Karrierekarrusellen: Justitsministeriet
Med student Anton Kongsted Amtrup
1) Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for en jurastuderende hos jer?
En almindelig arbejdsdag som studentermedhjælper i Justitsministeriets departement er meget alsidig forstået på den måde, at man sjældent bliver stillet den samme opgave. Departementet er inddelt i mange vidt forskellige afdelinger, som opererer med alt fra regeringens håndtering af Corona-krisen til politiets praktisering og effektivisering af hastelovgivningen på samme område. Fællesnævneren for arbejdet i departementet er den politiske tilknytning.
Som student i Politikontoret behandler jeg blandt andet anmodningssager fra borgere om sletning af oplysninger fra deres straffeattester eller udarbejder udkast til besvarelse af spørgsmål stillet af Folketingets politikere. Som student i departementet arbejder man tæt sammen med de fuldmægtige, og opgaver bliver oftest stillet af dem. Dette giver rum til at sparre med utroligt dygtige og kompetente jurister, hvilket udvikler ens forståelse for de juridiske problemstillinger, man bliver stillet over for.
2) Hvordan indgår man som studerende i jeres organisationsstruktur?
Som student i Justitsministeriets departement har man indtryk af, at man indgår som et vigtigt led i organisationens virke. Som student – alt efter, hvilket kontor man sidder i – bliver man tildelt nogle forskellige ansvarsområder, hvor man i samarbejde med de fuldmægtige og souscheferne får lov til at ekspedere og følge sine egne sager til dørs. Hvis departementets fuldmægtige f.eks. får brug for, at de studerende laver et overblik i en konkret sag, giver det mulighed for at få ”first take” på en sag, hvilket indikerer, at der udvises en vis tillid til de studerende.
3) Hvordan kan jeg som studerende udvikle mig hos jer?
Som student i Justitsministeriets departement udvikler man en grundlæggende forståelse for juridiske problemstillinger og lærer at skære helt ind til sagens kerne. Samtidig bliver man bekendt med retssystemets og det politiske systems opbygning, som har indflydelse på vores samfund hver eneste dag.
Det at være student i departementet ser jeg som en selvstændig uddannelse, der ligger ud over studiet. Departementets logiske opbygning af sager og behandling af juridiske problemstillinger giver brugbare erfaringer, som er relevant at tage med videre i sit arbejdsliv, uanset om dette er inden for den offentlige eller private sektor.
4) Hvordan er det sociale liv?
Det sociale miljø i departementet er rigtig godt. Der er en god omgangstone blandt kollegaerne, og der bliver generelt ikke gjort forskel mellem de fuldmægtige og studenterne, eftersom miljøet i departementet er meget ungdommeligt.
Herudover afholder departementet forskellige sociale arrangementer f.eks. departementets notorisk kendte julefrokost, personalekonference, fredagsbarer og mere.
De respektive kontorer arrangerer også flere private arrangementer, hvilket er med til at opbygge en særlig personlig relation til ens kollegaer.
5) Hvordan bliver jeg ansat hos jer?
Justitsministeriet ansætter studenter til departementet ved halvårlige ansættelsesrunder. Der er normalt ansøgningsfrister i starten af året og igen i september, og opslagene bliver offentliggjort mindst to uger inden ansøgningsfristen.
Du bør derfor følge med på Justitsministeriets hjemmeside under punktet Karriere og holde øje med, hvornår den næste ansættelsesrunde går i gang. Du kan indgive din ansøgning elektronisk på denne side, når der er et aktivt opslag.
Når ansøgningerne gennemgås, ser Justitsministeriet bl.a. på, hvilken motivation du har for at søge stillingen.
Hvis du vil vide mere om ansættelse som student, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Christina Grene Thomsen, Justitsministeriets HR-kontor, på tlf. 2460 8790 eller per e-mail cgt@jm.dk.
Del denne artikel