Et julebudskab til jurastuderende

Julen nærmer sig med hastige skridt, og den kolde vinter har allerede banket på. Det er en tid med ekstra hygge, hjemmebag og en masse farverige julefrokoster. Julen er, som bekendt, hjerternes fest; en tid med et utal af stemte øjeblikke, gavmildhed, glæde og nærhed.  Det er en tid, hvor vi værdsætter familien lidt mere end ellers. En tid, hvor man glemmer, at man egentlig synes, at onkel Steen er lidt irriterende, og i stedet mindes man gode minder med dem, som man har kærest, mens nye bliver skabt.

Men for jurastuderende er juletiden egentlig ikke andet end kolde, lange og udmattende måneder. Det er en tid, hvor vi presser os selv langt ud over grænsen for, hvad vores krop normalt kan holde til.  Det er en tid, som kan knække selv den bedste flere gange om dagen – og til hvilken nytte? En god karakter.

Den gode karakter

Vi lærer allerede tidligt på studiet, at karakterne spiller en kæmpe rolle. Allerede i introugen er vi på virksomhedsbesøg på advokatkontorer for at få en oplevelse af, hvordan livet som advokat er. Jeg husker tydeligt fra dengang, jeg startede, at en af mine medstuderende spurgte en af advokaterne om, hvad de især lagde vægt på ved en jobansøgning. Han svarede, at de fik så mange ansøgninger, at de blev nødt til at starte med en grovsortering. Det indebar, at de delte ansøgningerne i to bunker.  En med topkarakter og en med resten. Herefter gik den rigtige udvælgelse i gang, hvor de bl.a. lagde vægt på, om man havde anden erhvervserfaring eller havde arbejdet frivilligt. Jeg kan som sådan godt se formålet med denne sortering, idet det formentlig vil være en uoverskuelig opgave at kigge alle ansøgninger igennem, samtidigt med at advokatkontorerne selvfølgelig gerne vil have de ”bedste” studerende. Problemet er bare, at studerende med mindre gode karakterer aldrig får lov at vise deres værd. De får således ikke et studiejob – og har således hverken gode karakterer eller erhvervserfaring. Jeg er selvfølgelig klar over, at sådan er det ikke hver gang, men jeg tror nu alligevel, at de fleste jurastuderende vil give mig ret i, at det er en ond spiral. Det er derfor ikke svært at regne ud, hvorfor jurastuderende stræber efter høje karakterer; vi vil nemlig gerne fremstå som et konkurrencedygtigt produkt over for advokatkontorerne.

Det kommer derfor nødigt som en overraskelse, at eksamenstiden på jura er præget af studerendes tårnhøje forventninger og krav til deres egen præstation. Undersøgelser har vist, at over 70 % af jurastuderende på Københavns Universitet i høj eller meget høj grad forventer af sig selv at levere topkarakter til eksamen[1]. Dette er jo helt absurd, og vi ved jo alle, at disse forventninger på ingen måde stemmer overens med virkeligheden, idet karakterstatistikkerne som regel viser, at det kun er 10 %, som får en tocifret karakter. Det er dog som om, at vi glemmer statistikkerne midt i eksamensræset, og i stedet målrettet fortsætter jagten på et UG resultat.

Hvad er der galt med at være ambitiøs?

Måske tænker du: Men hvad er der egentlig galt med, at jurastuderende er ambitiøse og stræber efter gode resultater? Og der må jeg være dig svar skyldig. For det er der som sådan intet galt med. I bund og grund er jeg egentlig af den opfattelse, at ambitiøse medstuderende styrker både engagement og indlæring. Et spørgsmål, jeg dog har vredet hjernen med, er: ”Hvad er det egentlig helt præcist, vi er ambitiøse omkring?” For som jeg ser det, er vi kun ambitiøse omkring, hvordan vi opnår den gode karakter – og ikke om fx at opnå et stærkt studiemiljø eller at opnå anden relevant viden. Jeg har flere gange under en undervisning tænkt: ”Hvorfor bruger de tid på dette, det er jo ikke relevant for eksamen”. Jeg vil endda strække den så langt som at sige, at hvis jeg på forhånd ved, at dagens undervisning som sådan ikke er relevant for min eksamen,  dukker jeg ikke op, idet jeg hellere vil disponere min tid efter, hvad der er af betydning for min karakter. Sådan ved jeg, at der er flere, der har det, og karakteren betyder faktisk så meget, at der er flere af os, der blanker eksaminer strategisk for at opnå en bedre karakter. Dette lyder muligvis overdrevet, men når man tænker på, hvor meget eksamenskaraktererne betyder på jura, synes jeg faktisk, at det er helt legitimt. Fra min synsvinkel, er strategisk blankning en klar indikator på, at vi lever og ånder i en præstationskultur, hvor karakteren sætter dagsordenen.

