Er grænsen for foreningsfriheden nået?

Bandekrigen har kostet menneskeliv og ressourcer. Store dele af landet er blevet støvsuget for politifolk. De lokale beboere har henover sommeren og efteråret forsøgt at råbe politikerne op. De har krævet, at politikerne greb ind. Nu er deres opråb blevet hørt.

Rigsadvokaten har givet grønt lys til, at Københavns Politi skal indlede retssager mod medlemmer fra Loyal To Familia (herefter LTF). Formålet er klart. LTF skal opløses, og det skal ske med grundloven i ryggen.

Begivenhederne vidner om, at der er ved at ske et sammenstød mellem hensynet til nogle af borgernes sikkerhed og andres frihed. Stud.Jur. stiller derfor i nærværende artikel spørgsmålet: hvor går grænsen for foreningsfriheden?

Omfanget af grundlovens beskyttelse af foreningsfriheden

Den grundlovsbeskyttede foreningsfrihed er en frihedsrettighed, som er blevet besunget af mange i tidens løb. Foreningsfriheden er modsat, hvad man umiddelbart kan foranlediges til at tro, ikke en absolut frihedsrettighed.

Det fremgår tydeligt af Grundlovens § 78, stk. 1, at borgernes foreningsfrihed alene er beskyttet, når foreningerne dannes i et ”lovligt øjemed”. Lovgiver har sat en ydre grænse for foreningsfriheden med betingelsen om, at foreningen skal have et ”lovligt øjemed”.

Borgere, der stifter foreninger, der ikke har et lovligt øjemed, kan ikke forvente at påberåbe sig grundlovsbeskyttelsen af foreningsfriheden.

Tværtimod forpligter Grundlovens § 78, stk. 2 anklagemyndigheden til at søge foreninger, der virker med vold, eller som søger at opnå sine mål via vold eller lignende strafbare handlinger opløst ved dom.

Bestemmelsen fastslår, at en forening har et ulovligt øjemed enten, når den forfølger ulovlige mål eller, når den anvender ulovlige midler som vold for at nå et mål. Dette er tilfældet, hvis foreningen virker ved vold eller søger at opnå sine mål via vold eller lignende strafbare handlinger.

Dagen hvor Rigsadvokaten skrev sig ind i historiebøgerne

Grundloven sætter altså grænsen for foreningsfriheden, der hvor foreninger ikke er dannet i et lovligt øjemed. Teoretisk burde det derfor ikke være et problem at få opløst foreninger, hvis de i deres virke forfølger ulovlige formål eller anvender vold for at opnå deres mål.
Alligevel var det en historisk dag, da Rigsadvokaten tordsag den 2. november 2017 udsendte en pressemeddelelse, hvori der stod, at der på baggrund af en anklagefaglig og juridisk vurdering er grundlag for at gå videre med opløsningssager mod LTF.

Det er første gang, at Rigsadvokaten vurderer, at anklagemyndigheden har grundlag til at kunne kræve en kriminel bande opløst ved dom.  Tidligere har der været ønske om at få Hells Angels og Bandidos opløst ved dom, men i begge tilfælde har anklagemyndigheden opgivet sagerne, da de ikke har haft tilstrækkelige beviser. Det, at medlemmer af foreningen begår strafbare handlinger, danner nemlig som udgangspunkt ikke grundlag for at hævde, at foreningen generelt er involveret i ulovlige aktiviteter eller ligefrem har et ulovligt formål.

Den samlede presse har forsøgt at få afdækket, hvad der har dannet grundlag for Rigsadvokatens vurdering, men uden held. Det er derfor kun muligt at gisne om, hvad der danner grundlag for vurderingen. Man må dog med føje kunne antage, at Rigsadvokaten som minimum vurderer, at der er grundlag for at løfte bevisbyrden for, at LTF som forening virker i et ulovligt øjemed, og at LTF derfor vil kunne blive opløst ved dom.

Før Rigsadvokatens vurdering var det åbne spørgsmål, om der er grundlag nok til at løfte bevisbyrden for, at LTF som forening virker ved vold eller decideret har et ulovligt formål.
Dette spørgsmål er knapt så åbent mere. Men det er dog værd at huske på, at det i sidste ende er domstolene, der vil tage stilling til, hvorvidt der er tilstrækkelige beviser til endeligt at fastslå, at LTF er dannet i et ulovligt øjemed.

Foreningsfrihed som et ubetinget gode?

Retspraksis er yderst begrænset i forhold til sager, hvor domstolene ved dom har opløst foreninger, og man skal derfor langt tilbage i historien for at finde eksempler.

Men et eksempel herpå er, da Østre Landsret i 1874 ophævede Den Internationale Arbejderforening i Danmark. Domstolen lagde navnlig vægt på den tilkendegivelse, foreningen havde givet gennem sit virke og sine love og sit formål. Der var tale om en revolutionær arbejderforening. Et andet eksempel er fra 1924, hvor Højesteret opløste en forening for homoseksuelle aktiviteter. Højesteret lagde i sagen vægt på, at foreningens sammenkomster havde skabt en ”fare for Forførelse af unge Mænd til Uterligheder og var egnede til at vække offentlig Forargelse”.

Det er altså yderst sjældent, at domstolene har gået ind og begrænset den positive foreningsfrihed med grundloven som støtte.

Så selvom at den grundlovsmæssige beskyttelse af foreningsfriheden ikke er et universelt og ubetinget gode, har både den udøvende magt og den dømmende magt været tilbageholdende med aktivt at anvende grundlovens muligheder til at begrænse foreningsfriheden.

Man kan derfor spørge sig selv, om Rigsadvokatens vurdering udgør en glidebane. En glidebane, der vil legitimere, at der i højere grad end hidtil vil blive foretaget indgreb i foreningsfriheden.

Man kan frygte, at grundlovens redskab fremadrettet vil kunne bringes i spil på en nonchalant måde, der vil åbne op for en flodbølge af opløsningssager. Med den konsekvens at borgernes positive foreningsfrihed reelt vil smuldre væk.

Dette strækscenarie forekommer imidlertid at være noget fjernt fra, hvad man må kunne forvente, at der vil ske. Man må antage, at domstolene ved deres bedømmes af, hvorvidt der forekommer et grundlag for at opløse foreningen vil foretage en intensiv prøvelse af beviserne. Netop fordi, at det er beskyttelsen af en frihedsrettighed, der er på spil for foreningens medlemmer.

Endelig kan man på det principielle plan spørge, hvorvidt der overhovedet er et beskyttelseshensyn at tage over for borgere, der stifter foreninger, der ikke har et lovligt øjemed.

Grundlovens 78, stk. 2 synes at indikere, at dette ikke er tilfældet. Lovgiver har sat en rimelig klar grænse for beskyttelsen af foreningsfriheden. Derfor er det også rimeligt, at Rigsadvokaten kommer med en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at opløse foreninger som LTF ved dom.

Grundlovens beskyttelse af foreningsfriheden er ikke, og har aldrig været tænkt som et universelt og ubetinget gode. Det er domstolene, der i sidste ende skal vurdere, hvornår grænsen for beskyttelsen af foreningsfriheden er nået, og det bliver spændende at se, om denne grænse nu er nået for LTF.