Én gang søster, altid søster – en fejring af Joan-Søstrenes 50-års jubilæum

Champagnen perler i glassene. Ved buffeten ligger små fine receptionssandwiches, og stemmerne i lokalet stiger og falder i en lun, festlig summen. Rundt omkring på bordene ligger klistermærker med stærke citater og opråb og skåle med saltede chips.

Nicholas Woollhead står med glasset i hånden og tager en lille slurk, før han siger det.

“Min oldefar slog min oldemor ihjel. Han skubbede hende ned ad trappen, og hun slog hul i hovedet.”

Politiet kaldte det en forfærdelig ulykke, fortæller han. Oldefaren blev aldrig undersøgt eller anklaget for noget. Hans farmor var der selv, da det skete. Hun så det hele. Senere fortalte hun, at det værste ikke var at miste sin mor, men at alle havde ondt af hendes far.

Et husspektakel. Sådan blev det kaldt.

Senere fortalte hun, at det værste ikke var at miste sin mor, men at alle havde ondt af hendes far.

Anledningen er Joan-Søstrenes 50-års jubilæum. I et halvt århundrede har organisationen stået ved siden af kvinder, der er udsat for fysisk og seksuel vold.

Og i aften bliver den kvindepolitiske forening fejret. Glassene bliver hævet, folk krammer hinanden, og latteren breder sig fra buffeten ud i festsalen på Store Kannikestræde. Det er en hyldest til 50 år, hvor søstrene har gjort en forskel for kvinder, der fik et sted at gå hen, én at tale med, én ved deres side.

Men grunden til, at Joan-Søstrene stadig står her 50 år senere, er alvorlig. Vold mod kvinder er stadig et samfundsproblem. Og historier som Woollheads oldemors er ikke kun fortid.

Men aftenen begynder ikke med fortællingen om oldemor og oldefar. Den begynder med tværfløjte.

Chris Poole står foran gæsterne med tværfløjten løftet. Hun var selv Joan-søster engang. Stykket hedder “A Woman Unfolding”, og det handler om en voldtægt. Om det, der kommer bagefter.

De første toner er skarpe og urolige, som en vejrtrækning, der ikke kan finde sin rytme. Det er angsten. Så bliver lyden hårdere: vreden. Men langsomt folder melodien sig ud, bliver blødere og rankere, indtil den fylder hele rummet. Selvværd. Værdighed.

Det er den rejse, Joan-Søstrene har fulgt kvinder på i 50 år. Og som de stadig følger kvinder på i dag.

Da den sidste tone klinger ud, går Trine Baumbach, professor i strafferet, op foran salen iført sit karakteristiske sorte tøj og to par røde briller. Hun smiler ud over forsamlingen.

“Jeg elsker jeres kopper,” siger hun.

Joan-Søstrenes kopper har slogans som “Ingen klassekamp uden kvindekamp” og “Patriarkalsk kultur? Nej tak!” Kopperne er ment til at blive givet videre, men det er hun ikke god til, forklarer hun. Hun holder fast i sine. En bølge af latter går gennem publikum.

Så skifter hun tone. “I har virkelig gjort en forskel,” siger hun.

Hun fortæller om dengang, hun som medlem af Straffelovrådet skulle omformulere straffelovens § 216 om voldtægt. Ti ud af elleve medlemmer ville skrive frivillighed ind i loven. Hun var alene om at kræve samtykke og skrev en dissens.

Alt pegede på, at flertallet ville vinde, fortæller hun. Men da lovforslaget kom i høring, stod kvindeorganisationerne sammen. Med én stemme krævede de en samtykkebaseret lovgivning. Og de fik den.

Hun kigger ud på søstrene.

“Det kan vi takke jer for.”

Den livlige snak flyder igen mellem væggene i festsalen og forstummer først, når Margrethe Vestager indtager scenen.

“Endelig har det slået nogen, at man også kan få mænd til at holde op med at slå,” siger hun, og latter bryder ud i salen.

Hun er iført en lang, lyserød silkekjole. Men der er intet lyserødt over emnet. “Jeg er tiltagende rasende,” siger hun.

Med kraft i stemmen fortæller hun om moderne teknologi, der underminerer kvinder. Unge drenge og mænd bliver mødt på sociale medier med budskaber om, at ‘kvinder skal kontrolleres’ og ‘kvinder skal ikke selv vælge deres partnere’, ligesom AI på et splitsekund kan tage tøjet af kvinder.

Derfor er det ekstra vigtigt for hende at være med til fejringen af Joan-Søstrene i aften.

Samtykkeloven, ressourcer til bekæmpelse af vold mod kvinder og stigning i politianmeldelser, opremser hun. “Det viser den kolossale forskel, det kan gøre, når man er søster.” siger hun. “Fordi I lytter, og dét er første skridt.”

En klapsalve senere bliver hun omringet af søstre, der vil have taget billeder med hende. Og det gør hun med glæde.

Endelig har det slået nogen, at man også kan få mænd til at holde op med at slå.

En af dem fortæller, at Joan-Søstrene før i tiden tog med kvinderne på politistationen for at anmelde volden og sad der sammen med hende hele natten. I dag bliver de ringet op af politibetjente, der vil lære om traumereaktioner og afhøring af ofre.

Joan-Søstrene tog med kvinderne til retsmedicinske undersøgelser, der blev foretaget i lighuset i kælderen på hospitalet. I dag sker det i hospitalernes centre for voldtægtsofre.

Ved ét af bordene står tre søstre. Selvom de udefra ser vidt forskellige ud, mærker man med det samme et helt særligt bånd imellem dem. De fortæller om et fællesskab af kvinder på forskellige aldre, med forskellige uddannelser og med forskellige baggrunde. “Alle lægger virkelig meget tid og energi i det,” fortæller de smilende.

I den anden side af festsalen står en kvinde op ad væggen i business-casual stil. Hun fortæller, at hun hedder Camilla Struckmann, er cand.jur. og direktør i Djøf. Og så var hun tidligere søster i 14 år. Hun fortæller om læringen i at møde mennesket bag juraen og at se alt det, der fylder udenom. For eksempel hvordan kvinderne tager et kæmpe ansvar for børnene. Om læringen i at få næsen væk fra bøgerne og komme ud og opleve den komplekse verden, som juraen reelt fungerer i. Ved siden af hende står en anden tidligere søster i 13 år, der tilføjer: “Som søster lærer man, at hvis man tænker ‘It can’t be true!’. Det kan det. Fantasien overgår ikke virkeligheden”. Selvom det er mange år siden, at de to kvinder var aktive i foreningen, efterlades man med ét indtryk: Én gang søster, altid søster.

Fadene med små receptionssandwiches, glassene med perlende champagne og skålene med saltede chips er ved at være tomme.

Aftenens fejring af Joan-Søstrenes 50-års jubilæum afsluttes med fællessang:

Borgerskabets grundideer

ku’ socialisten ikke ta’

kun de hyggelige hjemmenes feer

sku’ selv en god socialist altså ha’.

Hun var bagerst i fredelig færden,

hun var bagerst i klassernes strid.

Det’ på tide HUN træder ud i verden

og tar’ del i den kommende strid.