En jurastuderendes ”bivirkninger”

Ræset om de gode karakterer har således etableret en udpræget præstationskultur, som er præget af høje forventninger og skarp konkurrence – og dette har desværre visse ”bivirkninger”. En studiemiljøundersøgelse har vist, at 75,5 % af jurastuderende, oplever stresssymptomer som hjertebanken, ondt i maven, nedtrykthed samt koncentrations– og søvnbesvær i eksamensperioder[2]. Egentlig kommer det ikke som en overraskelse, og ved første øjekast tænkte jeg umiddelbart ikke, at det var et problem; for det er da helt OK, at jurastuderende i et par måneder om året er ambitiøse og knokler målrettet for en god karakter. Men her er det dog vigtigt at holde tungen lige i munden og spørge sig selv: ”Kan man virkelig sidestille det at være ambitiøs med det at have stresssymptomer?”. Den vakse studerende vil sikkert sige, at det ikke kan sidestilles, men at det hænger tæt sammen. For hvis man knokler RIGTIG hårdt, så er der vel større chance for, at man får stresssymptomer. Men er det virkelig sådan, landet ligger? Eller rettere: Er det virkelig sådan, landet bør ligge?

Jeg er af den overbevisning, at man sagtens kan knokle hårdt uden at have stresssymptomer  – og det er da også sådan, at det bør være. Det vil jo heller ikke være optimalt, at vi, som færdiguddannede, oplever stresssymptomer, hver gang vi giver den en skalle på jobbet.

Jurastuderende har et ansvar

Nogen vil mene, at årsagen til karakterræset og stresssymptomer skyldes det eksterne pres fra bl.a. advokatkontorer mv., men jeg ser det i lige så høj grad som de studerendes ansvar.

Først og fremmest må jurastuderende tage ansvar for, hvordan vi i fællesskab har skabt en præstationskultur, som er præget af alt for høje forventninger og skarp konkurrence, som kun få kan følge med i. Vi skal derfor arbejde med vores forskruede opfattelse af, at høje karakterer er normen, og at andet end høje karakterer ikke er acceptabelt. Med dette siger jeg ikke, at vi ikke skal være ambitiøse, for selvfølgelig skal vi det. Jeg siger bare, at vi skal huske at trække vejret. Huske, at det altså kun er cirka 10 %, som får topkarakterer, og at det ikke er verdens undergang, hvis du ikke er en del af top 10 %-klubben.

Treenighedens nytårsforsæt

Mit endelige julebudskab er derfor, at vi må tage ansvar for, at vi selv og vores medstuderende befinder os i et godt og sundt studiemiljø, hvor man kan være ambitiøs og målrettet, uden at det betyder, at 3 ud af 4 studerende har stresssymptomer i pressede situationer. Ved nærmere eftertanke bør det ikke kun være et julebudskab, men snarere være et nytårsforsæt, som vi forhåbentlig kan arbejde henimod i treenighed (studerende, administration og advokatkontorer).

[1] http://www.bechbruun.com/-/media/Files/PDFer+af+domme+og+andre+links+til+filer/2017/Rapport+Jurastudiet2016_web.pdf?la=da

[2] http://uddannelseskvalitet.ku.dk/kvalitetssikring/statistik-og-ledelsesinformation/undervisningsmiljoevurdering/dokumenter/Studiemilj_unders_gelse_-_Universitetsrapport_-_KU_-_2016.pdf