går heller ikke særligt meget op i at titulere hinanden. Det hedder sig vist, at vi igennem vores uformelle omgangsform er med til at skabe et bedre samfund, hvor vi omgås hinanden mere direkte, hvilket i sidste ende styrker vores såkaldte sammenhængskraft. Socialt såvel som fagligt. Og lad det da bare forblive således! På trods af mit eget ønske bliver det nok aldrig en realitet at ændre den generelle omgangsform mellem mennesker, der ikke som sådan har et forhold til hinanden, og i Danmark går det nok snart hen og bliver normalt at give sin underviser et kram, hvor grænseoverskridende det end efter min mening måtte være.

Hvad Academia derimod angår, har jeg oplevet dette på en helt ny og inspirerende måde, som jeg ville ønske, man ville skæve til i Danmark. Medens vi bliver tudet ørene fulde af velmenende kandidater fra RUC, der igennem gruppearbejdets endnu udokumenterede ideologi ønsker at lefle for middelmådigheden i lighedens og det uformelles høje navn, oplever jeg her en stærk passion for studium som det ypperste. Studium her er ensbetydende med studenterinddragende undervisning, hvor en professor med stor lidenskab gennemgår komplicerede retsnormer med største indsigt og med sans for at bringe normerne op på et højere abstraktionsniveau. Her er ikke gruppearbejde efterfulgt af studerende, der underviser medstuderende. Ej heller udleveres blot en enkelt titel på en lærebog, der er angivet som pensum, thi pensum er loven, og en udlægning af denne opnås bedst ved at stifte bekendtskab med et bredere udvalg af faglitteratur for på den måde at reflektere mere kritisk over juraen.

I denne forbindelse kigger jeg nu de 1000 km nord på mod København, og det er med vemod, at jeg erfarer, at en såkaldt ”fremdriftsreform” har fundet vej til de højere læreanstalter. Ved første øjekast ligner denne såkaldte reform endnu et regelsæt, der kunne have været skruet sammen af det passiv-aggressive personale fra Studieadministrationen. Man finder dog snart ud af, at dette kommer fra dét ministerium i Danmark, der til stadighed leder mine tanker hen imod en dystopi, hvor man med et smart og fængende navn forsøger at skjule det faktum, at stedet blot er udtryk for åndelig armod og dovenskab: ”Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser”. Som en tyv om natten lister embedsmændene anført af politikerne sig ind, og laver regelændringer uden at fortælle hvorfor. Det kan godt være, at jeg selv er blottet for indsigt; men er der da så ikke i det mindste en anden person, som besidder denne indsigt, der kunne være behjælpelig med at spytte sine ypperlige kundskaber ud, så vi andre også kunne blive oplyste om denne reforms innovative fortræffeligheder? Åbenbart ikke i Danmark. Her fremstår studerende snarere som en byrde. På nuværende tidspunkt ser det mest ud, som om vi i Danmark gerne vil have ”ud”, men ikke ønsker ”dannelse”.

Der er ingen, der siger, at vi i Danmark partout skal indføre den konservative og rigide juridiske embedseksamen, som den eksempelvis foregår her på Albert-Ludwigs-Universität Freiburg, hvor man afslutter sin eksamen med 6 på hinanden følgende eksaminer med loven som eneste hjælpemiddel til at besvare 5 års pensum. Vi behøver heller ikke holde fast i gamle omgangsformer og hierarkiske strukturer. På den anden side mener jeg heller ikke, at vi nødvendigvis behøver at snobbe nedad for at opnå målet om at få alle igennem en universitetsuddannelse. Der er vel ikke nogen grund til at foretage den samme faglige massakre mod universitetet, som man allerede har påført gymnasieskolen. Resultatet heraf bliver vel blot, at man ender med en stor bunke jurister med prædikatseksaminer, som til trods for dette mangler en faglig ballast, hvilket utvivlsomt gør, at man står fuldstændig på bar bund, når man ikke har sine copy-paste-noter at falde tilbage på og i øvrigt kun har fået lov til at beskæftige sig med juraen i delelementer, hvilket i sidste ende umuliggør en forståelse af retten som én systematisk helhed. Når man samtidig skal sparkes igennem på 5 år, uden at der gives mulighed for at opnå tilstrækkelig indsigt, står vi desværre tilbage med alt for mange jurister, der i bedste fald alene kan opnå ansættelse som journalister.

Ovenstående indlæg lyder sikkert utrolig negativt, og sådan er det såmænd også ment. Egentlig ville jeg gerne have skrevet et positivt indlæg om fordelene ved at opnå forståelse for et nyt retssystem for herigennem at nå til en dybere erkendelse af ens allerede tilegnede viden inden for dansk national ret; men som den akademiske udvikling ser ud på nuværende tidspunkt, vælger jeg blot at lade mine ovenstående ord stå tilbage og komme med en opfordring: Ville dog blot flere tage ud og opleve, at Danmark i sin egen selvtilfredshed er ved at underminere viden ved at lade en række evighedsstuderende politikere selviscenesætte sig som skaberne af videnssamfundets fagre nye verden.