130520

Godmorgen og velkommen til Onsdagsposten!

Der er et stort mørketal for den mængde kokain, som kommer ind over grænserne. Toldstyrelsen er blevet bedre til at bruge analyser og bruge informationer fra andre myndigheder og udlandet, og det har givet resultater. I 2018 lagde Toldstyrelsen beslag på under seks kilo kokain. I 2019 lagde Toldstyrelsen beslag på 90 kilo kokain. Blandt andet blev der beslaglagt syv kilo flydende kokain gemt i shampooflasker i Københavns Lufthavn.

15 mænd, heraf 2 danske statsborgere, er tiltalt for at indsmugle ni ton kokain i en periode fra 2012 til 2019. Sagen, der går under navnet ”Operation Goldfinger”, er efterforsket af politiets særlige enhed Særlig Efterforskning Øst i et samarbejde med en række europæiske lande.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale mod to svenske statsborgere for at have plantet og detoneret en bombe ved Skattestyrelsen i København sidste år. De er tiltalt efter straffelovens paragraf 114 a, der omhandler terrorlignende handlinger. I starten sagde Københavns Politi ellers, at man ikke efterforskede sagen som terror, men anklagemyndigheden mener, at sagen er så grov, der er tale om en terrorlignende handling, og at straffen bør forhøjes.

Der efterforskes nu flere sager om mulig svindel med hjælpepakker. Det bekræfter Rigspolitiet i et skriftligt svar på en aktindsigt. Heri oplyses det endvidere, at politiet forudser en ”markant stigning i antallet af anmeldelser”. Lige nu efterforskes der i tre sager. Bliver man taget i at begå svindel i forbindelse med hjælpepakkerne, kan der vente en hård straf. Folketinget er blevet enige om at firedoble strafferammen for kriminalitet relateret til coronakrisen.

Grundet coronakrisen blev en sag mod formodede bandemedlemmer afbrudt efter 21. retsmøder og udskudt til den 25. januar næste år. Hermed risikerer de tiltalte varetægtsfængsling i næsten tre år. En af sagens forsvarere, mener, at det er på kant med menneskerettighedskonventionen, at sagen udstrækkes så langt.

I Italien har coronavirussen resulteret i, at mafiafolk er flyttet fra fængsler i husarrest, for at beskytte dem mod coronavirussen. Blandt de fanger der er kommet hjem, er to berygtede ledere af mafiaen Cosa Nostra, som har været med i en bande, som myrdede ene teenager hvis lig blev opløst i gift. Dette har nu fået voldsom kritik, og fået Italiens regering til at stramme op på de betingelser, der ligger til grund for løsladelse af mafialedere fra fængsler.

God onsdag og god læselyst!

____________________________________________________________________________________

Del denne artikel